Kongens kvinder

Kongens kvinder er først og fremmest et historisk portræt af tre helt centrale kvindeskikkelser i den sene renæssance i Danmark. Men også en roman om begær i alle dets afskygninger.

De tre kvinder, Ellen Marsvin, Kirsten Munk og  kammerpigen Vibeke Kruse, danner en selvstændig og dominerende cirkel omkring kong Christian 4. - orkestreret af Ellen Marsvin, en yderst velhavende og magtfuld kvinde. I bedste politiske spindoktorstil skubber hun de to andre kvinder rundt på spillebrættet, så de står så fordelagtigt og beskyttende som muligt i forhold til hendes egen magtposition.

I periferien står mændene, dem kvinderne tvangsægtede, dem de elskede, og dem de udnyttede. Romanen knytter et tidsbillede af de forskellige måder at være kvinde på i datiden, fra heks over simpel fødemaskine til strategisk rådgiver - et tidsbillede spundet på tråde fra kvindernes lidelser og ofre, men også strategiske og kødelige begær.

Kvindebilledet og motivation
I romanens tredimensionelle kvindeportræt tegner heksen den ene dimension, den fødende kvinde den anden og den emanciperede kvinde den tredje. Hvilken dimension den enkelte kvinde havner i, er oftest tilfældigt, idet kvinden er underlagt først sin slægt og senere sin mand. Men dør ægtemanden, sker det, at enken bruger sin nyfundne frihed til at tage skeen i egen hånd - både hvad angår kærlighed, økonomi og selvbestemmelse. Et eksempel herpå er Ellen Marsvin, der efter sin tvangsægtede mands udnytter dels egen intelligens, dels sin fornemmelse for taktik og dels ukonventionelle metoder i strid med datidens normer for at leve i overensstemmelse med sine ambitioner og sit intellekt. For eksempel sørger hun for, at datteren Kirsten bliver gift med kongen.

Lever ægtemanden længe, er rollen som konstant og decideret fødemaskine det mest sandsynlige. Det er i vid udstrækning Kirsten Munks skæbne; hver 11. måned i mange, mange år føder hun kong Christian et barn, og hendes altoverskyggende ønske om ikke at være gravid er undertrykt af hendes position i samfundet.

Da Kirsten Munk bliver forvist fra slottet efter at have været utro med den soldat, hun forelsker sig i, træder Vibeke Kruse på Ellen Marsvins foranstaltning ind på scenen. Vibeke Kruse får dog noget mere magt, end Ellen Marsvin havde tiltænkt hende, da Vibeke går fra at være kammerpige til kongens højtbegærede elskerinde

Oven over det hele svæver den konstante frygt og fare for at blive anklaget for hekseri - og dermed døden.

Miljø og begær
Tonen i bogen er kynisk og nogle steder ligefrem rå og fungerer på den måde som barsk underlægningsmusik til det strategiske og begærlige magtspil, der foregår både politisk set, men også menneskeligt. De herskende krige og det til tider meget kolde vejr bidrager også til hårdheden. Over for dette står som et blødere modspil den kødelige lidenskab mellem mand og kvinde, affødt af et seksuelt eller kærligt begær. Den kødelige lidenskab sat over for det hårde klima skaber en potentiel eksplosiv konstellation af varme og kulde, ild og is.

Lidenskaben er dog også at finde i den enkeltes higen efter identitet, det være sig i form af slægtsbånd eller identitet skabt på basis af personlige ambitioner. Heraf opstår ofte dilemmaet mellem jeget og slægten, mellem jegets lyster og samfundets normer.

Kvindekroppen spiller en central rolle i romanen, dels som beholder for mandens sæd og barnefostrene, men også som et flerstrenget instrument, hvorpå lidenskaben kan spille. Kvindekroppen kan således fremstå fremmedgjort eller direkte identitetsskabende, idet jeg’et træder frem og bliver til i samspil med du’et.

Moderrollen
Kvinden har også en helt anden og ikke mindre vægtig rolle i romanen, nemlig moderrollen. Også den bliver fremstillet forskelligt; Ellen Marsvin trodser normerne om at sende sit barn bort på opdragelsestur hos slægtninge og beholder sin datter Kirsten hos sig under hendes opvækst. Ellen præger Kirsten med sine ambitioner og strategiske målsætninger og vurderer Kirstens fremtoning herefter. Og på mange måder spiller hun barndomsveninderne Kirsten og Vibeke ud mod hinanden ved at foretrække Vibekes loyale og fysiske fremtoning. Især efter at de mange fødsler har sat deres uundgåelige præg på Kirstens krop.

Kroppen er væsentlig i Ellens opfattelse af pigerne; hvor Kirsten kommer af Ellens krop og bliver separeret fra denne i den helt bogstavelige kapning af navlestrengen, laver Vibeke den modsatte bevægelse, idet hun som stort barn bliver taget ind som en del af Ellens krop: Ellen beder hende om at være hendes ører og øjne på godset, der hvor hun ikke selv kan være. Vibekes, i overført betydning, kødelige sammensmeltning med Ellen forbliver da også intakt i meget længere tid end Kirstens relativt korte sammensmeltning med sin mor.

Moderrollen får yderligere en magtfuld dimension, da Christian d. 4 efter sin egen mors død henvender sig til Ellen for råd og vejledning. Her strækkes den vejledende moder så vidt som til at være politisk rådgiver, og måske er det romanens egentlige bud på kvindens mest magtfulde rolle: Politisk dominans forklædt som moderlig omsorg.

Maria Hellebergs kvinder
Maria Helleberg har et hav af historiske romaner bag sig og er især kendt for sine royale portrætter. Forholdet mellem kvinder og magt er en stærk tendens i romanerne, hvor det usminkede, hårde kvindeliv står stærkt frem, men hvor muligheden for magt og personlige ambitioner kan ændre på balancen mellem det gode og det dårlige liv. Følelser og fornuft spiller side om side, og lidt af begge dele skaber ofte den balance, der er brug for i jagten på det gode liv. Specielt Hellebergs skildring af Louise Heiberg bliver fremhævet for sin særligt interessante psykologiske vinkling.
 

Kilder, links og centrale værker