Den første sten

Carsten Jensens spændingsroman angriber den offentlige forestilling om krigen i Afghanistan i et hovedkulds blodigt tankeeksperiment. 

Carsten Jensen har en prominent forfatterposition i Danmark. Han er bl.a. essayist og debattør i et medielandskab, der i reglen er ganske interesseret i at høre fra ham. I sin seneste roman mobiliserer han så sin betydelige viden om konflikten i Afghanistan, der som enhver krig foregår på en svimlende mængde niveauer – fra det strategiske, storpolitiske spil, helt ned til den enkelte menneskekrop, der sættes på spil ude på slagmarken.

Titlen peger på den ikoniske passage fra Johannesevangeliet vers 8, linje 7, hvor Kristus forhindrer en stening med ordene ”den af jer der er uden synd skal kaste den første sten”. Med den reference peger Carsten Jensen på den abrahamitiske kulturarv der deler – og som deles af – den vestlige og den arabiske verden. Samtidig rummer det spørgsmålet: Hvad er vestens moralske autoritet i denne konflikt?

'Den første sten' er en lang roman. Det er en politisk samtidsroman, men den er også i meget høj grad en spændingsroman. Det betyder blandt andet, at den som værk drives frem af sit plot, der er fyldt med overraskende twists, komplekse forbindelser - og ikke så lidt chokeffekt.

Det er også en diskuterende roman, der stiller mange retoriske – og ubesvarlige – spørgsmål under vejs. Ud over den konkrete krig, vil Jensen diskutere verdensbilleder og temaer som retfærdighed og identitet. I denne analyse skal vi se på, hvordan forfatteren bruger vilde og knudrede plotudviklinger som en måde at angribe og diskutere krigen – og fænomenet krig som sådan – fra vidt forskellige vinkler.

Romanen følger en gruppe soldater, der er udstationeret i Camp Price i den krigshærgede Helmand-provins i Afghanistan. Da romanen begynder møder vi en række mænd (og en enkelt kvinde) fra 3. deling. Forfatteren beskriver trofast deres hverdag i lejren og på patrulje, med dens unikke blanding af svimlende stressniveauer og drænende kedsommelighed.

Carsten Jensens udgangspunkt er, også i denne roman, et humanistisk verdenssyn. Soldaterne er unge mennesker med forskellig baggrund, som tilsammen forsøger at reflektere over, hvad det egentlig er, de laver på disse breddegrader. Nogle tænker på krigen som et computerspil, andre som en mulighed for selvudvikling, en oplevelse af samhørighed. I virkeligheden forsøger de, som den usikre Hannah, at finde og beskytte deres værdighed og selvanseelse, midt i konflikten. I mellemtiden er det de overordnede, som beskæftiger sig med det mere højtravende – såsom kunsten at repræsentere og håndhæve bare nogenlunde humanitære værdier, samtidig med der skal føres krig og indgås politiske studehandler med lokale magthavere.

Der er en vis portion westernmyte eller 'Frontier'-logik i troppernes selvforståelse; Afghanistan er et kaotisk sted, hvor volden kan slå ned når som helst. Det er den vestlige, legitime vold der kan indstifte og opretholde orden. Det er blandt andet den logik, som Jensen er ude på at problematisere. Konfronteret med krigens rodede virkelighed, er udskyldstabet uundgåeligt. Man kan handle forkert, ens kammerater kan dø, ens allierede viser sig at være skurke.

Så vidt synes argumentet at være, at den humanitære krig er en belejlig myte, som vi som nation kan pynte os med – men som både soldater og lokalbefolkning betaler den dyre pris for. På dette tidspunkt virker romanen som en pragmatisk krigskritik, funderet i en semi-journalistisk realisme, med tilstræbt ungdomssprog med popkulturelle referencer. Men Jensen går, ikke bare ét, men adskillige skridt videre.

For delingsføreren og sprogofficeren Schrøder har nemlig spillet et gruopvækkende dobbeltspil. Han lokker sin patrulje i baghold og lader dem, foran et kamera, massakrere af sin egen private milits. Delingen får nys om forræderiet, og sætter i et hæsblæsende hævntogt efter deres tidligere delingsfører. Det der sker her, er et påfaldende skift fra den (godt og vel) realistiske stil, over i action-thrillerens ekstreme og karikerede territorie. Volden eskalerer markant i sin bestialitet, i takt med at delingen ser sig tvunget til at kompromittere det ene princip efter det andet i jagten på hævn.

