Og tilsidst går verden under

Peter Asmussen har begået en voldelig skrøne om grumhedens lysning


Der findes steder, der er så mystiske og dragende, at de nærmest af sig selv kalder på en ond historie. Sådan et sted er udgangspunkt for Peter Asmussens roman ”Og til sidst går verden under” fra 2014:

”Stedet er en lille lysning øverst oppe på en høj stejl skrænt. Ved kysten. Afhugget af vind og hav. Nedenfor en stenet strand. Tætte buske og krat indhegner lysningen. Birketræer og fyrretræer slører udsynet til himlen. Lidt længere inde vokser høje bøgetræer. Man kan se uhindret ud over havet.”

Til dette sted knytter Asmussen 16 korte fortællinger, der former sig som kronologiske nedslag i kvinden Louises 99-årige liv. Der bliver horet og sveget, dræbt og krænket i et grumt og lystfuldt væk på dette uhyggelige sted, som hele tiden står ensomt tilbage og kalder på en historie og en ondskabsfuld gerning mere. Og læseren læner sig tilbage og skutter sig og holder hurtigt op med at håbe på, at der snart må ske noget godt, og glæder sig i stedet ved tanken om den menneskelige afstumpning, der vil give anledning til næste histories smerte.

Romanen og Louises liv udspinder sig i årene 1914-2014, og kapitlerne har datoer som overskrift. Store historiske begivenheder får lov at klinge med i fortællingen, fx Første Verdenskrigs udbrud, krakket på Wall Street, og vi hører om Tysklands angreb på Polen, besættelsen, Gagarins rumrejse og Sovjetunionens indtrængen i Tjekkoslovakiet. Men selv om romanen trækker den store verden med ind i fortællingen, bliver den stående på samme sted, det lille lyse u-sted med dets da capo af menneskelige svigt. Stedet nærmer sig det mytologiske, og hver gang det indtages af nye personer, er der en af dem, der siger, at hvis man holder hænderne op for ansigtet, kan man forestille sig, man er i stenalderen.

Romanen lægger ud med et sælsomt paradoks. Louise, endnu ufødt, overhører liggende i morens mave en samtale mellem moren og hendes hemmelige elsker. De sidder i lysningen og ser ud over havet. Imens rumler det i det fjerne, og moren tror, det er torden, men elskeren forklarer, at det er flåden, der forbereder sig på krig. Hun siger, at hendes mand er en dumrian, og at han aldrig vil opdage affæren. Elskeren vil have hende til at forlade manden, men hun siger, at manden skal forsørge hende, elskeren skal bare elske. På dette sted dukker manden op, og elskeren forsvinder. Den tordnende rumlen i det fjerne gentager sig. Manden siger, at krigen vil gøre ham rig som et svin. Men hun siger, det er lyden af verden, der går under. Næste dag fødes Louise på datoen for Første Verdenskrigs udbrud.

Et andet spor i romanen er erindring. I første kapitel får vi at vide, at ”Louise kan høre samtalen mellem sin mor og hendes elsker. I hvert fald kan hun huske den.”

Sådan refereres der ind imellem til, hvad Louise erindrer, og mod slutningen reflekterer Louise eksplicit over tid og erindring:

”Kronologi giver ingen mening for Louise. Eller trøst. Og kronologien i denne bog er ikke Louises systematik. Hun husker ikke på den måde. Og det giver slet ingen mening til erindringerne, til hændelserne de opbevarer. Hvis nogen havde sagt, tiden er en kugle, og Louise havde hørt det, ville hun med det samme have forstået det.”

Til sidst bliver Louises erindring fragmentarisk. Næstsidste kapitel udfolder sig som en serie af løsrevne sætninger og sansninger, hvorefter hun dør. Eller med romanens ord: ”Hun holder op”. Sidste kapitel med titlen ”Efter erindring” begynder dagen efter hendes død, hvor en by-familie tager til havet for at undslippe varmen. Her finder en lille pige, familiens datter, Louises lysning, og hun drages senere tilbage mod stedet, men kan ikke finde det. Og året efter, da familien vender tilbage, er stedet der ikke mere. Buskene og træerne er blevet ryddet for at give plads til en cykelsti. Romanen slutter med pigen, der ligger vågen i mørket og husker stedet, som ikke er. Her kan læseren tænke på stedet enten som en tilstand og en tidslomme, der er forsvundet, et konkret sted under forandring, eller måske som et sted, der aldrig rigtig har været.

Peter Asmussen har et levende og dynamisk sprog, og replikkerne falder rapt og kontant. Det er ikke de dybe, nuancerede personportrætter og den underspillede minimalistiske fortælling, der har Asmussens interesse. I stedet er det den energi og kraft, der ligger i den gode historie, der driver fortællingerne frem. Asmussen (f. 1957), der også er dramatiker og manuskriptforfatter, skriver med stor sans for det dramatiske stof. Han debuterede i bogform med novellesamlingen Stemmer i 1989, og var i 1996 medforfatter til Lars von Triers Breaking the Waves. I 2010 modtog han Reumertprisen i kategorien årets dramatiker for Ingen møder nogen.  

Kilder, links og centrale værker