Brun mands byrde

Debutanten og prisvinderen Hassan Preisler løfter 'Brun mands byrde' i et opgør med godhedsindustrien. Alt sammen skrevet i et sprog, der heftigt, nonchalant og originalt bruser sin lyst til at skabe, underholde og overraske ud over læseren. 

Betegnelsen ’opsigtvækkende’ kan dårligt forekomme mere velplaceret end i første sætning af en omtale af Hassan Preislers debutroman 'Brun mands byrde' fra 2013. Bogen er fra dag 1 kommet på forsiden af avisernes bogtillæg, den er blevet anmeldt i alle de medier, der giver sig af med boganmeldelser, forfatteren er blevet interviewet, der er bragt boguddrag og quizzer, og der er blevet linket og liket rundt omkring på de sociale medier, bogen er blevet sammenlignet med Dan Turèlls Vangede billeder, og forfatteren selv har stillet op på kryds og tværs i landet til oplæsninger med musikalsk underlægning. Bogen er en mærkbar litterær begivenhed i dansk litteratur anno 2013, og når man sidder med bogen i hånden, er ’opsigtvækkende’ stadig et velvalgt adjektiv. Et enkelt blik på det skriggule omslag afkoder med lethed referencen til Helen Bannermans politisk ukorrekte 'Lille sorte sambo', som vi i den politiske korrektheds navn ikke længere opflasker vore børn med. Lille, sorte Hassan står og smiler under den grønne paraply med den røde jakke, de blå shorts og de lilla sko og slår ud med hånden og byder os velkommen, nøjagtig som lille sorte sambo gjorde det, dengang ordet ’neger’ endnu ikke var noget, som pæne, hvide mennesker undgik.

Lægger man hertil bogens titel, der er en ganske enkel og lige så ganske knivskarp omvending af Rudyard Kiplings 'Hvid mands byrde' (1899), vil der være vakt mere end tilstrækkelig opmærksomhed til, at de fleste læsere med respekt for sig selv og for samfundet omkring sig vil vide, at her er et bramfrit, provokerende, forfriskende indspark i debatten om et altid stadigt mere aktuelt samfundsmæssigt problem. Kiplings digt er blevet læst som en opfordring til den amerikanske stat om at tage imperialismens byrde på sig og civilisere og opdrage de indfødte:

’Saa Løft en hvid Mands Byrde
Send ud den bedste Søn
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos raadvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn –
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.’

Springer vi 114 år frem i tiden, lyder det hæsblæsende svar fra Preisler:

’Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, for jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men han er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.’

Herfra begiver romanen sig ud på sin dobbelte mission om både at fungere som fandenivoldsk selvfiktion og som kontroversiel samfundssatire. Som samfundssatire undlader den (næsten) at kaste sten efter Dansk Folkeparti, men vender i stedet skytset mod godhedsindustrien eller inklusionsindustrien, de velmenende kommunalchefer og ngo’er, der gerne vil integrere, og som dyrker de rigtige holdninger og smider pengene ud af vinduet til inklusionsprojekter, der mest fungerer som aflad for inklusionsindustriens velmenende bagmænd og kvinder. De kvæler og omklamrer Hassan i tolerance og velvillighed, når de hælder legatmidler ned over hans teaterprojekter og inviterer ham til luksuriøse, skattefinansierede konferencer, hvor alle Hassans integrationsfloskler tages for gode varer, så længe han undgår det farlige hv-ord: "Hvordan skal vi egentlig gøre noget ved tingene?"

Som selvfiktion får læseren en hvirvlende montage af tekststykker uden kronologi eller systematik. Her kan læseren drypvist opleve Hassan-jegets personlige historie rundt i verden, udvalgte højdepunkter fra hans personlige slægtshistorie (stærkest når der krydsklippes mellem de pakistanske rødder og de danske) og selvransagende udleveringer af hans egne problemer med at være farvet minoritet og inklusionstalerør:

"Jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin."

Den løse organisation af tekststykkerne uden kronologi eller anden systematik fungerer som en spejling af den rastløst flakkende Hassan-fortæller, der glider ind og ud af roller og identiteter og aldrig rigtig ved, hvor hjem er. Helheden fremstår som en sprælsk cocktail af selvbiografi og minoritetsdebat, af familieanekdoter, bekendelser, fiktioner, løgn og tilsnigelser, af rejsebeskrivelse, selvforherligelse og selvkritik i en konstant brummende identitetskværn, der sprøjter med højt energiniveau ud af den opremsende sprogmotor.

For også som sprog er Preislers roman opsigtsvækkende. Med spartansk punktumbrug og hyppig og-forekomst skaber Preisler et ubesværet, opremsende sprog i styrtfart hen over siderne, hvor skarpe og humoristiske personkarakteristikker drysses af en passant, hvor der vrænges melankolsk og observeres konkret og præcist, og når læseren endelig når frem til punktummet, der afslutter det gennemblæste afsnit, opleves det hvide mellemrum på papiret mellem to afsnit som en hård opbremsning, der mere end det hektiske ridt tager pusten fra læseren, som får en fysisk fornemmelse af at blive hvirvlet ind i fortællerens rastløse flakken.   

Læst som debatbog balancerer bogen på grænsen til at være en del af den mølle, den selv kritiserer. Forfatteren får rejst nogle gammelkendte problematikker på en original ny måde, men forsvinder herfra videre over i satiren og fiktionen uden nogen sinde at nærme sig det egentlige spørgsmål: ’Hvordan kommer vi egentlig videre herfra?’ Eller som en af de drenge, Hassan har tilknyttet sit teater under et integrationsprojekt vender den: ’Hvad har du ofret for det, du tror på?’, og mens forfatteren på bagklappen har efterladt sit sambo-kostume (og den kulturelle stigmatisering, der knytter sig til det) på vej til en ny performance, klapper læserne i hænderne og uddeler ros og udtrykker alle de af inklusionsindustrien godkendte holdninger.  

På bagsiden af omslaget kaldes 'Brun mands byrde' for en udviklingsroman, en romangenre, der skildrer en persons livforløb uden nogen sinde at komme til en afklaret sluttilstand (modsat dannelsesromanen med dens hjem-ud-hjem-grundskema). I 'Brun mands byrde' forbliver Hassan-helten i en evig pendulering mellem ud og hjem, og nogen egentlig afklaring når han aldrig. Læst som roman er det, der står tilbage efter endt læsning en kompleks selvskildring af en kamæleon, der kan glide mellem forskellige identiteter (en karakteristik, der også kan dække en dansker med udelukkende danske rødder i adskillige slægtled bagud), og som væmmes over egen selviscenesættelse og deltagelse i kulturelle, hule konventioner (prototypen på det moderne menneske), alt sammen skrevet i et sprog, der heftigt, nonchalant og originalt bruser sin lyst til at skabe, underholde og overraske ud over læseren. 

Kilder, links og centrale værker