Schrøder-figuren viser sig som en konstrueret og diabolsk karakter, i tråd med Joseph Conrads Kurtz i 'Heart of Darkness' eller Cormac McCarthys Judge Holden i 'Blood Meridian'. Han er en kaos-agent, med et væld af falske identiteter, og en fortid som computerspilsdesigner. Han har et væld af talenter og tråde at trække i, og manipulerer på snedigt vis de forskellige parter i krigen for sin egen morskabs skyld.

Ved at skifte til dette overdrev, kan forfatteren udsætte sine karakterer for ekstreme moralske og psykologiske prøvelser. For hver kammerat, der falder død om, bliver delingen trinvist forrået og desillusioneret – i fangenskab må de for eksempel konvertere til islam og senere nedkæmpe amerikanske soldater, og så grave kuglerne ud af deres lig, for at slette deres egne spor. Det er netop en del af Schrøders manipulerende rænkespil, at hans tidligere kammerater skal sættes i loyalitetsdilemmaer,og mærke deres identitet smuldre.

Men i den transformation der sker af 3. deling, oplever soldaterne til gengæld at skulle solidarisere sig med netop de mennesker, der ved romanens begyndelse principielt skulle beskyttes, men hvis død alligevel blev anset som tålelige omkostninger. På den måde guides også læseren igennem en omvending – hen imod slutningen er fortællingens perspektiv skiftet, så et amerikansk luftangreb nu opleves fra de beskudtes synsvinkel. Og det er en vigtig pointe i forhold til bogen, at den angriber de herskende forestillinger om krigen.

Som nævnt flyder handlingen bogstavelig talt over med blod og bestialitet, ligskænding, halshugninger og afbrændte børn. I det perspektiv, og med karakternes forråelse in mente, er det vanskeligt at få øje på konstruktive perspektiver i 'Den første sten'. Afghanistan er et land hvor krig har været en konstant faktor i så mange år, at den ikke kan ende, føler man. Fornemmelsen af nyttesløsheden bliver heller ikke  mindre af, at den fornedrende hævntogt på Schrøder har helt astronomisk uoverskuelige omkostninger, rent menneskeligt.

Hvis vi alligevel leder efter nogle værdier, der bliver affirmeret i bogen, er det værd at kigge på den strukturelle modsætning mellem Schrøder, og den agent, som Forsvarets Efterretningstjeneste sender ud efter ham, den afghansk-danske Khaiber. De er begge personer med en ikke-fastlåst identitet. Schrøder, som har et virvar af falske identiteter bag sig, er ikke bundet af tilhørsforhold. Han lever sit liv i et værdimæssigt vakuum, hvor en spilbaseret logik hersker; alle tilknytninger er meningsløse, og det eneste der er tilbage er udfordringen i at manipulere kaos.
Til sammenligning er Khaiber splittet mellem sin danske og afghanske identitet. Han er hele sit liv gledet ind og ud af sociale tilhørsforhold og sammenhænge, men har ét moralsk princip: Han nægter at dræbe et menneske. På ægte eksistentialistisk vis, er det netop det moralske valg, der giver ham et fundament for resten af livet.

Carsten Jensen har i sit virke som debattør ikke lagt skjul på sin afstandtagen til krigen, og bogens magtanalyse lader heller ikke nogen tvivl tilbage om, at han ser hele krigsindsatsen som kortsigtet og korrupt. Tematisk er bogen måske mere upræcis. Især fordi den er humanistisk indstillet, men samtidig insisterer på at dyrke karakterernes psykologiske nedbrydning, der ved plottets abrupte afslutning stadig står mærkeligt uafklaret hen. Hele romanen igennem stiller forfatteren retoriske eller reflekterende spørgsmål, der så godt som ingen svar kan have. Men hvis der er et moralsk argument i bogen, er det relativt basalt. At den menneskeligt forbindende humanisme er at foretrække frem for værdiløsheden, der afskærer os fra hinanden og fodrer krigens kaos.