Ulven

Ondskaben lurer overalt i Katrine Marie Guldagers roman 'Ulven', men der er tale om ondskab i bred forstand, forstået som alt det, der gør ondt og gør fortræd. I en blandingsform mellem eventyr, slægtsroman og realisme afdækker Guldager menneskesindets mørkeste afkroge.

Ondskabens allegori

De fleste læsere vil kunne erindre at have fået læst brødrene Grimms eventyr 'Rødhætte' – det indgår næsten som en del af den kollektive bevidsthed. Her fortælles historien om Rødhætte, der skal besøge sin bedstemor, men undervejs møder en listig ulv, der får lokket hende i fordærv og senere både spiser Rødhætte og hendes bedstemor. Som i mange eventyr ender det dog godt, da der kommer en jæger og redder hende og i et appendiks fortælles det, hvordan Rødhætte næste gang, hun møder en ulv, er på vagt og ikke lader sig narre mere.

'Rødhætte' er et klassisk eventyr, idet der er tale om en symbolsk fortælling, en allegori, hvor ulven bliver et billede på de farlige drifter, man skal lære at genkende og tæmme – det er naturligvis ikke tilfældigt, at ulven æder Rødhætte i sengen. Symbolikken er ikke særlig subtil!

Overordnet set er det kendetegnet for eventyret, at der er tale om en allegorisk fortælling, der beretter om en psykologisk forvandling, i dette tilfælde Rødhættes udvikling fra naivt barn til reflekterende voksen. Derudover er der en klar morale: Man skal vogte sig for de farlige drifter symboliseret ved ulven. Hermed er alting godt og historien ender lykkeligt.

Frygt og lede i lillebyen Køge

Katrine Marie Guldager tager på sin egen underfundige måde livtag med historien om Rødhætte i sin roman 'Ulven'. Her skifter perspektivet imidlertid, som titlen antyder, fra Rødhætte til ulven. Udgangspunktet for Guldager er den erfaring, at ulven (ondskaben) ikke kan slås ihjel, men tværtimod har det med at forplante sig og antage adskillige former. Dette viser sig blandt andet det sted, historien foregår, Køge, hvor hovedpersonen, barnet Leonora, for længst har gennemskuet den råddenskab, der lurer under overfladen og kan fortælle sin lillebror, Ib, forfærdelige historier:

"Når hun og Ib var lagt i seng, og lyset slukket, underholdt Leonora Ib om alle de forfærdelige ting, der skete i en by som Køge. Hun fortalte om de børn, der fik tæsk med et bælte, de børn, der måtte hente en snøvlende far eller mor på et værtshus og selv lave aftensmad. Leonora fortalte malende om det hele, og Ib, som kun var fem, fik ganske langsomt det indtryk, at Køge var en by, der var fuld af død og vold og ødelæggelse".

Leonora fortæller om ondskaben i Køge til sin bror, men samtidig er der også et dobbelt lag af ondskab i hendes historier, de er netop i sig selv et overgreb mod den lille Ib, der ikke på samme måde har erfaret verdens ondskab. Det kommer tydeligt frem i en ordveksling mellem de to, hvor Ib bliver spurgt af Leonora, om han har haft en god dag. Ib ved godt, at hans søster helst vil have, at han fortæller om noget grufuldt, men i stedet sker der følgende: ”Ib forglemte sig og udstrålede med hele sin krop, at han havde haft en god dag”. Leonoras reaktion på dette er symptomatisk: ”Leonora kiggede skuffet på ham og tog så en slidt gris op i sine hænder: - Jamen, det var da dejligt, Ib”.

Kommunikationen mellem Ib og Leonora er et eksempel på, hvordan ondskaben hele tiden kiler sig ind mellem mennesker i form af misundelse, fordomme og nag. Pointen ved Leonoras ondskab er, at den er kompleks og ikke entydig. Leonora er kun misundelig på Ib, fordi hun selv er bange. Den kølighed, med hvilken hun gengiver verdens grusomhed til Ib, er tydeligvis en overflade og hun bliver ofte selv bange: ”Hun så en ulv. Det var kun i glimt, men det var nok til at skræmme hende fra vid og sans”. Leonora fornemmer ondskaben som en (meta)fysisk tilstedeværelse i form af den ulv, der lusker rundt gennem hele romanen og forplanter sig i det spraglede persongalleri.

Figurer i ondskabens landskab: Typologier, klichéer og genrer

Leonora er det tætteste romanen kommer på en hovedperson. Det er hende vi møder i starten og det er hende, der runder romanen af, men samtidig er hun også underligt fraværende gennem det meste af romanen og man kan ikke tale om en egentlig personudvikling, tværtimod ender romanen med stilhed i form af Leonoras afsværgelse af ord og en identifikation med drengene, der ikke udspørger hende og lader hende være i fred. Den egentlige hovedperson i romanen er den alvidende fortæller, der udfolder et bredt persongalleri med udgangspunkt i en kernefamilie bestående af Leonora, hendes mor og far og brødrene Ib og Henry. Derudover indtager faderens søstre, med de symbolske navne frøken Lys og frøken Mørke, en central rolle, ligesom moderens far, Karl, og hans grandkusine Maren Katrine. Udover disse karakterer møder man blandt andet en række typologier, der repræsenterer forskellige tilgange til verden: den seksuelt forskrækkede skolelærerinde, den flamboyante gallerist fra storbyen, den intellektuelt aflukkede forfatter, den milde præst og den tyske soldat Heinz.

Selvom Guldager både kompositorisk og karaktermæssigt læner sig op ad en række klichéer, så dekonstruerer hun dem også i samme øjeblik. Kompositorisk trækker romanen på eventyret, slægtsromanen og den realistiske fortælling, men bryder samtidig radikalt med disse genrers konstituerende træk. Med sin allegorisk fortællende struktur kan 'Ulven' siges at være et eventyr, men uden egentlig personudvikling, morale og entydig skelnen mellem godt og ondt. Den er en slægtsroman, men viser samtidig en familie, hvor personerne er fremmede for hinanden og det familiemæssige bånd er i opløsning. Det er således en pointe, at vi ikke får familiens efternavn at vide, ikke engang (familie)faderens navn bliver nævnt, kun moderens far med det anonyme navn: Karl. Endelig er der tale om en form for realisme med konkrete henvisninger til virkeligheden. Rammen om historien er tiden omkring 2. Verdenskrig og stedet er Køge, men samtidig er der også en række uforklarlige indslag, der bryder med den realistiske kode, som for eksempel den mystiske ulv, mennesker, der forvandler sig til fugle og engle, der falder ned fra himlen.

I forhold til karaktertegningen viser det dekonstruktive element sig ved, at figurerne ikke kan reduceres til de stereotyper, som deres karakter lægger op til. Det mest tydelige eksempel på dette er søskendeparret frøken Lys og frøken Mørke, der umiddelbart inviterer til en ensidig allegorisk forståelse som repræsentanter for livets lyse og mørke sider. Romanen afslører imidlertid en anderledes form for kompleksitet. Den gode frøken Lys viser en mørk side, når hun uretfærdigt dømmer Leonoras mor for omsorgssvigt, og frøken Mørk bliver offer for byens ondskab, da hun indleder et forhold til soldaten Heinz og bliver straffet som ”tyskertøs”. Den moralske indignation hos byens folk træder her i ondskabens tjeneste. Den ondskab, der er i frøken Mørke, viser sig først og fremmest som en vilje til selvdestruktion, der senere giver sig udslag i, at hun lader sig voldtage af en fremmed mand.

Den store og den lille ondskab

Søskendeparret frøken Lys og frøken Mørke udgør to yderpunkter i den struktur, der danner den ondskabens allegori, der gennemsyrer romanen. Pointen er her, at ondskaben ikke kan fikseres i ét punkt, sådan som den kunne i historien om Rødhætte, hvor ulven entydigt kunne identificeres, destrueres og bemestres. Omvendt er det her. Ulven som symbol på ondskab er på én gang noget fysisk og metafysisk, den er nærværende og fraværende, talende og tavs, agerende og passiv. Den ifører sig det godes klæder og forvandler følelserne fra kærlighed til had, fra hengivelse til jalousi. Den viser sig i det store og små gennem hele romanen. Fra karakterernes fordomme og bagvaskelse af hinanden til mishandling af dyr, depression, utroskab og krig. I eksistentiel forstand kommer det til at handle om at nægte både andre og sig selv livet som gave.

Troens håb eller håbløshed?

Midt i al denne elendighed forsøger frøken Lys at holde det godes fane højt, men lyset fortrænges ofte af mørket. Når Ulven kan føles frustrerende som roman, så skyldes det netop, at den kollapser i sin egen struktur. Allegoriens intention er at udsige en mening, men ondskaben er meningsløs. Romanen antyder dog et lys, der kommer et andet sted fra end fra mennesket. Det sker, da lærerinden frøken Eigaard oplever, at en engel falder til jorden. I den forbindelse siger præsten Jespersen: ”- Måske skal det tolkes mere symbolsk. Når en engel viser sig i verden nu, så er det måske for at sige til os alle, at han, trods al det onde, der sker…trods ensomheden,…stadig tænker på os.”

Karakteristisk er det dog for romanen, at fortælleren afslører, at præsten inden sine ord ikke har hørt alt, hvad frøken Eigaard sagde. Han har kun hørt ordene ”Gud” og ”vigtig”. Frøken Eigaards sætning var i virkeligheden en ganske anden: ”Jeg tror desværre ikke, at Gud finder mig så vigtig”. De forløsende ord, der får lov til at stå i det næstsidste kapitel, bygger dermed på præstens misforståelse af deres kommunikation. Troen bliver her set som en kommunikativ fejlslutning sagt af en af romanens bifigurer, og Leonora vælger da også selv tavsheden til slut og heri består måske romanens virkelige svaghed: Den stiller ondskaben op som en metafysisk uangribelig realitet, mens den fremstiller godhedens mirakel som en naiv menneskelig fortolkning. I den forstand tvinges læseren til at læse bogen med ulvebriller.

Skrevet af cand. mag. Jakob Bækgaard
 

Kilder, links og centrale værker