Dengang dinosaurerne var små

31 fabulerende, bizarre og særdeles vedkommende fortællinger, der beskriver diverse former for forvandlinger samt helt almindelige hændelser, der bare kommer helt ud af kontrol.

Fabulerende som få. Samfundskommenterende og –observerende som flere. Og alligevel: Helt sin egen. Det er Kaspar Colling Nielsen i en nøddeskal. I denne hans seneste bog ’Dengang dinosaurerne var små’, som består af et udvalg af noveller, der tidligere har været bragt i Politiken samt helt nye fortællinger, får den ikke for lidt, når det kommer til mutationer og andre former for forvandlinger. Og så er fortællingerne for de flestes vedkommende grotesk morsomme. Kaspar Colling er formidabel til det, han gør. Punktum.

De 31 fortællinger er alle relativt korte, men de når vidt omkring i deres 31 små, individuelle universer - det ene mere forunderligt og tankevækkende end det andet, og så alligevel genkendeligt. Her er fx fortællingen ’Den falske fisker’, der handler om en mand, der kommer i tanker om, at han vil være fisker. Men altså mest på grund af det image, der knytter sig til en fisker. Han skaffer udstyr og forbereder typisk rustikke fisker-madpakker, som regel blot for at kunne sidde og kigge, stoppe sin pibe og se tavs og tænksom ud. Den nyvundne ro, som følger af fiskertilværelsen, får han hårdt brug for senere, da hans kone føder trillinger og får en fødselsdepression. Og apropos image: I fortællingen ’Leif Davidsen’, hvis titel skal skrives i citationstegn, får en forfatter, hvis bøger sælger rigtig skidt, den storartede idé at skifte navn til Leif Davidsen: 
”… jeg burde skifte navn til Leif Davidsen og nå at sælge en røvfuld bøger, inden nogen opdagede, hvem jeg i virkeligheden var”.

Vanen tro, når man kigger bagud på Kaspar Collings forfatterskab, vrimler det også med dyr i flere af disse fortællinger. Titelnovellen beskriver fx, hvor hårdt det faktisk var at være en Tyrannosaurus rex i fordums dage, hvor evolutionen nærmest ender med at tage pippet fra dinoen. Vi føres også ind i dobermann´ens tilblivelse som race i novellen ’Dobermann’, og så møder vi en formodet dueunge med ureelle hensigter i ’Den onde dueunge’. To af fortællingerne hedder henholdsvis ’Katte er genier’, mens ’Hunde er freaks’. Og endelig tænker kvinden i novellen ’En kvinde fødes’, at: ”Alle mennesker er dyr". Det har hun vel egentlig ret i.

I en pressemeddelelse vedr. ’Dengang dinosaurerne var små’ siger Kaspar Colling, at han på en måde gerne vil skrive børnebøger til voksne, fordi: … ” børnebøger gerne må være vilde, fantasifulde og sjove, mens voksenromaner helst skal handle om nogen, der har en parforholdskrise i et sommerhus”. Og i så fald må man sige, at han er lykkedes med denne samling af lige netop vilde, fantasifulde og sjove fortællinger. Som alligevel hele vejen har en rem af virkelighedens hud, så de foruden at være yderst underholdende også bliver særdeles vedkommende. Jeg mener: What´s not to like?