Bog

Døden kører Audi

Af (
2012
)

Anmeldelse

Døden kører Audi af Kristian Bang Foss

Sjov, satirisk og poetisk roman om et roadtrip gennem Europa i kørestol og folkevognsrugbrød.

Jeg har både grinet og grædt i selskab med Waldemar i kørestolen og Asger, hans lidt umulige men søde hjælper, på deres roadtrip igennem Europa.

Det er Asger, der fortæller historien, og da den starter, arbejder han på et reklamebureau. Privat bor han i en ejerlejlighed i København sammen med Sara og hendes datter Amalie. Asger får en opgave på jobbet, hvor han skal lave en plakat for en multikulturel messe i Kødbyen. Han laver den i sidste øjeblik og har ikke tid til at bruge et modelfoto, så han ”låner” et billede på nettet. Det viser sig at være en meget dårlig idé. Asger mister sit job, sin familie, drikker for meget, udebliver fra samtaler i A-kassen, og en dag er dankortet spærret.

Derfor bliver Asger handicaphjælper for Waldemar, som er verdens sygeste menneske. Waldemar bor i betonghettoen Stentofte, der ligger på Københavns vestegn – et temmelig trøstesløst sted, hvor Waldemar får dagene til at gå med meget lidt. Ind imellem ryger han lidt hash for at dulme smerterne fra sine sygdomme, ellers bruger han sin offentligt betalte hjælper til små praktiske gøremål.

Men han har en drøm - Waldemar, han vil gerne til Marokko og opsøge healeren Torbi el Mekki. Asger synes, det lyder forrykt, men vil gerne hjælpe Waldemar ud at se verden. Det meste af bogen handler om turen fra Danmark til Marokko.

Kristian Bang Foss har skrevet en virkelig fin roman om sygdom og håbløshed, men også om håb og venskab. Romanen er på en gang sjov og satirisk, vemodig og poetisk. Forfatteren har sans for absurde situationer som den, hvor Waldemar ansøger sin sagsbehandler om penge til at tage til Marokko for. Han har ét forsøg til at slå et plastickrus ud af vinduet med en lineal, ellers får han ingen penge. Eller den, hvor de to tager i Ikea for at spørge efter høje puder til ”sideliggere”. Morsomt og absurd.

Analyse

Foss, Kristian Bang - Døden kører Audi

28 jan.13

Døden kører Audi af Kristian Bang Foss er en roman om at tage bilen og køre bort fra det hele. Og for de to hovedpersoner der er nok at køre bort fra. Asger har mistet sit job, og Waldemar lider af alverdens sygdomme. Foran dem venter healeren Torbi el Mekki i Marokko. Men inden de kommer så vidt, antager virkeligheden den ene groteske form efter den anden.

Døden kører Audi griber fat i underklassen. Men der er langt fra den medlidenhed, som Pontoppidan ville vække hos sit publikum, og dermed tvinge dem til at gøre noget, da han i Fra Hytterne (1887) satte underklassens livsvilkår til skue. Tværtimod lader Bang Foss undervejs i Døden kører Audi Asger sige: ”Noget af det værste er, når folk vil en det bedste.”  Hvortil den sygdomsramte Waldemar svarer ”Ja, det går altid galt. […] Naturen er ond, og samfundet er ondt.” Men måske netop derfor, må man grine af det.

Det groteske, forstået som det vanartede griber ind på flere planer i Døden kører Audi, både helt fysisk i Waldemars utallige lidelser, i de poetiske passager, der ender i en grim vrængen, som det også var tilfældet i Foss’ roman Stormen i 99 (2008), og i det øjeblik, hvor det hverdagslige pludseligt brydes og udstilles af vrangbilledet. Som Waldemar og Asgers tur ud for at købe en kylling på tilbud i den trøsteløse Aldi i den lige så trøsteløse forstad Stentofte, hvor den umiddelbart genkendelige scene udarter sig i et stadigt mere grotesk sceneri: Først fylder en asiatisk kvinde en hel indkøbsvogn med kyllinger, hvilket får en retskaffen mand med svingende arme til at protestere, men han glider og begraves i de samme kyllinger og tisser i bukserne, hvorefter hans hund snuser til søen af tis. Til Asgers respekt benytter Waldemar muligheden til at stjæle to kyllinger.

Døden kører Audi benytter en jeg-fortæller, den tidligere reklamemand Asger, der efter at have mistet sit job får et nyt som hjælper for den syge Waldemar. Det er dermed også et møde mellem to personer fra henholdsvis den kreative klasse og underklassen, som normalt intet har til fælles. Men de mødes i et bestemt syn på verden: ”vi så den konsekvente pervertering af alt, og så kunne vi ikke gøre andet end at le.” Og som læser ler man med, når det går ud over Ikeas puder for højtliggere. Og man kommer til at holde af den meget egensindige Waldemar og af Asgers brokkeri. Også selv formålet med latteren, ifølge Asger, er at mane tomheden i Stentofte bort.

Der er ingen psykologisk realisme på spil i Døden kører Audi. Romanens begivenheder begrundes kun svagt i en indre nødvendighed, de sker nærmere bare. Som når Waldemar en dag har googlet sig frem til healeren Torbi el Mekki i Marokko, uden før at have udvist interesse for at ændre på sin situation. Det bidrager til en plotmæssig åbenhed, der er i fin samklang med den klassiske road-movie og –bog, der netop dyrker tilfældighederne undervejs. Herunder det groteske man kan komme ud for, når man kører i en folkevogn fra Danmark til Marokko.

