Det nemme og det ensomme

Med en sprællende humor og en sart udsathed henvender Nordenhofs digte sig direkte og overrumplende til sine læsere på en måde, hvor det private også bliver politisk.

”Gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg stå fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven / og undre mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel / helt vild og det retningsløse ville være så indlysende / at man gik på kul at man ikke var herre i eget hus / og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille”.

Med sin helt egen sprællende humor, sin sarte udsathed og en knivskarp overrumplende poesi brænder Asta Olivia Nordenhof igennem som forfatter i digtsamlingen 'Det nemme og det ensomme', som hun modtog Montanas litteraturpris 2013 for. Stemmen, der kommer til udtryk i digtene er helt ind til benet ærlig og fuldstændig forladt for enhver koketterende prunk. Den fortæller bare ligeud og med stor smerte og ømhed om at ernære sig ved prostitution, at miste sine forældre, om indlæggelser på psykiatriske afdelinger, om kærligheden til en voldelig far, og om den skønhed, der dog alligevel findes i verden. 

Hvor den poetiske iscenesættelse kan fungere som litteraturens eksistensberettigelse, dens begrundelse for at kunne kalde sig kunst og overhovedet skabe en henvendelse, så kan den også blive en barriere, læserne støder imod, enten fordi vi ikke forstår den og føler os dumme, eller fordi vi lader os dupere af forfatterens evner og lader forfatteren blive en særlig autoritet, der taler fra en særlig position.

Hos Nordenhof finder man en meget direkte henvendelse til læseren, som understøtter og måske også bæres frem af det personlige stof, hun skriver på. Når Olivia-jeget i digtene skriver, ”jeg ved det fordi anni senere fortalte min mormor om det”, og ”ville ønske man ik sku høre for at være arrogant når man siger man ik vil ha børn”, så falder sætningerne mundret og uden skelen til sprogkorrekthed. Det skaber en henvendelse, der hellere vil inkludere end dupere sin læser, og som taler direkte fra person til person uden en autoritativ forfatterfigur som mellemled. Vi møder i digtene en forfatter, som er i øjenhøjde med sin læser og med det stof, der formidles.

Som læser får man denne meget intime fornemmelse af at blive inviteret indenfor i nogens liv, fx når der spontant udbrydes: ”må skrive til Morten! / Må skrive til Bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!”. Forfatteren er utrolig gavmild med sig selv og deler uforfængeligt sine tanker: ”fejler ik noget jeg er bare totalt blank / ligge og skrive et digt, ugravid også, endelig igen”. På den måde bliver digtene en meget direkte form for samtale. Man kan sige, at Nordenhof skriver ucensureret om det pinlige, men hos hende er det pinlige ikke længere pinligt, det er en del af en henvendelse ind i et fællesskab. For netop ved at lade forfængeligheden vige til fordel for alt det skrøbelige, det pinlige og det, der næsten er for svært at bære, skaber hun et rum, der er inkluderende i forhold til de ting, vi som samfund og som privatpersoner ofte betragter som uønskede og gerne vil skubbe væk. Og det er i denne kobling, at projektet ikke bare bliver insisterende privat, men at det også knytter sig til en etisk forståelse af litteratur og liv. Det har et ønske om og en forpligtelse på at tage hånd om det udsatte.

Som noget usædvanligt modtog Nordenhof Montanas Litteraturpris ikke kun for sin bog, men også for sin blog. På bloggen JEGHEDDERMITNAVNMEDVERSALER henvendte hun sig direkte til læserne og skabte på den måde et fællesskab omkring sit forfatterskab, som er lige så politisk og socialt, som det er litterært. På bloggen skrev hun bl.a.: ”jeg synes tit jeg bliver spurgt om jeg betragter mig selv som feminist, og jeg bliver hver gang overrasket. jeg betragter mig selv som feminist, og jeg formoder at det er åbenlyst for enhver, at jeg betragter mig selv som feminist.”

Nordenhofs feminisme kommer til udtryk i den måde, hun gør det private politisk og insisterer på, at det private og det politiske ikke kan adskilles. Men også i hendes demokratiske, inkluderende skrift, der gerne vil tage et opgør med autoriteter, hvad enten det er sprogpolitiet, udlændingestyrelsen, retssystemet (personificeret ved Dommer Bennet) eller slet og ret de normer, der definerer grænserne for normalitet. 

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen 'Et ansigt til Emily'. Hun er sammen med forfattere som Olga Ravn, Morten Chemnitz, Amalie Smith, Bjørn Rasmussen og Rasmus Halling Nielsen blevet beskrevet som en ny, ung litterær generation, der forholder sig uironisk og etisk forpligtende til verden, ofte med et stort fokus på det kropslige. Hos Nordenhof ser man en en etisk skrift, der gerne vil udviske grænserne mellem livet og skriften og samtidig også skabe et rum og en stemme til de personer i samfundet, der ellers ikke bliver hørt.

Kilder, links og centrale værker