Et liv i almindelighed

”Et liv i almindelighed, det var hvad man kunne få” siger hovedpersonen i 'Et liv i almindelighed' – og det har han ret i, men et liv i almindelighed er absolut ikke et kedeligt liv!

I de sidste 5 år er der udkommet en stor mængde romaner, der forsøger at beskrive det 20. århundrede. Jeg tænker på planlagte trilogier som Ken Folletts episke 'Giganternes fald' og 'Verdens vinter', Jan Guillous 'Brobyggerne' og 'Dandy' og Jonas Jonassons 'Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt'. Bent Vinn Nielsen skriver sig med 'Et liv i almindelighed' (2010) ind i denne tendens, men på en noget anderledes måde. Hvor både Follett og Guillou søger at trække de store linjer og nå så bredt og langt omkring som muligt, koncentrerer Vinn Nielsen sig om den lille fortælling, nemlig 96-årige Skat Enevoldsens fortælling.

Enevoldsen er født i 1903 og har dermed stort set fået lov til at opleve hele det 20. århundrede.  Ikke at han har været i begivenhedernes brændpunkter ligesom Allan Karlson fra 'Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt' eller de mangfoldige hovedpersoner i Guillous og Follets romaner, for det har han ikke. Enevoldsen har levet et helt almindeligt liv som landmand på Falster. Han har et par børn, en hustru og har fået sin del af de glæder og sorger, et gennemsnitligt liv byder på – hverken mere eller mindre. Enevoldsen bliver således repræsentanten for den helt almindelige dansker, der kan fortælle den lille historie om det store århundrede. Dette gør dog hverken Enevoldsens historie kedelig – eller for den sags skyld almindelig! Selvom Enevoldsens historie umiddelbart er påfaldende begivenhedsløs, ligger det store drama alligevel lige under overfladen og kommer upåfaldende til at give liv til hele romanen.

Form og spænding

Dramaet i Enevoldsens fortælling ligger i det usagte, det ufortalte, et forhold der bliver understreget af hele formen, måden historien er arrangeret på. Enevoldsen bor på et plejehjem og har fået en besøgsven af kommunen, James D. Møller, til hvem Enevoldsen skal fortælle sin livshistorie. Det er denne historie læseren får – Enevoldsens selvbiografi som Møller har optaget på en digital optager og siden redigeret. At det er den redigerede version, vi læser, er tydelig. Det er (stort set) kun Enevoldsen man hører, men ud fra hans replikker er det tydeligt, at Møller har kommenteret og stillet spørgsmål. Der er altså tale om en redigeret Enevoldsen - vi hører aldrig det hele og ved de facto ikke, hvor meget eller hvad Møller har redigeret ud.

'Et liv i almindelighed' bliver således lige så meget en roman om det usagte som om det sagte. Nogle informationer får man aldrig, andre kommer dyppene, så man kun langsomt får muligheden for at danne sig et kronologisk overblik over Enevoldsens lange liv. Informationen distribueres stramt og er præget af en stor grad af subjektivitet, hvilket blot bidrager til fornemmelsen af, at man langsomt lærer Enevoldsens at kende – og finder ud af, at manden, som så meget andet her i livet, er yderst sammensat. Han er snobbet og generøs, hård men samtidig sensitiv, mandschauvinist, men med en enorm respekt for kvinder, grov på en yderst raffineret måde og blufærdig og overraskende åben på samme tid.

Sproget, tiden og alderdommen

'Et liv i almindelighed' er ikke kun en fortælling om Enevoldsens liv i det 20 århundrede, men også et lille stykke sproghistorie. Enevoldsen har en sund portion sprogskepsis. Han gennemskuer de forskønnende omskrivninger, der har forvandlet en røgter til en fodermester, ligesom han insisterer på at kalde medbeboeren Cai for ”Kaj med C og i” – en lidt for fin stavemåde, der står i skærende kontrast til manden, der kun kan tale om ”værktøj og patter”. Ironien er også slående, når Enevoldsen efter at være blevet underholdt med ord som ”transporter og faciliteter” konstaterer, at ”Det er da godt, at I unge mennesker har et sprog, så I kan tale sammen”.

Enevoldsen leger også selv med sproget. Han foregiver at være beskeden, men er ekstremt nedladende over for besøgsvennen – en nedladenhed, der dog næsten er afvæbnende i sin direkthed. Men Enevoldsen er ikke bare negativ i forhold til sprogets udvikling, han tager glædeligt det nye ord ”fan” til sig og lige meget hvad, er det værste Enevoldsen kan forestille sig at være umælende.  »Man skal ikke fortælle alt,« understreger Enevoldsen, men hen ad vejen får han trods alt afsløret det meste, som da han fortæller om sin yngste datters undfangelse:

”Jeg må have været en mand på otteogfyrre, da jeg blev far for sidste gang. Edith var heller ikke ung.
Det kommer ikke dig ved, Møller, men vi gjorde det oppe på det lille kammer på kornloftet. Det har altid gjort mig så munter”.

Tilfældighedernes spil

'Et liv i almindelighed' er også en bog om de ualmindeligt almindelige tilfældigheder, der former et menneskeliv. Enevoldsen skulle have været skrædder, men ender som landmand på Falster:

”Ni måneder efter mit livs eneste druktur, som I unge mennesker kalder det, blev Lore født.
Du ved hvordan det er, Møller.
Det var på den måde, det gik til, at jeg blev landmand på Falster”.

Enevoldsen var på vej til København, men blev smidt af toget i Bro, hvor han mødte kropigen Edith, gjorde hende gravid og fulgte med hende til hendes falsterske barndomshjem. Det er tilfældigheder, der styrer det hele, og det kunne være gået meget anderledes i Enevoldsens liv, men i virkeligheden betyder det ikke så meget. Lige meget om Enevoldsen var blevet skrædder i København eller landmand på Falster, er han stadig et produkt af og et udtryk for sin tid. Han er vidne til de første flyvemaskiner, de første danske traktorer, kvindernes frigørelse og ungdomsoprøret. Intet af dette spiller en stor rolle i Enevoldsens historie, men alligevel stikker århundredets store kriser og landvindinger af og til hovedet frem og minder læseren om, at verden ændrer sig og mennesket ændrer sig med den. 

Kilder, links og centrale værker