Plottet i romanen veksler effektivt mellem bevægelsen ned gennem Europa og de forhindringer undervejs, der hindrer deres videre færd og truer med at afbryde rejsen. Det bliver herunder til et ophold i et dansk kunstnerkollektiv i Frankrig, der blev oprettet i protest mod Anders Foghs nytårstale i 2001. Både Asger og Waldemar nyder i begyndelsen opholdet, men kollektivet fremstår ikke som nogen utopi. Det har tværtimod samme groteske karakter, som alt andet de ser. Et sidste element af plottet udgøres af en farveløs mand og en sort Audi, der bliver ved med at dukke op. Både manden og bilen får afgørende betydning.

I den første halvdel af Døden kører Audi er Waldemar bundet sin kørestol og til livet i Stentofte. Man kan sige, at fortællingen her udspiller sig i et lukket rum, hvilket er traditionelt for skildringen af underklassen.  Men med road-movie-plottet tilfører Kristian Bang Foss fortællingen en flugt ud af stilstanden. Turen giver en frihed undervejs, men lover potentielt også, at Waldemar befries for sine sygdomme. Det er dog tydeligt, at turen også er en flugt for Asger.

På et generelt plan giver bogen et portræt af en tilværelse, der er tømt for dybere mening. Det gælder både reklamejobbet, livet i Stentofte, men også de mennesker, de møder undervejs. Lige under den fernis af alvor, vi omgiver os med, når vi udfylder vores pladser i samfundet, gemmer perverteringen og det lattervækkende sig. Det groteske er en integreret del af det normale. Løsningen findes ikke i drømmen om et andet samfund, livet er ens eget. Man kan køre bort, men til sidst stopper turen. Waldemar gør sig til sidst fri, men det sker i betydningen, amor fati, elsk din skæbne. Eller med en tone, der passer bedre til bogen: Waldemar accepterer sin skæbne.

Slutningen er paradoksal. Amor fati kan kun være en individuel løsning, der ikke ændrer på det vilkår, at naturen er ond og samfundet er ondt. Et forbehold mod en meget velskrevet, overraskende og fængende bog må være, at den netop i kraft af sin plotmæssige fornyelse i skildringen af underklassen, (næsten) lader Waldemars sygdom forsvinde under turen.  Da sygdommen endelig til sidst er i centrum for historien, gør Waldemar sig fri. Til sidst er hverken Waldemar eller sygdommen længere til stede. Den sidste sætning i bogen lyder da også med en karakteristisk vrængen fra Asger, da han sætter tænderne i et stykke kød: ”Det var, som om jeg åd Waldemar.”


Gymnasielektor og ph.d. Allan Sortkær


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i tidsskrifter

Spring: tidsskrift for moderne dansk litteratur
(heri 2010, nr. 29, s. 9-23: Lilian Munk Rösing: Kynisme og kærlighed, især om Kristian Bang Foss, Helle Helle, Lars Frost og Kirsten Hammann).
 

Artikler i aviser

Information
(heri 20/10 2012: Pauline Bendsen: Jeg synes egentlig her er meget hyggeligt).
Interview med Kristian Bang Foss om forfatterens hang til at skrive om trøstesløse lokaliteter og om at karikere 'det gode sprog'.
 

Jyllands-Posten
(heri 11/11 2012: Jesper Stein Larsen: Med døden i bakspejlet).
Interview med Kristian Bang Foss.

Politiken
(heri 27/10 2012: Sandra Brovall: Copy paste fortælleren).
Interview med Kristian Bang Foss om, hvordan han finder inspiration til sine romaner.


Anmeldelser i aviser

27/10 2012 Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende
22/10 2012 Tue Andersen Nexø i Information
20/10 2012 Mikael Busch i Jyllands-Posten
22/10 2012 Nils Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad
22/10 2012 Lilian Munk Rösing i Politiken
26/10 2012 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Littuna.com
Gine Præstgaard Sølvsten: Kristian Bang Foss - "Døden kører Audi".

Links

Spot på: Kristian Bang Foss (Berlingske.dk)
Jeppe Bangsgaard: Han skriver om krise, Coco Pops – og Stein Baggers sorte Audi.
Interview med Kristian Bang Foss i anledning af romanen Døden kører Audi.

 

GENERELT OM FORFATTEREN


Afsnit i bøger

99.4 Skov, Christian
Christian Skov : Læsninger i forfatterskabet / redigeret af Anders Abildgaard Nielsen, Dennis Gade Kofod. - Anblik, 2007.
(heri s. 103-114: Læsning af Stranden ved spar es. Kristian Bang Foss).
Læsning og analyse af en af forfatterens tidligere romaner.

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 29/1 2012: Michael Jannerup Andersen: Kristian Bang Foss: Skønhed findes i virkeligheden).
Interview med forfatteren om research i anledning af romanen Fiskens vindue


Links

Forfatterweb
Portræt af Kristian Bang Foss. Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
 

Bibliotekar Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Vejle Bibliotekerne

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29604703
ISBN
9788702130744
Antal sider
229

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer