Bog

Nær og fjern

Af (
2015
)

Anmeldelse

Nær og fjern af Dorrit Willumsen

02 nov.15

Dorrit Willumsens roman om Danmark og danskere i efterkrigstiden er dræbende satire og en stor sprogmesters lysende triumf.

Dorrit Willumsens roman er så at sige omgivet af to nulpunkter, to mørkepunkter. Den starter i den gamles ørkesløse venten på hjemmehjælpen - og den slutter bogstaveligt talt i mørke:

"Og alt bliver mørkt."

Imellem disse to mørke stilstande, nulpunkter, folder Willumsen så sin roman ud som en sprogligt glitrende bue på mesterniveau. Hendes ærinde er at skildre Danmarks og danskernes historie fra besættelsen og frem til i dag, et stykke civilisationskritik og satire med en ganske lille gruppe mennesker i centrum. En historie om økonomisk fremgang uden lykke, en faktisk frysende historie, der imidlertid fortælles sprogligt glødende, en åndeløst sproglig nydelse fra start til slut.

På den ene side finder vi parret Michael og Lou, der via Michaels sans for at ride på spekulationsbølgen bliver meget velhavende, han er god til at tjene penge – og hun mindst lige så god til at bruge dem i et overforbrug af ting og spiritus og selskabelighed. Vilde fester med fri sex, her et blowjob i mørket:

  "Det er så smukt. Du har gjort mig så lykkelig. Kan du lide det? Sig, du kan lide det."

   Og lidt efter Lous stemme. Det kan kun være hende. Helt klar og konstaterende og en lille smule fornærmet.

   "Hvis det havde været isafkølet og med citron.""

Sådan! Ved siden af Michael og Lou har vi de knapt så succesfulde Bjarne, der er småkriminel, og syersken Jeanette. De fire er både nære i tid og rum, men fjerne i relationer. Og som et lille uregerligt himmellegeme den lysende, impulsive Mitzi. Det er stort set dem, der bærer historien om et land, der blev rigere og rigere, og mennesker, der i fitness og mode higer sjælløst efter perfektion – mens drømmene går under.

En frysende historie, der bæres af et glødende, betagende sprog. Jeg plukker og kunne have plukket den halve eller hele bog, men her, måder at spise:

   "Han elsker fester. Især de store sommerfester i haven. Grillkokkene, der drejer spid med oksestege og lam. De store skåle med salater og de bugnende frugtkurve."

   "Når hun havde spist en vaniljeis med lys chokolade og mandelsplinter, måtte hun have en forfriskende champagnebrus. Efter den mæskede hun sig med en kæmpevaffel, der gjorde en lille, hvid is med lakridssmag til en ultimativ nydelse, og den ligefrem kaldte på en kirsebæris med tyk, bitter chokolade, der knasede mellem tænderne."

Her: måder at dø:

   "Men det nytter ikke at tænke på sengen, for hendes hjerte er pludselig blevet en fugl. Det må være en unge, så insisterende og hjælpeløs, som den er. En lille sort og rund unge af hønsefamilien og efter vingernes og føddernes uro at dømme en vandfugl, der vil indtage sit oprindelige element. Korte, virrende vinger basker mod hendes ribben.

   Endelig dykker den. De kraftige, hvide ben gør et par spjæt. Og det er klart, at det kan den umuligt klare.

   Det klarer den ikke."

"Alle Lous organer var perfekte. Leveren, hjertet, lungerne, nyrerne, milten og skjoldbruskkirtlen. Alt var smukt.

   Hun kunne have besteget et bjerg. Rejst gennem en ørken. Hun kunne have kørt over indlandsisen med hundeslæde eller overlevet en hvilken som helst operation.

   Og hun var død."

Dorrit Willumsen er lige fyldt 75 og har skrevet sin bedste bog – tak for gaven – en sprogmesters gave til dansk litteratur.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Analyse

Willumsen, Dorrit - Nær og fjern

En lille gruppe menneskeskæbner væves ind og ud mellem hinanden i en sammenfiltret, usammenhængende og drømmeagtig tilværelse, hvor alting konstant truer med at krakelere.

Bogens tematik
Vi følger igennem mange år en gruppe  mennesker, der er fanget i deres køn og samtids normer,  og er et produkt af deres egen uformåen i forhold til at forstå sig selv og andre. Relationerne bliver derfor forkvaklede, og den individualisme, der egentlig bliver trængt i baggrunden af personernes mere eller mindre ubevidste insisteren på at være i en mellemmenneskelig relation, blomstrer i fuldt flor og gør dem hver især ensomme.

Det kvindelige objekt
Fløjlsblød og chokoladeagtigt, sådan er Michaels indre billede af drømmekvinden Lou. Lou, derimod, stikker ham en lige højre, da han gør hende gravid. Det er hendes ord, at ’han gør hende gravid’, et billede på en passiviseret kvindelig modtager og mandens dominans af hende. Et klassisk, traditionelt kønsrollemønster, der understreges af Lous chef, der forbyder hende at gå i tøj, der fremhæver hendes svulmende bryster. Uden tidsangivelse emmer bogen af, at vi befinder os i godt og vel midten af det 20. århundrede, hvor et ungt par gifter sig, når kvinden bliver gravid.

Michael spejler Lou i sin mor; billedet på den perfekte husmor, og Lou kommer gang på gang til kort. Men hun er ligeglad; hun forsøger ikke at leve op til tidens normer omkring moderskab og kvindelighed, men er sin egen, sart og fin og drømmende, mut og trodsig, og i alle tilfælde helt anderledes end den mere praktiske Michael. Helt tydeligt slås kløften fast mellem husmoren og drømmeren, da Lou køber et par orangefarvede støvler, som hun elsker, men som svigermoren kalder ”originale”.

Michael kalder Lou ”værgeløs” over for ”samtlige elementer” og dørsælgere især. Og romanens fortæller kalder hende ”lidenskabelig”. Men hvad hun kalder sig selv, vides ikke; hun er som sådan frataget en egen stemme og skildres med få undtagelser med andres øjne. Igen en subjekt-objekt-position, som hun på den ene side synes at kæmpe imod, men på den anden side ikke formår at stille noget op over for.

Velstanden blomstrer, da Michael får succes som selvstændig; tidens økonomiske opsving tager imod ham og løfter ham frem. Han beskytter Lou, der fremstår som en fugl i et guldbur, ude af stand til at bruge sine egne vinger på grund af det bur, han og hun bygger omkring hende: Hun med sin passivitet, han med sin foretagsomhed og overlegne indstilling til, hvad hun er i stand til og mest af alt ikke er i stand til at forstå. Lou forveksler sårbarhed med fjendtlighed, eller også skjuler hun sin sårbarhed bag fjendtlighed, der svinger over i barnlig trodsighed, der gør Michael utryg. Og hun opfører sig da også mest af alt som et mut, krævende og trodsigt barn, der vil have, og får, sin vilje. Den affære Lou senere ønsker med sin fitnesstræner Bjarne kan heller ikke lade sig gøre: Hun er nu helt tørret ind, kan ikke finde sit begær frem, kan ikke tage ansvaret for sit eget behov.

Staffagen
Forbrugerismen gør sit indtog, og især charterturene skaber glæde som en tidens luksus; ”en kulisse, der kunne gå i stykker når som helst” er Michaels indtryk af ferielivet. Billedet rammer meget præcist den stemning af skrøbelighed, der ligger hen over romanens mellemmenneskelige relationer, en skrøbelighed, der visse steder bliver til omsorgssvigt. Eksempelvis er man som læser hele tiden i tvivl om Lous forældreevne. Men børnene vokser på trods, ægteskabet holder på trods, kulissen holder på det sminkede liv, på trods.

