Bog

Vivian

Af (
2016
)

Anmeldelse

Vivian af Christina Hesselholdt

Hesselholdt giver i denne suverænt velskrevne biografiske roman et fragmenteret indblik i den amerikanske gadefotografs liv og balancerer på en knivsæg mellem virkelighed og fiktion.

Vivian Maier (1926-2009) blev oprindelig født i Frankrig og ernærede sig som barnepige for velhavende amerikanske familier i Chicago og New York fra 1950’erne og frem. Hun blev aldrig gift, men følte sig aldrig rigtig alene, når hun havde sit Rolleiflex (et kamera) ved sin side. Og det blev brugt flittigt, idet Vivian tog mange tusinde fotografier af mennesker fra alle samfundslag på byens gader. Christina Hesselholdts portræt af Vivian Maier giver et fragmenteret indblik i en anonym kvindes liv, hvis skæbne og værk senere er blevet genstand for stor interesse på grund af en række kasser med negativer, der pludselig dukkede op.

Vivian fremstilles på ingen måde rosenrødt, men nærmere som en usentimental, stejl, sandfærdig og til tider hård barnepige. På den ene side er hun glad for at passe børn: Et sted opfordrer hun et af børnene til at finde noget at være glad for indeni sig selv og udfolde den følelse til at omslutte hele sit væsen, mens hun på et andet tidspunkt tvangsfodrer barnet, fordi hun ikke har tålmodighed til at vente på, at barnet bliver færdigt med at spise, så de kan komme ud på gaderne og fotografere.

På et tidspunkt kommer familien Rice (opdigtet navn) i et ubevogtet øjeblik til at driste sig ind på Vivians værelse og bliver chokerede over at opdage, at hun har gemt flere års aviser på værelset og lider af en art samlermani. Det mærkeligste er måske, at Vivian sjældent fremkaldte eller viste sine fotografier til andre, og hun spurgte ikke folk om lov, når hun ville fotografere dem: ”Nogle kan lide at blive taget, andre kan ikke. Mange opdager det slet ikke. Men jeg tager dem hvad enten de bryder sig om det eller ej”.

Der skiftes hurtigt mellem fortællevinkler og situationer. Udover Vivian selv fortæller også menneskene omkring hende historien: Ellen,som Vivian er barnepige for, Ellens forældre, Vivians egen mor m.fl. ligesom en markant fortæller ofte blander sig og forklarer tingenes sammenhæng eller historiske omstændigheder. Nogle gang er det næsten som om, fortælleren har en indre dialog med disse personer. Denne måde at udfolde historien på, giver læseren en stemning af nærmest at være tilskuer til en dokumentarisk film. Det føles næsten som om fortælleren er i gang med at researche Vivians liv og nogle gange har stillet et spørgsmål, menneskene omkring Vivian svarer på, fx som Ellen: ”Jeg troede ikke hun var Mary Poppins, hun har ingen paraply. Hun går meget hurtigt og svinger med armene, jeg skal passe på ikke at få en arm i hovedet”. Et andet sted spørger fortælleren Vivian direkte: ”Der var uindløste checks for tusinder af dollars, hvorfor indløste du dem aldrig? ”, hvorefter synsvinklen skifter til Vivian, som svarer: ”Jeg gemte dem til svære tider”.

Vivian Maier forbliver lidt af et mysterium med alle disse stemmer, som tilsammen danner et fragmenteret og sporadisk indblik i Vivians liv og det efterlader læseren sulten efter mere. Hvor meget der bygger på faktuelle begivenheder, og hvor meget der er fiktion, virker som en bevidst strategi i Hesselholdts suverænt vellykkede projekt. Fortælleren (og Hesselholdt) leger med læseren og balancerer på en knivsæg mellem virkelighed og fiktion ved både at indflette historiske begivenheder og samtidig opdigte situationer baseret på vidneberetninger, ligesom der flere gange hentydes til, at fortælleren her i nutiden er i gang med at skrive om Maiers liv. 

Efter at have læst romanen fik jeg lyst til at se nogle af Maiers fotografier og heldigvis er Internettet fuld af hendes værker. Jeg kunne hurtigt genkende to fotos, som omtales i romanen: Et foto hvor hun selv er kommet med i billedet, da motivet er en mand, der står med et spejl og et andet fotografi med to kvinder med rævepels om skulderen. Det var en ganske forunderlig følelse at få sat billede på en fiktiv fortælling om et menneske, der har eksisteret. Det er nærliggende at ønske sig, at Hesselholdt havde indvævet fotografier i historien men på den anden side så giver Hesselholdts punktnedslag i situationer og stemninger plads til, at læseren selv kan fremkalde billeder på nethinden. Hermed en opfordring til at google Maiers fotografier, efter du har læst denne fremragende roman.

 

Analyse

Hesselholdt, Christina - Vivian

Fotografiet er et lille stykke afbrækket tid. Ved at indfange blikket, foreviger det både afstanden og tiltrækningen mellem mennesker. Christina Hesselholdts Vivian er et sjæleligt mørkekammer, en slags samtale med en amerikansk enspænder,  det skjulte stortalent Vivian Maier.



Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Victor Ovesen, 2017.


Vivian Maier (1926 – 2009) var en autodidakt amerikansk gadefotograf, der enærede sig som barnepige for velhavende familier. Fra 50'erne og frem fotograferer hun fodgængere, hjemløse, politifolk, børn, kendte og ukendte mennesker i byer som New York og Chicago. Hendes billeder er nærgående og ublufærdige, og hun har et præcist blik for hverdagslivet på storbyens gader, hun ser både dets hårdhed og dets vitalitet. Det lykkes hende gang på gang at indfange byens mennesker i udtryksfulde, men aldrig udleverende glimt.

Imidlertid havde Maier tilsyneladende ingen trang til at få sine billeder fremkaldt, endsige eksponeret. Hun havde jo set dem, som det hedder sig, hun sagde. Så da hendes mere end 100,000 efterladte negativer dukker op i 2007, repræsenterer Vivian Maiers billeder virkeligt genfundne spor af tiden der blev tabt, men synes samtidigt helt friske og levende. Vi skal i denne analyse se på, hvordan forfatteren bruger en moderne kunstnermyte som afsæt for sin poetisk reflekterende og emotionelt afsøgende skrift.

For en forfatter er en historie med så meget mytepotentiale som Maiers et uimodståeligt inspirationskatalog. Vivian er da heller ikke en konventionel biografisk roman. Og med den øvrige dokumentariske interesse der er omkring den glemte fotograf, er det måske ikke ligefrem stringente historiske fremstillinger om Maier der mangler. Til gengæld kan man med det litterære sprog konstruere karakteren Vivian (eller, som hun kaldes, Viv) – og bruge hendes myte til at reflektere videre over temaer som ensomhed, familie og værdighed, samt – selvfølgelig – tiden. 

Fortællingen leveres af skiftende stemmer, såsom Vivs arbejdsgivere, deres barn som hun passer, Vivs mor og ikke mindst hovedpersonen selv. Bogen beretter ganske rigtigt både om Vivs opvækst og hendes familie, om hendes excentriske enspændertilværelse og kunstneriske sensibiliteter. Men Hesselholdt går rimelig autonomt til sit stof. Hun holder sig ikke tilbage for at opfinde karakterernes indre monologer, samtaler og udvekslinger.

I den type fortælling der populært kaldes autofiktion, bruger forfatteren eksempelvis sit eget navn og livsforløb som et slags omrids for værket, hvorefter så de tematiske figurer, billeddannelserne og kompositionsvalg (kort sagt: det litterære) afgør, hvordan værket udfolder sig. Selv sagt er Vivian ikke autofiktion. Men man kunne måske sige, at bogen gør brug af samme slags dynamisk spænding mellem empirisk virkelighed og poetisk tænkning som autofiktionen gør.

Derudover har Hesselholdt installeret en fortæller, der gerne blander sig og udfordrer karakterernes udsagn. Karaktererne synes også at kunne svare, som om de svæver et sted uden for konkret tid eller alder:

” Viv: (…) Hvor meget af mennesket bag man kan se i værkerne. Er man skjult bag dem eller afslører de tværtimod én? Det tror jeg de gør. Fortælleren er den egentlige hovedperson.

Fortælleren: Det kan jeg kun give dig ret i”

Replikker som disse er med til at tydeliggøre Hesselholdts interesse med Vivian. Med alle disse indre monologer og bekendelser fremskriver hun sine karakterers temperamenter og sensibiliteter – og i den forbindelse, sine egne. En slags impressionistisk biografisme, kunne man sige.

Hvis vi ser kunst som forevigelsen af et særligt blik på livet og verden, så er kunsten netop et sted vi får adgang til den anden. Afstanden mellem subjekter forankres i noget konkret, og kan i et øjeblik transcenderes. Blikket afslører den, der ser, betragteren bliver den betragtede. Som når vi ser et af Maiers billeder, og pludselig er hendes skygge der.

Netop afstand er et bærende tematisk begreb i romanen. Viv er enspænder om en hals, hun viger tilbage for menneskelig nærhed, andet end barnepigejobbets relativt stramme plejefunktion. Dertil er hun gammeljomfru, bare tanken om kønslig omgang skyr hun, formentlig som en skade af tidlige overgreb mod hende, aner vi. I det perspektiv giver kameraet hende en mulighed for at interagere meningsfuldt med verden, blot med en armslængde imellem: ”Fordi jeg skal forblive uberørt altid, behøver jeg ikke spilde tid på ubetydeligheder som hår eller påklædning, jeg er den der skal Se.”

Vi mærker en ambivalens i Fortælleren – hvordan bedømmer man Viv, hvordan empatiserer man med sådan en karakter? Hvad siger hendes ensomhed om vores? Hvordan kan man stille sig an moralsk? Vivs besynderlige temperament, og hendes aversioner mod det kropslige skrives frem i det forhold hun har til pigen Ellen, som hun passer. Ellen idealiserer Viv, hun lader sig forme efter hende, og Viv har da også stærke holdninger til hendes opførsel. Ellen har nogle små glasdyr, hun leger med, indtil Viv en dag i et manisk hygiejnetrip vælger hårdhændet at vaske dem i salmiakspiritus, og de mister deres lemmer. Ellen er forståeligt ked af det, men Vivs reaktion er først at fortælle hende en rædselshistorie om industrielt dyrebrug, hvor uhumsk og skræmmende det er, og dernæst tage barnet med ud og vise hende det. På den ene side er det en insisteren, fra en nøgtern socialrealist, på at man forholder sig til den virkelige verden – derudover repræsenterer det også et overgreb på barndommens og barnlighedens frirum af fantasi og naivitet.

Men alligevel er Viv på ingen måde et stringent rationalitetsvæsen. For hun er samtidig en hoarder, hun gemmer skrammel og sager, især gamle aviser, på sit værelse. I det lys ligner hendes fotografier også en indsamling, endda ophobning af øjeblikke. Paradoksalt nok beskæftiger hun sig sjældent efterfølgende med nogen af delene, ser sig ganske enkelt ikke tilbage. Det er en ballast, en slags vægt hun er nødt til at arkivere, eller bære med sig ude af syne. Alligevel, synes Hesseltholdts dom at være, at Vivs excentriske enspænderliv, hele den fysiske forkrampethed og deraf følgende isolation, er noget af det, der skaber rummet, tiden og behovet for hendes kunstneriske aktivitet.

Vivian Maier er et ærkeamerikansk fænomen. Som født i New York med franske rødder, krydser hendes historie Atlanterhavet, og som både barnepige for de velhavende og gadefotograf med sympati for underklassen, krydser den samfundets brede sociale skel. På den måde er hendes værk et bidrag til samtalen om den amerikanske samfundsmodel. Og som en lang serie af øjeblikke, små fritsvævende nu'er, hvor fremtiden endnu står ubeskrevet, repræsenterer de også historiefortælling på en meget amerikansk måde. For modsat Europas nationer, hvis selvopfattelse er indlejret i lange historiske fortællinger om overlevelse og omvæltning, er den amerikanske mytologi også forestillingen om den endnu uskrevne historie.

Ligesom menneskene i fotografiet ser tilbage på fotografen, og videre ud på beskueren. Deres blikke har noget udfordrende over sig, de gør krav på indlevelse. Men samtidig med at de synes helt til stede, er de også uigenkaldeligt væk, urørlige. Ved at bruge den litterære kunstforms muligheder, har Vivians forfatter lavet en skrift, der ser tilbage ud på sin fortæller og forfatter – endda ud på sin læser. Som sagt har Hesselholdt truffet nogle frie valg, hendes fortæller reflekterer endda over dem i bogen: Karakteren Viv er, i en ikke uvæsentlig grad, en konstruktion som forfatteren har lavet, som tjener til at tydeliggøre de modsætninger og dynamikker, hun har fået øje på i den biografiske Maiers historie. På den måde skriver hun ikke bare om Maier, taler ikke bare hende. Ved at genskabe hende som fiktionskarakter kan forfatteren komme i dialog med hende – hun internaliserer hende, taler med – men bliver også talt igennem af – en stemme der både er hendes egen og en fremmeds.


BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne.

   

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 8/10 2016: Peter Nielsen: Jeg tænker altid på, at man skal være varsom i sin skrift, vise respekt).
Interview. 

Jyllands-Posten
(heri 25/9 2016: Pernille Glavind Olsson: Det har været skønt at slippe for mig selv)
Interview. 

Politiken
(heri 17/2 2017: Carsten Andersen: Min hovedpersons familie viste sig at være endnu meere dysfunktionel end jeg havde gættet).
interview. 

Anmeldelser i aviser

1/10 2016 Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende
1/10 2016 Tue Andersen Nexø i Information 
30/9 2016 Erik Svendsen i Jyllands-Posten
1/10 2016 Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad
30/9 2016 Lilian Munk Rösing i Politiken
30/9 2016 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

Bogblogger: boganmeldelser på nettet
Anja Lee Jensby: Christina Hesselholdt: Vivian. 

Neues-lesen-skandinavien.de
Annegret Heitmann: Christina Hesselholdt: Vivian 
Anmeldelse på tysk. 

Vagant. Norden
Kristin Vego: Kvinden med kameraet. 

GENERELT OM FORFATTEREN

Afsnit i bøger 

17 
Formelle rum. - Aarhus Universitetsforlag, 1996.
(heri s. 147-164: Britta Timm Knudsen: Den realiserede krop - en analyse af Christina Hesselholdts "Det skjulte").

81.5
Historier om nyere nordisk litteratur og kunst / redaktion Anne-Marie Mai, Anne Borup. - Gad, 1999. -
374 sider .
(heri s. 348-373: Marianne Stidsen: Litteratur med udsigt: om den nye helhedsforståelse i 1990'ernes prosa)
Kort analyse af trilogien Køkkenet, gravkammeret & landskabetDet skjulteUdsigten (især s. 355-360: Hesselholdts udsigt).

81.55 DARSK - DAnsk litteratur i halvemserne, noRSK nittitallslitteratur. - Center for Nordiske Studier, 1999.
(heri s. 75-91: Helle Schroll: At tale med kunsten: om Christina Hesselholdts Det Skjulte og minimalismen i den danske 90'er-prosa).

81.6
Litteraturens stemmer : Gads danske forfatterleksikon / redigeret af Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. - Gad, 2000.
(heri s. 222-223: Christina Hesselholdt)

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - 4. udgave / redigeret af Anne-Marie Mai. - Gad, 2000-. - bind.
(i bind 3, s. 522-532: Paal-Helge Haugen: Christina Hesselholdt).

81.65
Hybrider: Fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udstryk). - Syddansk Universitetsforlag, 2003.
(heri s. 38-53: Erindre og væve - Christina Hesselholdt (1997).
Interview. 

81.65
Erik Skyum-Nielsen: Engle i sneen: lyrik og prosa i 90erne. - Gyldendal, 2000.
(heri s. 176-182: Det enestående: Christina Hesselholdt og kroppen).

81.66
Andersen, Carsten: Forfattere i forhør. - Politikens forlag, 2006.
(heri s. 147-159: Christina Hesselholdt: I starten skrev hun 20 sider - om året). 

99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af John Chr. Jørgensen; under medvirken af Thomas Bredsdorff. - Rosinante, 2001. - 2 bind.
(i Biografier, s. 187-188: Christina Hesselholdt)

Artikler i tidsskrifter

Ildfisken: tidsskrift for ny litteratur
(heri 1997, nr. 16, s. 17-27: Rolf Højmark Jensen: Erindring om en scene: samtale med Christina Hesselholdt).

37.1489605
Dansk noter. - Dansklærerforeningen/FFS, Fraktionen for de fortsatte skoleuddannelser 
(heri 1999, nr. 1, s. 39-44: Birgit Poulsen: Den ødelagte og monstrøse krop: En læsning af Christina Hesselholdts Det skjulte som gotisk roman).

Artikler i aviser

Information
(heri 22/8 1997: Erik Skyum-Nielsen: I fygende sne)
Om trilogien Køkkenet, gravkammeret & landskabetDet skjulteUdsigten.

Information
(heri 14/1 1998: Karen Syberg: Kontrolleret gavmildhed. - (De næstyngste))
Interview.

Information
(heri 27/11 2008: Anne Myrup Munk: Sørgmunter stemmeføring). 

Kristeligt Dagblad
(heri 27/7 2015: Anne Katrine Restrup: Christina Hesselholdt: Jeg holder i virkeligheden aldrig ferie).
Interview. 

Politiken
(heri 8/8 1996: Carsten Andersen: Og resten er op til læseren).
Interview

Politiken
(heri 6/10 2016: Nanna Martensen: Jeg er meget forelsket i min have).
Interview. 

Politiken
(heri 16/20 2016: Lise Garsdal: Christina Hesselholdt om Viginia Woolf: Det er poesi i rent koncentrat). 

Weekendavisen
(heri 11/4 2001: Henning Thøgersen: Inde i Kraniekassen)
Interview 

LINKS

Nyere danske forfattere
Præsentation af danske forfattere og deres værker. Produceret af forfatteren og kritikeren Jacob Brønnum for Det Kongelige Bibliotek

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.  

 Wikipedia: den frie encyclopædi
Artikel om forfatteren. 

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
52586100
ISBN
9788763843799
Antal sider
200

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer