Anmeldelse
Den sønderjyske farm af Erling Jepsen
- Log ind for at skrive kommentarer
I sin nye roman tager Erling Jepsen igen en svingom med lokalsamfundet i Gram i Sønderjylland. Desværre mangler historien bid og nerve til at drive handlingen frem mod et klimaks.
Erling Jepsen havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke, ligesom Karen Blixen havde sin ved foden af Ngong Hills i Afrika. Sådan indleder Erling Jepsen sin nye roman – måske for at drage nogle paralleller mellem de to skildringer? Der er da også én kvindelig neger i Gram. Uanset hvad hensigten er, så vender Erling Jepsen igen snuden hjemad til fødeegnen i Sønderjylland i sin tredje roman om Allan og Gram. Vi er i 1960’erne, og romanen indplacerer sig handlingsmæssigt kort tid efter ’Kunsten at græde i kor’ og længe før ’Med venlig deltagelse’.
Allan (Erling Jepsens alter ego) er omkring 12-13 år. Søsteren Sanne bor hos plejeforældre i København, da faren har ligget med hende på sofaen. Så nu er det kun Erling, hans manipulerende barnagtige far og den udglattende mor til at agere lettere dysfunktionel familie. Og en hulens masse kaniner, for Allans farm er en kaninfarm med opdræt til slagtning.
Det er et stort ansvar for et barn at have en kaninfarm, og Allan må indimellem betale dyrt for sine fejltagelser. Først er det en enmandsvirksomhed, men snart vokser foretagendet sig større, og han må ansætte Mette og Frode til at hjælpe med fodringen. Betalingen er slik fra forældrenes ismejeri.
Erling Jepsens nye roman er en historie fra de gode gamle dage, hvor børn passede sig selv, og de voksne ikke bekymrede sig så meget. Om drengestreger og børn, der rendte rundt med haglbøsser over armen uden at de voksne løftede et øjenbryn. Om børn, der kastede dynamit i søen for at fange den store fisk, der havde boet der i tusind år. Dengang hvor børn til tider kom galt af sted og alligevel overlevede.
Allan befinder sig nederst i hakkeordenen på grund af det, der er sket mellem faren og Sanne. Han er upopulær, og når man har en far, der tilmed er noget af en kujon, lærer man ikke at stole på sit fædrene ophav og selv tage kampene. Alligevel synes der at være en forsoning under opsejling både mellem Allan og hans far og også i forhold til det øvrige lokalsamfund. På trods af en ofte barsk og usentimental kultur med egne spilleregler, så er der også et sammenhold, når tingene spidser til og de nye Gram-borgere gør sig lidt for uheldigt bemærket. Så kan de gamle Gram-borgere godt stå sammen og Allans far stå op for sin søns rettigheder.
Historien fortælles først og fremmest af Allan, men indimellem blander Erling Jepsen sig for at forklare os læsere et par ting om den lokale jargon og samfundsordenen eller for at drage paralleller til nutiden i København, hvor han i dag bor.
Isoleret set er romanen et interessant og originalt portræt af den sønderjyske mentalitet. Jepsen har en god indlevelsesevne i barnets univers, og mangen en læser vil under læsningen sikkert henfalde i nostalgiske erindringer til dengang, de selv var børn. Jepsen har i de to tidligere ”Gram-bøger” vist, at han ikke er bange for at kradse lidt i lakken og gå i clinch med tabuerne. Derfor er forventningen også, at han leverer varen, når han går i bokseringen med Gram endnu en gang. Desværre synes jeg, at historien mangler noget bid og overraskelse, en underliggende spænding og nerve til at drive handlingen frem mod et klimaks.
Der er bare ikke nok på spil for Allan og Erling Jepsen version tre.
Analyse
Jepsen, Erling - Den sønderjyske farm
Dette er historien om trettenårige Allan og kaninfarmen. En beretning om barndommens genvordigheder, venskaber og bekymringer. Om kaniner, værdien af Pernillechokolade og Frodes storesøsters dusk mellem benene. Om hvorfor Allans søster Sanne må bo hos en plejefamilie i Ribe? Og hvorfor naboerne ikke mere kommer på besøg?
I 'Den sønderjyske farm' kredser Jepsen om emnerne: Det lille sønderjyske lokalsamfund, forholdet mellem far og søn, depression og svigt. Men det er også en fortælling om dengang landsbyen ved Gramby Bakke mødte resten af verden, om begyndelsen på enden for de små erhvervsdrivende i udkants Danmark og om hvordan vi bliver til dem, vi er.
Sommeren 1968 opleves igennem Allans øjne og især forholdet til faderen får afgørende betydning for ham. I 1960'ernes Sønderjylland har forestillingen om den gode far, formentligt været præget af langt mere traditionelle maskuline idealer end i dag. 'En rigtig mand' skulle være autoritær og behersket. Dertil kommer den selvfølgelige opfattelse, at en fader bør være familiens forsørgende enhed. Allans far har ingen af disse karaktertræk og da Allan opdager, at faderen ikke længere forsørger familien, falder den sidste rest af tillid og respekt. Forholdet imellem far og søn bliver således skildret som en kejtet affære, idet faderen ikke formår at imødekomme Allans behov for et maskulint forbillede. Mindet om den grædende far i fosterstilling på sofaen, bliver altafgørende for Allan.
Synsvinkler – fra barn til voksen
Bogen benytter sig af to stemmer, der, uafhængigt af hinanden, skaber rammen for tidsforløbet. Først og fremmest følger vi Allan i sommeren 1968, hvor der igennem en alvidende fortæller skildres en periode på et par måneder. Her kommer vi i øjenhøjde med drengen Allan, og gennem barnets synsvinkel bliver værket letlæseligt - og forståeligt. Det betyder også, at hændelsesforløbet blot beskrives, mere end det egentlig tolkes. Jepsen går ikke ind i afgørende analyser af sin barndom, men bliver i barnets nøgternt-observerende rolle. Igennem Allan bliver livets allermest tragiske aspekter forenklet og reduceret til ren iagttagelse, og læseren ved knapt, om hun skal grine eller græde.
Denne stemme, som dels tager os med tilbage i tiden og dels ned i børnehøjde, fusionerer siden direkte med Allans og danner romanens andet spor, hvori vi møder den voksne Allan, der selv er blevet far og bor i København.
Allans voksne jeg er altså drivkraften bag fortællingen, der rækker langt ud over Allans sommerferie og ind Jepsens aktuelle virkelighed. Romanen trækker derfor markante selvbiografiske spor igennem en fortælling, hvor Jepsen forholder sig til den nære upyntede virkelighed. Miljøet, som det beskrives, er derfor meget autentisk og læseren foranlediges til at tro, at dette er den skinbarlige virkelighed.
Selvom romanen således står på et særdeles virkelighedsnært fundament, farves fortællingen af Jepsens frie fabulerende stil. Historierne om Frode (...og alle de andre rødder) bliver til eventyrlige anekdoter og læseren bør have for øje, at Jepsen minder os om, at én fjer let bliver til mange høns – især over tid.
”Jeg havde en farm i Sønderjylland”
Den flydende grænse imellem virkelighed og fantasi skaber et fantastisk spil, der også understreges af referencen til Karen Blixens 'Den afrikanske farm'.
Alene titlen skærper henvisningen til Blixens fantastiske univers, hvor myte og virkelighed altid er tæt forbundne. Sammenligning mellem Blixen og hendes afrikanske kaffefarm ved foden af bjerget Ngong og den lille kaninavler ved Gramby Bakke er måske komisk, men for Allan bliver det en dybere oplevelse af samhørighed og voksende selvværd.
Livet på farmen former sig undertiden uheldigt, og Allan må påtage sig mere og mere ansvar. Det samme gælder i forholdet til familien, især faderen, som Allan også må tage vare på. Hændelsesforløbet på kaninfarmen spejler omstændighederne i familien og i begge forhold skal der en krise til, før fortællingen når et vendepunkt.
Sammenhængen mellem kaninerne og familieforholdet illustrerer hvordan Jepsen lader den marginale fortælling pege på en større mening. De mindre-iøjnefaldende historier illustrerer altså de større. Kaninerne bliver et billede på familieforholdet, familien bliver et billede på byen, og byen bliver et billede på Danmark i tiden.
Det er også tilfældet med Frode og fisken ingen kunne fange. Frodes fascination af folkemyten om fisken Bessefar, er måske en henvisning til Frodes egen position i fortællingen. Frode og Allans evige diskussion om fiskens egentlige eksistens, peger igen på forholdet imellem fantasi, virkelighed og hukommelse. Da de to gamle kammerater mange år senere mødes som voksne mænd, fortsætter diskussionen. Denne gang ikke med Bessefar i centrum, men selveste virkeligheden. Frode udtrykker sin utilfredshed overfor den måde, hvorpå Allan i sine bøger beskriver barndommen. Jepsen problematiserer her ikke kun relationen mellem værkets sande og fiktive dele, men også at virkeligheden, som den huskes og genfortælles, afhænger af øjnene der ser.
Vores sociale og kulturelle baggrund gør os til dem vi er
Jepsens tidligere værker ('Kunsten at græde i kor', 'Frygtelig lykkelig', 'Med venlig deltagelse' og 'Alting begynder i Gram'), beskæftiger sig ligesom denne roman med barndommens problematiske forhold. Når Jepsen på denne måde gentagne gange vender tilbage til samme scene, er det netop fordi virkeligheden kan skildres på mange måder. Desuden er de velkendte hovedpersoner under konstant udvikling og i 'Den sønderjyske farm' er Allan blevet ældre, mere viljefast og selvstændig end tidligere.
Når Jepsen på denne måde rejser via litteraturen, tilbage til sit barndoms-univers, er det fordi, at her findes fortællingen om "hvordan jeg blev til den jeg er". Det bliver en måde at se på sig selv og hændelsesforløbet udefra og måske derigennem finde en form for accept eller forståelse. Jepsen konfronterer altså igen barndommens konfliktstof. Men kan man skrive sig ud af et traume? Og er man således ikke i fare for at skrive sig ind i det?
Måske. Men Jepsen dvæler ikke ved det sørgmodige og urovækkende, der ellers er rigeligt tilstede. Snarere behandler han materialet med så megen humor, at det virker forløsende. Igennem det tragikomiske møder Jepsen sin fortid og måske derfor udholder både han og læseren den smertelige historie. 'Den Sønderjyske farm' er ikke tynget af samme mismodige stemning, som i de tidligere romaner, og det gør også læseoplevelsen lettere.
Brugernes anmeldelser