Ud i det u-løse

Signe Gjessings debutdigte udfordrer læseren med sit autonome, billeddyrkende univers. Et univers, der sætter spot på sprogets lyriske potentiale til at udtrykke kroppens og forgængelighedens universelle vilkår. Med andre ord: Kroppens væren i verden og i uendeligheden.

Digtenes interne sproglogik

”Du spiser digte og bliver digtfarvet.”

Dette vers, eller snarere sætning, fra Gjessings debutdigtsamling kan måske være den sproglige nøgle, der forståelsesmæssigt åbner for samlingen, der ellers grænser til det hermetisk lukkede. Med sin billedskabende og eksperimentelle tilgang til sproget leger digtsamlingen nemlig med læserens opfattelse af sproget som real størrelse og tvinger læseren til at sanse digtene på nye måder og til at erfare digtenes univers med andre midler end de logisk sproglige og realistiske. Digtuniverset opfordrer og udfordrer læseren til at afklæde sig sin realitetssans og i stedet iføre sig digtenes egen særlige logik for at blive en del af dem.

"”Din sorg stumper!” siger jeg til verden. Dét er det første, jeg nogensinde har sagt til den.

”Den er kort og uden ærmer, og man kan se stjernerne under den,

fordi du ikke trækker den ordentligt

ned.”"

Her spiller også det visuelle en rolle. Digtet er kort som den stumpede sorg og bevægelsen ned ad bliver tydelig ved at selve ordet ”ned”, placeres nederst.

Andre steder udkrystalliseres sproget og betydningen til nærmest minimalistiske lydlige niveauer, og visse steder blot et punktum – et tegn for lyd og forståelse.

Bevægelser og strukturer

Digtene har en iboende bevægelsesstruktur, der minder om det kropslige åndedræt:

”Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.”

Her går bevægelsen ned og op; fra skridtene på jorden via luftige lyde op i himlen til verdensplanet.

”Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud.”

I dette vers eller sætning ses en bølgende bevægelse ind og ud, der sammen med ovenstående bevægelsesmønster på den ene side illuderer den levende krop og på den anden det poetiske menneske. Mennesket, der trækker vejret på ubesværet og medfødt vis og mennesket, det levende menneske, der indoptager poesiens pulsslag i sin krop og smelter sammen med dem for bedre at kunne forstå poesien.

Undvigelsesmanøvrer og holdepunkter

”Mørklægningsgardiner falder som postevand

fra en hane langt borte,

alle vores halspulsårer toner frem”

Når digtenes sproglige univers modsætter sig enhver umiddelbar logik og given genkendelighedsfaktor, må vi som nævnt ty til andre midler for at forstå dem. Et andet og mere konkret greb end ”at blive digtfarvet” er at forholde sig til digtenes æstetiske nedslag. Altså når digtene gang på gang undviger vores umiddelbare forholden os til dem, kan vi i stedet se på dem fra æstetiske holdepunkter som: deres konkrete visuelle, grafiske form, de følelser, de lyriske billeder skaber i os og den ovenfor beskrevne følelse af puls, der strømmer ind i os, når vi åbner os for digtene. Det er med disse ”briller”, vi skal læse digtene.

Også når meget forskellige sfærer mødes og støder mod hinanden i digtenes indhold, kan den umiddelbare forståelse være svær at indfange. Her skabes i stedet nye veje at gå, nye muligheder og umuligheder for forståelsesmæssige sammenhænge, som er op til den enkelte læser at sætte ord og følelser på.

For digtenes univers er nærmest ubegrænset og bevæger sig fra det helt konkret til det transcendentale, fx ”Vi vil smøres på Gud”. En bevægelse fra den fysiske krop til det abstrakte gudebillede. Og begreber som uendelighed, kaos og kosmos står side om side med tænder, fregner og skønhedspletter; de holder hinanden i skak – uden den ene ville det ikke være muligt for den anden at eksistere. Derudover minder kontrasten mellem det metafysiske og det konkret sanselige os om, at vi er forgængelige og en del af en større helhed.

Og muligvis er det ’blot’ den rene sproglige og erfaringsmæssige nydelse ved de overraskende sproglige fremkomster, der driver værket. Det smukke i det ubegribelige – i ord og ordbilleder som rene poetiske byggesten.

Gjessings egenartede agenda

Signe Gjessing er 22 år og dimitterede fra forfatterskolen i 2014. 'Ud i det u-løse' er hendes debut.  Ud over at lege sproglig kispus med læseren lægger samlingen sig heller ikke i slipstrømmen på den stærkt politiske og samfundskritiske agenda, der ellers ses så stærkt inden for poesien i disse år, fx hos Yahya Hassan og Theis Ørntoft.

Gjessing trækker på sin vis i stedet tråde til Heretica-digterne, der med grandiose symboler og storladen retorik og idealistiske tankeverden søger at skildre verden fra et metafysisk og ophøjet perspektiv. Men helt sensymbolistisk bliver Gjessings digte aldrig, idet det metafysiske altid fører det konkret sanselige med sig og ikke ubetinget fremstår ophøjet og ’ren’.

Kilder, links og centrale værker