Om mørke

Josefine Klougart leger sanseligt og eksperimenterende med romangenren.

'Om mørke' er Josefine Klougarts fjerde roman. Og selv om forfatteren forholder sig skeptisk til den klassiske roman, er det alligevel romangenren, hun vælger som betegnelse for sin samling af forskelligartede tekster, der spænder over både fortællende prosa, prosalyrik, dramatik, miniessays og løsrevne tekstfragmenter. For, som hun udtaler til Berlingske: ”Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi mennesker erfarer verden, hvordan vi erindrer og skaber sammenhæng i vores liv og i vores virkelighed, hvordan fortællinger hele tiden skabes og går under. Der synes jeg, at den traditionelle kronologiske udviklingsroman i den grad har udspillet sin rolle.” For Klougart er bruddet med den traditionelle romangenre en slags frihedsprojekt: ”Mine bøger handler på en eller anden måde altid om at få skabt plads til at være menneske. Og hvordan man kan udvide mulighederne for, hvordan man kan være menneske.”

'Om mørke' eksperimenterer ikke kun med spring mellem genrer. Også i fortællepositionen sker der spring frem og tilbage mellem en jeg-fortæller og en fortæller i 3. person. Men selv om synsviklerne skifter fra jeg til hun/han, er det romanen igennem den samme stemme, der taler, og den taler ud fra stort set den samme grundstemning: 

”Hvad skal man med en krop.
Dette måske:
vågne igen og have foræret den væk, byttet den væk for noget.
Katastrofer, voldsomme, næsten horrible, omorganiseringer, ulykker.”

Der tales med en eksistentiel alvor, der skabes dels ved at pege på noget helt grundlæggende menneskeligt, det at have en krop. Men den skabes også på det sproglige mikroplan. Her anvender Klougart i udstrakt grad den fragmenterede sætning, hvor elementer af sætningerne er udeladt for at give det tilbageværende en ekstra bastanthed. Eller det særlige Klougartske kolon, der ikke følger de gængse sprogregler, men dukker op midt i sætninger, hvor det står og understreger, at det, der kommer herefter, skal læses med særlig vægt. En anden hyppig genkommende sproglig effekt i 'Om mørke' er gentagelsen, et klassisk, lyrisk kunstgreb, som også forstærker udsagnet og alvoren.

De enkelte tekststykker lader sig ikke samle til en forklarende helhed, men står hver for sig ved siden af hinanden med deres sansninger og stemninger af tab. Der er en kærlighed på spil, og der er en hel masse, der går under. Forfatteren selv ønsker, at man læser den lidt, som man læser et digt: ”Man behøver ikke at kunne genfortælle præcis hvad et digts handling er eller kunne sætte ord på den erkendelse, man har haft under læsningen. Det er jo umuligt at lave sådan en oversættelse af værket. Den er ikke skrevet for at blive oversat, men for at blive læst og taget for pålydende. Ikke noget hokus, pokus, bare det liv, der er.”

Det, læseren får, i stedet for en sammenhængende fortælling, er en række anslag, spor, der træder frem og forlades igen, en mand og en kvinde, der vandrer på stranden, et kærlighedsmøde, et sygdomsforløb, et skænderi og en brutal hesteulykke. Alt sammen koncentreret omkring kroppen, som er ”det korset, der holder tankerne på plads.”

I mange af teksterne er det kameraets blik, der anvendes. Der zoomes ind og ud, der panoreres, og der klippes, og lyd og lys er hele tiden bærende elementer. Lyden og lysets centrale karakter slås an allerede med det smukke, indledende citat af Joseph Brodsky, der kommer til at fremstå som et slags program for Klougarts roman:

”Antager man at skønhed er en fordeling af lys på den måde der er mest kongenial med ens nethinde, er en tåre en indrømmelse af nethindens, såvel som tårens manglende evne til at fastholde skønheden. I det store hele indfinder kærlighed sig med lysets hastighed; adskillelse med lydens. Det er nedtrapningen af den høje hastighed til den lave, der fugter øjet.”

Romanen samler sig til en række tekstlige væv, koncentreret om kroppens fænomenologi og sjælens eller tankens sammenhæng med legemet. Forfatteren samler ikke disse tekstlige væv for læseren, men lader dem stå frem i tillid til, at stoffet organiserer sig selv, og at de strukturer, der er nødvendige, vil dukke op. Dette sker i en kritisk tilgang til hierarkier og afstande. Som romanen selv udtrykker det: ”Der er ingen hierarkier”, ”Balancer er ustabile” og ”Alle lyde er lige tydelige.” For forfatteren gælder det om at være modtagelig for alt, hvad øjnene, ørerne og kroppen oplever og lade det stå tydeligt frem uden at underlægge det den styring, som en forudgiven struktur ville diktere.

'Om mørke' er en roman, der udfordrer sin læser. Anmelderne har oplevet alt fra frydefuld forførthed over læsetræthed til fritløbende frustration. Forførthed over dens sanselige, poetiske sprog, læsetræthed over de mange, tungtlæste sider, og frustration over en samling forskelligartede tekster, der måske enkeltvis ikke ville være stærke nok til at stå alene, og som ind imellem tangerer det lidt for højtidelige.

Klougart debuterede i 2010 med romanen 'Stigninger og fald', som blev fulgt af 'Hallerne' i 2011 og 'En af os sover' i 2012. I den aktuelle debat om et generationsskifte i dansk litteratur, hvor unge digtere som Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen siges at indstifte en ny generations mere etiske optagethed af dialog med verden uden for litteraturen, står Josefine Klougarts skrift uden for generationskategorisering. I stedet for at være i dialog med samtidsproblematikker og aktuelle strømninger i litteraturen, samtaler Klougarts bøger snarere med flere af det forrige århundredes kanoniserede forfatterskaber, som Margeurite Duras, Virginia Wolf, Joseph Brodsky og Inger Christensen.

Kilder, links og centrale værker