Burgundia

'Burgundia' er en leksikalsk beskrivelse af Bornholms geografi og en krønike om slægterne Holm og Lind fra 1872-1958, fortalt i en vekslen mellem fornuft og følelse.

'Burgundia' er en geografisk roman. Sådan betegner forlaget Hovedland Hans Henrik Møllers roman om øen Bornholm. Men hvad vil det sige at være en geografisk roman? Jules Verne hævder med sine rejsebeskrivelser af især sine rejser i Skotland at være grundlæggeren af den geografiske roman, som en roman med korrekte og autentiske geografiske skildringer af Skotland og de konkrete rejseruter. I 'Burgundia' ses en lang række skildringer af den bornholmske natur og øens omgivelser - havet og himlen, men til disse beskrivelser knytter der sig langt mere end rejsebeskrivelser og studier af jorden. Møller undersøger nemlig også, hvordan Bornholm er kommet til at ligge, hvor den gør, og hvordan menneskelig påvirkning udvikler øen og omvendt. Møller giver et bud på, hvor Bornholm er opstået - nemlig syd for Ækvator, og langsomt er øen så drevet nordpå:

"Det er den geologiske afdrift der gør Bornholm så særpræget fra starten, for er man først blevet til syd for Ækvator og siden drevet nordpå med strømmen, vil man for altid bevare et aftryk af sin oprindelse."

Dette citat viser Møllers skrivestil som en blanding af geografiske betragtninger og magisk-realistiske refleksioner, der undervejs i romanen når nærmest meditative højder.

Udover de geografiske betragtninger indeholder romanen en krønikeagtig beskrivelse af slægterne Holm og Lind og deres langvarige indbyrdes fejder og forsoning fra 1872 til 1958. Denne slægtskrønike står side om side med de konstante geografiske og menneskelige betragtninger, hvor de menneskelige beskrivelser forløber fra den konkrete Holm-Lind situation til en nærmest racistisk refleksion over, hvordan Bornholm kan ses befolket af forskellige folkeslag alt afhængig af øens geografiske sammensætning og folkeslagenes påståede karakteristika:

"Allerførst kunne man jo placere jøder og palæstinenserne på Ertholmene, på hver deres ø, så var de af vejen. Derefter ville det nok være naturligt at indføre en form for raceadskillelse, sådan at man også fik udnyttet øens geografi og fik imødekommet de enkelte folkeslags indbyggede tilbøjeligheder."

Herefter fortsætter fortælleren med at fabulere over race og geografi og foretager uden videre refleksion en sammenstilling og en sammenblanding af disse, der minder om tidligere tiders kolonialistiske betragtninger. Romanens blanding af fakta og fiktion, følelser og fornuft, videnskabelige iagttagelser og irrationelle konklusioner udfordrer læseren, der skal godtage dette som en præmis for at kunne tro på romanen. Det rationelle og irrationelle væver sig med andre ord ind og ud af hinandens spind og kan have en afsmittende eller "blåstemplende" effekt på hinanden, således at det irrationelle ikke fremstår provokerende og følelsesladet, men snarere almengyldigt.

Romanen arbejder med en bevægelse og struktur, der går fra store refleksioner over øens opståen og udvikling til punktvise dyk ned i en særlig detalje, fx saltets historie og betydning eller den synske Petrea Linds særlige evne til at tale med de døde. Disse nedslag bliver til pauser i romanens geografiske indhold og står som små faste støtter af magi og hverdag i modsætning til romanens historiske vingesus. Petrea Lind tilfører med sine beretninger fra de døde kød og liv og erotik til romanens karakterer, der så igen afløses af meget præcise og detaljerede beskrivelser af eksempelvis Bornholms fysiske huller. Afsnittet om den bornholmske jords huller kommer lige i kølvandet på en beskrivelse
af en fatal erotisk scene og en besværlig og hård fødsel. På den måde opstår der en finurlig leg med begrebet "huller", der understreger den bølgende bevægelse mellem fakta og fiktion, fornuft og følelse og mennesker og natur. Denne bevægelse kan siges at stille spørgsmålstegn ved romanens opdeling af på den ene side det geografiske og på den anden side det menneskelige og følsomme:

"Man kan benægte alting, at Jorden er rund, at øen ikke er landfast eller centrum i verden, men løbe fra det sted man kommer fra, det kan man ikke."

I stedet ses en sammensmeltning mellem menneske og natur, der understreges af naturmetaforiske beskrivelser af, hvordan mennesker hænger sammen med naturen og tager farve af især jorden, luften og vandet. I citatet ses desuden en slags omvending fra en fuldstændig overbevist videnskabelig indgang til en følelsesmæssig hjemstavnsbundethed; en beskrivelse af Bornholms følelsesmæssige status og effekt, der her dominerer over det videnskabelige.

'Burgundia' er med sin detaljerigdom i de geografiske afsnit blevet sammenlignet med James Joyces 'Ulysses', der ligeledes indeholder mange meget omhyggelig beskrivelser af og nedslag på detaljen. Desuden trækker 'Burgundia' med sit fokus på øen, himlen og havet tråde til en anden ø- og hjemstavnsroman - nemlig Carsten Jensens 'Vi, de druknede'.

Hans Henrik Møller udgav i 1999 romanen 'Akhtanons torso', der indeholder en række historier bygget op omkring en blanding af fakta og fiktion, og i 2007 udkom '12 historier om stedsans', der ligeledes tager afsæt i virkelige begivenheder, men også bevæger sig i besynderlige og finurlige retninger. i Pablo Llambías' 'Rådhus' ses en lignende, om end mere vild og outreret leg med fakta og fiktion,der konstant udfordrer læseren med sit særlige læsepræmis; at acceptere denne gyngen mellem fakta og fiktion.

'Burgundia' kan således forstås som en leksikalsk beskrivelse af Bornholms geografi iblandet skrøner om slægterne Holm og Lind. Eller som en fantasifuld skildring af Bornholms beboere tilsat leksikalske detaljer. Romanen kan dog også ses som en sammenspunden vekslen mellem fornuft og følelse, der hver især og uafhængigt af hinanden bidrager til at beskrive øens virkning og udtryk, og romanen fremstår på den konto mere frodig og fiktiv end rent geografisk.

Kilder, links og centrale værker