Tempus skifter mellem datid og nutid, hvor nutiden bliver brugt til at zoome ind på sanser og indtryk; tiden går lidt i stå og trækkes frem og understreger Lous oplevelse af det overvældende i at være blevet mor. Tiden er sin egen i bogen, hvor der nok er linet op til at følge en lille gruppe mennesker frem til nutiden, men hvor den reale tid er sat ud af spil, og hvor tiden, som Lou, er sin egen. Ure spiller pudsigt nok en temmelig stor rolle, men som markører på tid er de sat ud af spil og bliver i stedet til staffage og en del af en iscenesættelse, hvor tiden og livet er uden faste holdepunkter og rytme, noget, man flyder igennem.

Et andet symbol, der går igen er farven hvid, der optræder i beklædning, hår, kister osv., men det hårde miljø får den hvide farve til at træde væk fra sin naturlige uskyldsrenhed, og i stedet fremstår den, som så meget andet i romanen, hvid på trods. På trods af sværteriet og personernes mørke. Og den hvide uskyld og sårbarhed bliver til staffage som alt andet.

Da Lou i bogens tredje del bliver indlagt til rekreation, måske afvænning, falder staffagen; det grå hår kommer til syne, pedicuren mangler; tingene ser ganske enkelt ud, som de er. Lou drømmer om at rejse væk og ”blive nogle andre”. Lous nøgenhed efter staffagens fald bliver konkret og meget synlig, da hun kun iført grønne sokker viser sig for Michaels gæster til en havefest. En nøgenhed ingen kan kapere, og som får folk til at forlade festen.

Søvngængeragtig tilværelse
Personerne falder i søvn allevegne, synker sammen som marionetdukker, når de ikke holdes i live af en større hånd; i dette tilfælde en større mening med tilværelsen,  de lever en søvngængeragtig tilværelse. En af romanens andre personer, skrædderinden Jeanette, der er optaget af at gøre andre kvinders drøm til virkelighed, i hvert fald den tekstile, går i sin egen verden og ønsker, at kæresten Bjarne skal forsvinde, men siger det ikke til ham. I stedet er hun ved at sprænges af irritation over, at han ikke vågner op og indser realiteterne. Søvnen bliver altså både et lokkende og et skræmmende element; med sit dødelignende favntag kan den opsluge mennesket og få det til at forsvinde eller give det tiltrængt hvile og skærme det for omgivelserne. Den flagrende Mitzi er de andre kvinders modsætning; det flygtige spejlbillede, den indre drøm, en skør og vild tanke om, hvordan man kan vriste sig løs af livets jernhårde tag, men også hun går under.

Personerne vælter ofte og slår sig, tit og ofte uden at kunne forklare, hvad der er sket. Tit vågner de op på gulve og på stole, blodige og gule og blå: de bogstaveligt talt falder i søvn. Kun barnet, med det sigende navn Trold, vil ikke overgive sig til søvnen, ikke slippe dagen og give sig hen til mørket, hvilket kan være romanens billede, det eneste, på håb. At barnet er anderledes, naturligt og vildt og vil andet og mere.

Dorrit Willumsens skildringer af kvinder og ægteskab
Dorrit Willumsens modernistisk prægede romaner skildrer først og fremmest kvinder. I 1960’erne og 1970’ernes kvindekamp er det kvindens længsel efter at leve et lykkeligt og helt, autentisk liv i det mandsdominerede samfund og i intimsfæren, hun skriver om. Kærlighedsforholdene bliver ofte skildret som groteske samspil, hvor parterne bliver mere og mere gensidigt fremmedgjorte og ufrie, men samtidig længes efter og ønsker at være i relation til et andet menneske. I 1980’erne og frem breder Dorrit Willumsen denne problematik yderligere ud, så den mellemmenneskelige fremmedhed er et livsvilkår for begge køn, der hver især bliver ofre i kærlighedsspillet. 

Kilder, links og centrale værker

27 apr.16

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51989309
ISBN
9788702171440
Antal sider
243

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer