Bog

Ud i det u-løse

Af (
2014
)

Anmeldelse

Ud i det u-løse af Signe Gjessing

30 apr.14

Signe Gjessings debutdigte skaber et univers, der rækker fra det mindste til det største, fra en skrøbelig sommerfuglevinge til det bundløse kosmiske rum.

Signe Gjessing var én af årets allerførste unge lyrikdebutanter og det til trods for, at hun først til sommer dimitterer fra Forfatterskolen. Lige fra starten sætter hun sin egen personlige dagsorden med en samling digte, Ind i det u-løse, der skaber deres eget unikke sproglige univers. Henvisninger til en umiddelbar genkendelig virkelighed finder man ikke mange eksempler på i Signe Gjessings tekster og heller ikke de meget eksplicitte sociale og politiske agendaer, der dominerer lyrikken lige nu.

I stedet en stærk billeddannende og billeddyrkende poesi, hvor naturelementer, planeter, stjerner, lys og ”det bundløse blå” fylder mere end den menneskeskabte verden, men alligevel sætter den i skarpt og kritisk relief.

Der er på alle måder højt til loftet hos Signe Gjessing: ”loftshøjden slutter sig til den åbne himmel”, som det hedder et sted. Digtene skifter i hurtige ryk mellem det nære og det fjerne, mellem det ”hersides” og det ”hinsides”. Fra en skrøbelig sommerfuglevinge kan der i næste øjeblik skiftes perspektiv til himmelrummet og stjernehimlen. Ikke for ingenting er det vandets, luftens og lysets transparente, flydende element, der er gennemgående i digtene. Ikke blot betydningsmæssigt skifter Signe Gjessings digte hele tiden retning og fokus, men også grafisk/visuelt, hvor de snart fremtræder som slanke søjler af ord, snart folder sig ud horisontalt i mere kompakte blokke af tekst.

Det kosmiske perspektiv og den besværgende, visionære stemmeføring knytter Signe Gjessing til den sensymbolistiske tradition inden for modernismen, og hvornår har man sidst set udtryk som ”evighed” og ”verdensaltet” optræde i moderne dansk poesi? Og netop her får Signe Gjessings digte så måske alligevel en politisk, eller i hvert fald civilisationskritisk, dimension. En kritik af rationalitetens og magtens systemsprog, der får verden til at se mindre ud, end den er: ”Vi nedbider gryet med tænder som forkortede/ blikke/ over en verden der ser mindre ud end den er.”

Der er langt mellem debutdigtsamlinger, hvor man lige fra starten finder en så personlig og fuldt udfoldet stemme som hos Signe Gjessing. Hendes potentiale ligger i evnen til at skabe billeder, der rækker fra det sarte, æteriske til det udfarende og ekspressive, men undertiden også med fare for, at digtene tenderer det dunkle og hermetiske i en grad, så læseren hægtes af.

Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.

Analyse

Gjessing, Signe - Ud i det u-løse

Signe Gjessings debutdigte udfordrer læseren med sit autonome, billeddyrkende univers. Et univers, der sætter spot på sprogets lyriske potentiale til at udtrykke kroppens og forgængelighedens universelle vilkår. Med andre ord: Kroppens væren i verden og i uendeligheden.

Digtenes interne sproglogik

”Du spiser digte og bliver digtfarvet.”

Dette vers, eller snarere sætning, fra Gjessings debutdigtsamling kan måske være den sproglige nøgle, der forståelsesmæssigt åbner for samlingen, der ellers grænser til det hermetisk lukkede. Med sin billedskabende og eksperimentelle tilgang til sproget leger digtsamlingen nemlig med læserens opfattelse af sproget som real størrelse og tvinger læseren til at sanse digtene på nye måder og til at erfare digtenes univers med andre midler end de logisk sproglige og realistiske. Digtuniverset opfordrer og udfordrer læseren til at afklæde sig sin realitetssans og i stedet iføre sig digtenes egen særlige logik for at blive en del af dem.

"”Din sorg stumper!” siger jeg til verden. Dét er det første, jeg nogensinde har sagt til den.

”Den er kort og uden ærmer, og man kan se stjernerne under den,

fordi du ikke trækker den ordentligt

ned.”"

Her spiller også det visuelle en rolle. Digtet er kort som den stumpede sorg og bevægelsen ned ad bliver tydelig ved at selve ordet ”ned”, placeres nederst.

Andre steder udkrystalliseres sproget og betydningen til nærmest minimalistiske lydlige niveauer, og visse steder blot et punktum – et tegn for lyd og forståelse.

Bevægelser og strukturer

Digtene har en iboende bevægelsesstruktur, der minder om det kropslige åndedræt:

”Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.”

Her går bevægelsen ned og op; fra skridtene på jorden via luftige lyde op i himlen til verdensplanet.

”Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud.”

I dette vers eller sætning ses en bølgende bevægelse ind og ud, der sammen med ovenstående bevægelsesmønster på den ene side illuderer den levende krop og på den anden det poetiske menneske. Mennesket, der trækker vejret på ubesværet og medfødt vis og mennesket, det levende menneske, der indoptager poesiens pulsslag i sin krop og smelter sammen med dem for bedre at kunne forstå poesien.

Undvigelsesmanøvrer og holdepunkter

”Mørklægningsgardiner falder som postevand

fra en hane langt borte,

alle vores halspulsårer toner frem”

Når digtenes sproglige univers modsætter sig enhver umiddelbar logik og given genkendelighedsfaktor, må vi som nævnt ty til andre midler for at forstå dem. Et andet og mere konkret greb end ”at blive digtfarvet” er at forholde sig til digtenes æstetiske nedslag. Altså når digtene gang på gang undviger vores umiddelbare forholden os til dem, kan vi i stedet se på dem fra æstetiske holdepunkter som: deres konkrete visuelle, grafiske form, de følelser, de lyriske billeder skaber i os og den ovenfor beskrevne følelse af puls, der strømmer ind i os, når vi åbner os for digtene. Det er med disse ”briller”, vi skal læse digtene.

Også når meget forskellige sfærer mødes og støder mod hinanden i digtenes indhold, kan den umiddelbare forståelse være svær at indfange. Her skabes i stedet nye veje at gå, nye muligheder og umuligheder for forståelsesmæssige sammenhænge, som er op til den enkelte læser at sætte ord og følelser på.

For digtenes univers er nærmest ubegrænset og bevæger sig fra det helt konkret til det transcendentale, fx ”Vi vil smøres på Gud”. En bevægelse fra den fysiske krop til det abstrakte gudebillede. Og begreber som uendelighed, kaos og kosmos står side om side med tænder, fregner og skønhedspletter; de holder hinanden i skak – uden den ene ville det ikke være muligt for den anden at eksistere. Derudover minder kontrasten mellem det metafysiske og det konkret sanselige os om, at vi er forgængelige og en del af en større helhed.

Og muligvis er det ’blot’ den rene sproglige og erfaringsmæssige nydelse ved de overraskende sproglige fremkomster, der driver værket. Det smukke i det ubegribelige – i ord og ordbilleder som rene poetiske byggesten.

Gjessings egenartede agenda

Signe Gjessing er 22 år og dimitterede fra forfatterskolen i 2014. 'Ud i det u-løse' er hendes debut.  Ud over at lege sproglig kispus med læseren lægger samlingen sig heller ikke i slipstrømmen på den stærkt politiske og samfundskritiske agenda, der ellers ses så stærkt inden for poesien i disse år, fx hos Yahya Hassan og Theis Ørntoft.

Gjessing trækker på sin vis i stedet tråde til Heretica-digterne, der med grandiose symboler og storladen retorik og idealistiske tankeverden søger at skildre verden fra et metafysisk og ophøjet perspektiv. Men helt sensymbolistisk bliver Gjessings digte aldrig, idet det metafysiske altid fører det konkret sanselige med sig og ikke ubetinget fremstår ophøjet og ’ren’.

Kilder, links og centrale værker

 

 

17 jul.14

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50957780
ISBN
9788702150728
Antal sider
55

Tema

Tema

Tema

Klimalitteratur

Litteraturen udstiller de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og udgør samtidig en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer