Den stjålne vej

”I dag er hun glad for sin burka” - en kraftfuld analyse af et krigshærget Afghanistan i Riebnitzskys Den stjålne vej

Under en glødende bjergkam, mens mørket oplyses af dagens første lyserøde stråler, tages ingeniøren Kahn, der er i gang med at asfaltere vejen mellem Gereshk og Kandahar i det sydlige Afghanistan, til fange af en gruppe Talebanere. Samtidig udsættes gadedrengen Javeed for et seksuelt overgreb på et politicheckpoint i Gereshk. Han flygter og gemmer sig i haven hos den stædige og stolte Malika, der er datter af en berømt mullah og i hemmelighed underviser afghanske kvinder i at læse. Den stjålne vej følger ad tre adskilte fortællespor disse tre personers skæbne i et plaget og krigshærget Afghanistan, hvor ingen kan vide sig sikre på dagen i morgen. Mens ingeniøren Kahn tortureres og venter sin død på gulvet af en hytte, påtager Malika sig opgaven med at hjælpe Javeed til at tage kampen op mod byens korrupte betjente. Samtidig kæmper hun på hjemmefronten mod sin mand, Rahim, som i tillæg til den årelange hustruvold i en sen alder tager sig en ny kone på blot 13 år. Malika må hver aften gennem væggen lytte til sin mands overgreb på den unge pige og kæmper med skammen og den offentlige fornedrelse. Gadedrengen Javeed, som også kæmper med skammen og ydmygelsen, stikker af fra Malika, da han konfronteres med politimændene fra checkpointet, og han bliver stik-i-rend-dreng for en gruppe Talebanske frihedskæmpere.   

 Det er tunge og væsentlige temaer, Anne-Catrine Riebnitzsky sætter i spil i portrættet af den afghanske samtid. Kvindeundertrykkelsen skildres facetteret gennem de forskellige kvindeskæbner, ligesom den mere tabuiserede homoseksualitet og overgreb på drengebørn udstilles med stor effekt. I kraft af det brede persongalleri bliver romanen dog mere end et feministisk blik en verden af kvindehad og undertrykkelse, den bliver også en nuanceret levendegørelse af et afghansk samfund, der kan læses med udbytte uanset forhåndskendskab til fakta om tilstanden i Afghanistan. Samtidig skaber de korte kapitler og den skarpe krydsklipning mellem begivenhederne en medrivende spændingsopbygning, og det er en roman, der i kraft af alvoren, spændingen og den sympatiske gengivelse af karaktererne har svært ved at slippe sin læser.   

Anne-Catrine Riebnitzsky (f. 1974) debuterede i 2010 med biografien Kvindernes krig, der blev nomineret til Weekendavisens litteraturpris samme år. Bogen beskriver forfatterens arbejde med afghanske kvinder. Den stjålne vej er hendes debut som romanforfatter. Selv om romanen er en fiktionsfortælling, henter den både styrke og autencitet i den hele tiden nærværende virkelighedsreference. Læseren genkender rædslerne fra krigen i Afghanistan, Talebans grusomheder og de vestlige soldaters tilstedeværelse i Afghanistan fra mediernes gengivelser, og alene denne medviden lægger en alvorens vægt bag forfatterens ord. Men bogen fremmer effektfuldt virkelighedsreferencen både visuelt og via parateksterne (flaptekst og efterskrift). På bogens forside er forfatterens navn således fremhævet, så det visuelt overskygger den måske lidt diffuse titel, og slår man op i bogen og læser flapteksten, kan man læse, at Anne-Cathrine Riebnitzsky blev uddannet fra Forfatterskolen i 1998, hvorefter hun i 2003 blev sprogofficer i russisk, og at hun har arbejdet ved ambassaden i Rusland og i 2007 blev sendt til Afghanistan, hvor hun både har arbejdet som soldat og som udenrigsministeriets rådgiver. I efterskriften fastslår Riebnitzsky, at romanens tre hovedkarakterer alle er bygget op over personer, hun har mødt i virkeligheden. Deres skæbner og de begivenheder, personerne trækkes igennem, er således langt fra et resultat af forfatterens tilbagelænede forsøg på at forestille sig og leve sig ind i livet under Taleban, men er direkte udsprunget af virkelige personers skæbner og livshistorier. ”Disse skæbner er blevet til denne roman, der har en stærkere rod i virkeligheden, end man måske kan forstå”, afslutter Riebnitzsky efterordet og dermed romanen, og det er i kraft af denne stærke samklang med virkeligheden, at romanen efterlader sit uudslettelige indtryk.

Det har gennem en årrække været en gentagen kritik af Forfatterskolen, at den producerer afgangselever, der er langt mere optaget af formen end af indholdet, og uafhængigt af sandhedsværdien af den påstand, så er Riebnitzskys Den stjålne vej et eksempel på det modsatte. Forfatteren har meget på hjerte, hun skildrer den værste af alle tænkelige virkeligheder i en prunkløs fortællestil, der ikke gør et stort væsen af sig, og dermed undgår forfatteren at lade sprogblomsterne overskygge overgrebene og torturen. Det er en præcis og nøgtern fortællestemme, der med en klassisk alvidende fortæller skifter synsvinkel, overvejende mellem fortællingens tre hovedkarakterer, men med enkelte afstikkere omkring forskellige af fortællingens bipersoner. Det er en sikker skrift, der rummer både ømhed for og overblik over persongalleriet, en skrift, der styrker og  klæder fortællingen med sin afdæmpede præcision. 

Kilder, links og centrale værker