Vor tids helt

Rablende billedmættet sprog, et usentimentalt blik og ætsende samfundskritik set fra "Underdanmarks" perspektiv - sådan er Jacob Skyggebjergs 'Vor tids helt'.

Samme år som den tidligere kuglestøder og nuværende folketingsmedlem, Joachim B. Olsen, stillede spørgsmålstegn ved anvendeligheden af begrebet fattigdom i en dansk kontekst, debuterede hele to unge forfattere med voldsomme beskrivelser fra dét, der kaldes Underdanmark - nemlig Yahya Hassan og Jacob Skyggebjerg.

Der er for så vidt intet nyt i beskrivelser fra den nederste del af Danmarks sociale hierarki. Allerede omkring forrige århundredeskifte skrev blandt andre Henrik Pontoppidan og Jeppe Aakjær skønlitteratur med dette udgangspunkt - og i nyere tid har vi set det i 2002 med Jakob Ejersbos brutale skildring af Ålborg i 'Nordkraft', i Jonas T. Bengtsons voldsomme 'Submarino' fra 2007 og igen i 2010 med beskrivelse af håbløsheden i Svendborg i 'Neden under' af Mikael Josephsen.

Alligevel er Skyggebjerg, og for den sags skyld også Hassan, anderledes. De skriver nemlig ikke ”blot” en roman, men trækker en form for biografisk autencitet med ind i litteraturen. Vi taler sandt, påstår de - vi har selv oplevet det!

Selvfølgelig er både Hassans og Skyggebjergs værker først og fremmest fiktion - en digtsamling og en roman, men de er også noget mere - noget virkeligere. Dette understreges blandt andet af forsidebilledet på 'Vor tids helt'. Her poserer Skyggebjerg nemlig selv, oven i købet i bar mave og med bling, fuckfinger, joint og pistol i bukselinningen. Ingen skal være i tvivl - det her er Jacobs provokerende historie.

En hvid Volkswagen Vento som nougatis
På trods af den næsten overdrevne insisteren på koblingen mellem Skyggebjerg selv og romanens hovedperson er der dog ikke nogen tvivl om, at der virkelig er tale om skønlitteratur - om ikke andet markeres dette tydeligt af både sproget og stilen. Skyggebjerg har nemlig ikke skrevet en traditionel og nydeligt kronologisk opbygget roman, men et eksperimenterende værk, der vel bedst kan beskrives som en række korte prosatekster. Igennem disse brudstykker gives historien om en ung mands rejse fra det alkoholiserede, jyske barndomshjem over journalisthøjskolen i Århus til bunden af København.

Disse korte prosatekster er præget af en lyrisk sprogbevidsthed, der producerer et væld af overraskende billeder: "Hendes stemme er en hvid tysk bjerglandsby, set fra toget R60457, der kører mellem Prag og Berlin, eller en hvid Volkswagen Vento med rustpletter ligner nougatis". Det interessante ved sådanne billeder er ikke kun deres slående originalitet, men i lige så høj grad den fornemmelse af rus, der videreformidles til læseren. Jeg-fortælleren selv befinder sig adskillige gange igennem værket i forskellige former for rus, som blandt andet også danner baggrund for de syrede mareridtsvisioner, hvor hovedpersonen forestiller sig selv som alien. Med billedsproget som medie får læseren chancen for at se verden på samme måde.

Denne teknik er kendetegnende for Skyggebjerg - ikke bare at formidle sit budskab gennem indholdet, men ligeledes gennem selve stilen. Når han for eksempel i lange, kedelige og teknisk detaljerede passager forklarer processen omkring kageproduktion, giver det en næsten fysisk fornemmelse af det vanvittigt deprimerende i at arbejde med noget, som man i bund og grund finder meningsløst. På samme måde giver hans springende og associationsstyrede komposition en fornemmelse af en ung mand, hvis opvækst aldrig har givet ham ro og stabilitet. Stil og indhold følges altså ad, hvilket giver romanen en stor indre sammenhængskraft. 

En død fasan og en sumpet storby
Rent indholdsmæssigt lægger 'Vor tids helt' sig et sted mellem en klassisk kunstnerroman (sådan var min vej til kunsten) og den beskidte realisme der, som allerede nævnt, kendes fra bl.a. Ejersbo og Hassan, og som er tydelig allerede i bogens åbning:

"Jeg er vokset op i en mødding med døden løbende om knæene. At blive bundet til køkkenstolen med lyseblå hampereb. At mærke sine kræfter forsvinde der. At acceptere tilværelsen."

Men selvom jeg-fortællerens barndom beskrives som alt andet end idyllisk, er det interessant nok aldrig hverken forældrene eller de andre enkeltpersoner, forfatteren langer ud efter. Personbeskrivelserne er generelt usentimentale og båret af en høj grad af accept. Samfundet derimod - det er dét, Skyggebjerg er efter.

I et interview i Information understreger han således, at bogen er et opgør med det kapitalistiske samfund, en kritik af og en sorg over det. Samfundskritikken er også tydelig i værkets skønlitterære virkelighed, hvor jegfortælleren igen og igen understreger at han blot er et produkt af et sygt samfund - et barn af finanskrisen, hungersnøden i Afrika, treholdsskiftet og fattigfirserne,

I samfundskritiske romaner ser man typisk en romantisk fascination af naturen, men ikke her. Selvom 'Vor tids helt' indeholder et væld af smukke og ømme naturbeskriveler, er naturen ikke bare god - men ond og grim ligesom storbyen:

”En død fugl, en perlehøne eller fasan, traktordæk har tromlet den som en dej ud over vejen. Solen har fordampet væsken. Der er en sort kage af indtørret slim. Store spyfluer med bagkroppe af lyserødt kød, de glinser grønt og blåt som olie, kravler rundt oven i hinanden og stikker og suger i fasanen”.

På samme måde beskrives byen som en sump - grænsen mellem natur og kultur forsvinder. Dette afspejler endvidere romanens udkantssamfund, hvor al disciplin er forsvundet og erstattet af druk, ansvarsforflygtigelse og en ”alt kan være lige meget”-mentalitet.

Om Skyggebjergs syrede og samtidig ekstremt realistiske samfundsbeskrivelse vil gå over i litteraturhistorien, er svært at sige, men lige nu og her - i 2014 - er den et relevant og interessant portræt af en side af Danmark, som de fleste nok helst vil glemme.

Kilder, links og centrale værker