Jessen, Ida - En ny tid

Et underspillet portræt af en kvindeskæbne og en provinsby i begyndelsen af det tyvende århundrede, der kalder på stilfærdig eftertanke. - det giver Ida Jessen læseren med 'En ny tid'. 

Dansk litteratur har en stolt tradition for følsomme kvindeportrætter. Der begyndte med Herman Bangs fokus på stille eksistenser og er i nyere litteratur blandt andet blevet videreført af Helle Helle. Ida Jessen skriver sig med 'En ny tid' ind i denne tradition, uden at hun på nogen måde kan siges at være et plagiat af Bang.

Romanen er udformet som friskolelærerinden Lilly Bagges dagbog og begynder med et par optegnelser fra 1904 og 1905, hvor Lilly ankommer til sit nye job i Thyregod, Ida Jessens fødeby. Allerede på side fem springes der dog til 1927, hvor Lillys dominerende mand, lægen Vigand Bagge, ligger for døden. Herfra følger man Lillys vej ind i enkestanden, hendes problemer med at favne den nye frihed, succesen med at finde sig selv og forløsningen, da hun møder sin nye (og første rigtige) kærlighed.

Samtidig får man et unikt portræt af et lille jysk samfund – en beskrivelse, der på den ene side kan stå alene som et billede på et sted og en livsform, der hører en svunden tid til, men som samtidig underbygger historien om en kvinde og hendes kamp for at frigøre sig fra den rolle, hun har fået af en mand, hun ikke levede ved siden af, men under.

Thyregods vej ind i moderniteten, der i 'En ny tid' beskrives som en positiv faktor, ekkoer Lillys vej fra at være ”lægens hustru,” til at eksistere i sin egen ret.

Hjælpeløst menneskelig
'En ny tid' italesætter datidens kønsdiskurs, idet modsætningen mellem Lilly og hendes mand netop beskrives som forskellen på logik og følelse. Som Lilly selv skriver. ”Han mente om mig, at jeg var udannet. Det har han ret i. Han mente også, at jeg var primitiv, i mine følelsers vold. I alle de år vi var gift, bestræbte jeg mig på at tale sådan, at han ikke ville finde det alt for dumt. Nu kan dumheden vælde ind over mig.”
 

Det er interessant, at Lilly selv bruger betegnelsen "dumheden". I ordvalget ligger et tegn på, at Lilly på nogle områder har overtaget sin mands syn på sig, men samtidig aner læseren en snert af ironisk afstandstagen til mandens rationalisme.

I slutningen af romanen taler Lilly om at være hjælpeløst menneskelig, ikke som noget negativt, men som en usynlig styrke. Følelserne, dumheden, er nemlig det, der for Lilly – Og Ida Jessen – karakteriserer det menneskelige.

Det er menneskeligt at føle noget, der er umuligt at kategorisere eller sætte ord på, at skabe et liv ud fra valg, man ikke altid selv forstår. Lilly er ikke stærk, fordi hun efter Vigands død får kørekort, skifter bopæl eller bliver en værdifuld spiller i lokalsamfundet. Disse ting er kun symptomer på hendes virkelige styrke, nemlig at hun i den rådvilde ensomhed, enkestanden efterlader hende i, formår at give plads til sig selv og de dumheder, hun har undertrykt i sit lange ægteskab.

Slutningen på bogen er interessant i denne sammenhæng. Efter at Lilly i flere år har levet som enke og har skabt sig et liv i Thyregod, møder hun ungdomsvennen Erland, som hun signifikant nok engang tænkte på som hjælpeløst nøgen. Lilly og Erland forelsker sig, og ved romanens slutning lever de i følelsesmæssig og kropslig samhørighed. For at opnå denne lykke, der i høj grad adskiller sig fra Bangs evigt ulykkelige afslutninger, forlader Lilly Thyregod og flytter til Himmerland, hvor Erland driver en friskole. At dette er det rette for Lilly lades læseren ikke i tvivl om, men efterlades dog med en følelse af dissonans. Den by, som gennem størstedelen af bogen fylder alt for Lilly, reduceres med ét til noget næsten ligegyldigt. Skal Thyregod læses som en form for kompensation i forhold til dét Lilly egentligt savner, eller svigter Lilly sit eget liv i jagten på tosomhedens lykke?

Dagbogen - det nærværende og det fortænkte
Som allerede anført er 'En ny tid' skrevet i dagbogsform – en metode som er ny for Jessen, om end den 67 sider lange 'Ramt af ingenting' (2012) har mindelser til netop denne udsigelsesmåde.

Dagbogsformen tillader, at en kort historie får en tidsmæssig dybde – fra 1904 til 1932 på kun to hundrede sider.

Endvidere giver dagbogsoptegnelser læseren muligheden for at komme ind under huden på Lilly. Dette udnytter Jessen eksemplarisk, idet den underspillede skrivestil understreger Lillys personlighed. Som da hun, efter mødet med sin fremtidige mand, skriver: ”Jeg lå i min seng i syv timer, men jeg sov ikke.” Her aner man den kakafoni af tanker, håb og drømme, der holder hovedpersonen vågen, men får ikke direkte adgang til dem, fordi Lilly på den ene side er et blufærdigt menneske og på den anden anerkender, at visse ting ligger uden for skriftens rækkevidde.

Imidlertid er brugen af dagbogsformatet ikke uproblematisk. En så markant udsigelsesform som dagbogen låser teksten og tvinger læseren til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man virkelig ville nedskrive et foredrag med Johannes V. Jensen eller en fortælling om kartoflens ankomst til Danmark i en dagbog tyve år efter, man havde fortalt den til sine elever. Disse passager minder læseren om, at formen er fiktiv, og at der bag Lilly gemmer sig en forfatter med et eksplicit budskab.

Det problematiske ved dagbogsformen ændrer dog ikke på, at kombinationen af Lillys sigende historie og forfatterens gennemtænkte og samtidig letflydende sprog skaber en helstøbt historie om et menneskes møde med den yderste kant – både hvad angår lokalitet og sindstilstand. 

Kilder, links og centrale værker