Anmeldelse
Hallerne af Josefine Klougart
- Log ind for at skrive kommentarer
Voldelig sex og tomme haller fylder Klougarts anden roman, der byder på stor sprog-bevidsthed, men lader læseren i stikken med manglende handling og et begrænset billedsprog.
Josefine Klougarts anden roman ’Hallerne’ foregår i en københavnsk lejlighed, hvor et par er fanget i et ødelæggende forhold, som primært er af voldelig, seksuel karakter.
Deres roller er skarpt opdelte: Han aktiv, dominerende og voldelig; hun passiv og undertrykt. Han arbejder i universitetsverdenen, er utro og samtidig bange for at miste hende. Om hende fortælles det, at hun ikke har kendt andre mænd end ham. Derud-over får læseren ikke meget at vide om dem. De omtales konsekvent kun som manden og kvinden.
Der er næsten ingen handling i romanen. Til gengæld bruges de samme sproglige bil-leder igen og igen: hallerne, fabrikken, kroppene, blikkene. Der er så mange gentagel-ser, at det virker monotont og meget begrænsende for læserens indre billeddannelse.
Afstumpetheden i parrets forhold afspejles i de korte og nogle steder amputerede sæt-ninger.
Samtidig beskrives mange af scenerne fra lejligheden noget à la denne:
”Kvindens lungekurv falder sammen som en kage i ovnen. Så kommer gråden: Her er gråd.
Se: kvindens gråd.
Sådan græder en kvinde:
- Tak.
Men gråden er ikke kvindens. Kvinden overgiver sig til den fysiske gråd.
At græde: sådan. ”
Jeg oplevede, at romanen blev uvedkommende for mig. Alle gentagelserne trætter, handlingen er næsten ikke-eksisterende, og det poetiske sprog er ekstremt begrænset. ’Stigninger og fald’ bød heller ikke på en decideret handling, men var en fantastisk læseoplevelse, fordi den gav læseren rig mulighed for selv at danne indre billeder an-sporet af det lyriske, vidt forgrenede billedsprog. Denne mulighed fratages man i ’Hallerne’ - og så bliver den manglende handling et problem og man ender med at savne fortælling, liv og sanselighed.
Jeg kan ikke umiddelbart anbefale nogen at læse ’Hallerne’. Jeg vil derimod opfordre alle, der elsker blomstrende billedsprog, til at læse ’Stigninger og fald’ (igen) eller Klougarts korte tekst ’Den vind man manglede’. Den er udgivet på forlaget [Finger-print] og kan downloades gratis her http://www.forlaget-fingerprint.dk/ .
Deltag i debatten om 'Hallerne' på DR-testklubben
Analyse
Klougart, Josefine - Hallerne
Barske blottelser og voldelige overgreb krakelerer ud gennem sproget i Josefine Klougarts 'Hallerne'.
'Hallerne' af Josefine Klougart er en lyrisk roman, der undersøger et destruktivt seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde. Ømhed, begær og vold bliver variationer over samme tema, mens manden udsætter kvinden for en serie af voldelige overgreb. Kvindens krop bliver slået, båret, taget, bundet, klippet, udspilet, bidt og beruset. Og mellem de voldelige ekstaser, agerer manden med en ømhed over for kvinden, som han gentagent tiltaler ”lille du”.
Der er to karakterer i bogen, kvinden og manden, der aldrig gives navne, men forbliver kvinden og manden. Kvinden er en marionet mellem mandens hænder, og begge køn er marionetter, der springer ud af forfatterens skriveredskaber. Blikket kan vandre ind og ud af personerne, men hviler mest hos kvinden og den grænseløse overgivelse til manden. Men blikket kan også stoppe op, det kan gentage sig selv, korrigere sig selv og gøre fortællingen usikker med sine korrektioner, låne sig selv ud til et ubestemmeligt ’man’, der iagttager begivenhederne, eller til gæster på en bar overfor parrets lejlighed, som bliver en scene for de mange påtrængende blikke, mens manden betvinger kvindens krop.
De mange blikke, der hviler på det forsvarsløse, skamferede legeme, inkluderer selvfølgelig også læserens blik, og scenen for blotlæggelsen af kvindens krop er lejligheden, der er placeret i et afsjælet København, der forbliver en tom kulisse, et stykke forladt historie eller glemt natur.
Kroppen er en åben plads, et ingenmandsland
Der er to kroppe i 'Hallerne'. Der er mandens, og der er kvindens. I en ekstrem gengivelse af et traditionelt kønsrollemønster, sendes mandens krop på arbejde, og kvindens i køkkenet eller i sengen, hvor den luller ind og ud af søvnen, mens manden kommer og går og tager det, han ønsker. Manden er den aktive, destruktive kraft, og kvinden det passive tomrum, der tager imod. Manden er kvindens hersker.
Kvindekroppen i 'Hallerne' er skrøbelig. Når manden skader kvindens krop, bliver den levende blod. Den lækker, den går i stykker. Men den lækker ikke kun i kraft af mandens angreb; den lækker også af sig selv:
”Mandens krop er en anden end kvindens. Der er ingen rytme i mandens krop. Der er ikke noget, der vender tilbage. Manden er én lang improvisation. Kvindens krop er hele tiden til stede som et efterskælv; det er med kvinden som med bølgerne. Og akkurat som med sproget, som man virkelig kan se verden igennem, sådan er kvindens livmoder og dens rytme.”
Men kvindekroppen er ikke bare skrøbelighed. Kvinden er en fabrikshal. Med de indledende, ordknappe sætninger:
”Kvinden er et stativ i lejligheden. Et tomt rum. Det er kvindens blik, der tømmer værelset. Fabrikken. Det er det, hun kan være nu.”
"I den store, tomme kropshal gungrer fødder hen over gulvene, stemmer hvisker langs gipsvæggene og livløse kroppe ligger efterladte i de tomme rum."
Det er i dette felt mellem på den ene side det skrøbelige og det sårbare og på den anden side den det uendelige tomrum, åbent for indtagelse, at kvindekroppen bliver krop. Og gennem den voldelige indtagelse af hendes krop, bliver den mere end bare sprog:
”Der er intet symbolsk i kvinden, hun er her nu og ikke som en ekfrase, en repræsentation, hun har en lyd. Han giver hende en lussing, og hun har en lyd, og hun rødmer.”
Sproget som sejrherre
'Hallerne' er alt andet end en sjov bog. Det er ikke en bog, der vil lette noget som helst ved at kaste et skævt, muntert blik på alvoren. Der er en bog, der vil alvoren, og vil helt ind under huden på den. Den er en insisteren på alvoren, det skrøbelige, det hårfine øjeblik, før alting vakler, det uforstilt nøgne og forsvarsløse. Der er barske blottelser, voldelige overgreb og forsvarsløs selvfortabelse. Og der er sproget som den stride og stolte sejrsherre, når øjeblikke, karakterer og begivenheder krakelerer ud gennem sætningerne.
Josefine Klougart er en unik stemme i dansk litteratur. Hun er den af de unge forfatterskoletalenter, der har fået mest forventningsvægt lagt på sine skuldre. Debutromanen 'Stigninger og fald' fra 2010 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og den overraskende udnævnelse af en så ung forfatter, gjorde Klougarts debut til årets nok mest omstridte danske bog. Med 'Hallerne' fra 2011 indfriede Klougart de mange forventninger og høstede en buket af rosende anmeldelser. I 2012 udgav hun romanen 'En af os sover', som fik en mere blandet modtagelse.
Kilder, links og centrale værker
Brugernes anmeldelser