I civil

'I civil' af Amalie Smith afsøger forholdet mellem ”jeg” og ”du”; mellem det, der udgør en samling og det, der ikke kan rummes i den. Mellem den lineære tidsforståelse og den cirkulære oplevelse af et hændelsesforløb.

'I civil' er Amalie Smiths tredje udgivelse. Med den foregående, 'De sidste 5000 dage', opdagede hun, at hendes måde at skrive på ikke var lineær – noget hun med egne ord fandt skamfuldt: at hun ikke var i stand til at arbejde sig fra et udgangspunkt til et slutpunkt i én glidende, fortløbende udvikling igennem teksterne. Dette tog hun konsekvensen af med sin nye udgivelse og lod selve det at samle en række tekster og billeder til en bog være udgangspunktet for en undersøgelse i sig selv. Heraf undertitlen ’Samling’. Og den, der siger ”samling”, må nødvendigvis også sige ”adskillelse”. En samling eksisterer kun i kraft af, at noget frasorteres; at noget afstødes fra samlingen, fordi det af en eller anden grund ikke passer ind, at dette ”noget” ville få samlingens kohærens til at ophøre. Derfor er 'I civil' i lige så høj grad en adskillelsens poetik som en samlingens.

Samlingen falder i fem dele, som adskilles af gradvist ekspanderende koncentriske cirkler, som igen indrammes af to metatekster, begge kaldet 'September'. Ved første læsning kan det synes som om, at de to september-tekster udgør en tidslig ramme på et år, men ved et nærmere blik viser det sig, at det er samme september, der er tale om. Den ændring og udvikling, som både jeg'et og du’et gennemgår i løbet af de knap hundrede sider, er ikke tidslig lineær men koncentrisk – lige som cirklerne, der adskiller bogens dele. Således annonceres det allerede i åbningsteksten, at jeg'et er i færd med at foretage en bevægelse væk fra du’et, en frigørelsesproces der, viser det sig, lige så meget handler om at slippe det, som jeg'et var for at finde hen i et nyt jeg. Det gamle jeg inkluderede et symbiotisk forhold til du’et; det nye jeg skal forsøge at blive hel efter tabet af/adskillelsen fra du’et. Det handler med andre ord om at blive en jeg-krop i stedet for at være en vi-krop. 

Cirklerne

I den inderste cirkel står sengen, de to elskendes ”herfra min verden går”. Og sengen er en udvidelse af deres fælles krop: lagener, pudebetræk og dynebetræk er som ekstra hud. I den næste cirkel, som lægger sig som en hinde omkring den inderste, er sygdommen. Du’ets celledelende krop – kræften. Det er her, at adskillelsen begynder at ske, for "cellerne begynder at fordoble sig næsten uhæmmet i din krop, uden at der af den grund bliver færre i min". Sengen, den forhenværende udvidede fælleskrop, forstyrres nu af fremmedelementer: kemien, der siver ud gennem du’ets hudporer og fæstner sig som hospitalslugt i lagnerne. Du’ets krop er blevet en del af en anden fælleskrop: "Din krop er en del af hospitalets maskine".

Den tredje cirkel er de afsjælede genstandes: mineraler og fossiler på naturhistorisk museum, videoer og fotos af du’et, bedsteforældrenes dødsbo, mælketænder… Sekvensen/digtet ’I sengen’, der spejler en sekvens/digt med samme titel i første del af bogen, refererer ikke længere til parrets barnligt-erotiske leg, som sengen i første del var rammen for, men til det, som ikke længere er:

"Man behøver ikke at lede / efter forgængelighed, / bare vente og dokumentere // Fotografere ansigter / før man forlader dem / og tomme huse / før man indretter sig i dem // Din krop i sengen / Din hud på madrassen // Erindring om rum / og om mennesker / tømmer sig selv på samme måde".

Hvor ”hud” og ”madras” før stod i et organisk, symbiotisk forhold, er huden på madrassen nu de døde, afskallede flager, som falder af den syge krop og ligger som efterladenskaber på sengen.

I den fjerde cirkel opløses jeg-du-relationen til en undersøgelse af jeg-mange-relationer: bifamilier og hvepseboer bliver sindbilleder på kroppens cellestruktur. Og i den femte og sidste cirkel peger denne søgning efter jeg-mange-relationer videre ud i verdensrummet: "Der er øjeblikke, hvor jeg føler mig mere forbundet med universets uendelighed end med min samtid, og det gør dig træt at se mig sådan". Jeg'ets afsluttende og ensomme rejse sydpå markerer et skift, hvor jeget i stedet for at se sig selv som en del af en anden eller en del af universets uendelighed, slet og ret ser sig selv:

"Det bliver ikke mørkt: Jeg ser gennem mine egne øjne".

Abjekt

Centralt i bogen står begrebet ”abjekt” – både fysisk (afsnittet ’ABJEKTERNE’ afslutter det midterste afsnit i bogen) og tematisk. Abjektet beskrives som det stade, der ligger midt imellem objekt og subjekt, nærmere bestemt det tidspunkt, hvor barnet begynder at opleve sin egen adskillelse fra moderkroppen. Det drejer sig altså om dannelsen af subjektet. På den anden side dækker begrebet ”abjekt” også over den impuls, der får os til på samme tid at væmmes ved og tiltrækkes af det ulækre/uhumske – det, der har været en del af den menneskelige organisme, men som er blevet afstødt fra kroppen (blod, sved, urin, dødt væv…).

Digterjeg'et opfører sig så at sige overfor den elskede, som om han var hendes moder: hun abjicerer sig selv fra ham, fra deres fælles krop, for at danne sit eget uafhængige subjekt. Et subjekt, der ser gennem sine egne øjne. Men denne udspaltning bliver først sat i gang, da sygdommen kiler sig ind imellem dem og tvinger hende til at iværksætte denne proces: Det er fordi, hun oplever, at hans krop – hans lugt, hans smag, hans udseende – bliver fremmed og til en vis grad ækel, at hun opdager, at hun ikke kan følge med ham på hospitalet, dvs. hun kan ikke følge med ham ind i sygdommen:

"Du har forhørt dig, om de væsker, du afgiver, kan være farlige for mig. Det kan de ikke. De lugter forkert. Sengen lugter af lægemidler, når du er gået. Tør hud og hår på lagnet. Din tunge er blevet hvid, du vil ikke lade mig se den. Der er ført en slange ind i dit bryst". 

Den hospitalsslange, som den elskede har fået ind i brystet, mimer en anden og ganske velkendt slange: den i Paradiset, som gør en ende på menneskenes lyksalige, symbiotiske og ubekymrede tilstand og sætter dem over for livets hårde realiteter.

Skrevet af Revka El Baz

Kilder, links og centrale værker