Forfatter
Kaspar Colling Nielsen
Kaspar Colling Nielsen er dansk forfatter og manuskriptforfatter. Han har markeret sig som en fremtrædende forfatter, hvis udgivelser er svære at definere, både i forhold til genre og form.
Han debuterede som forfatter i 2010 med Mount København, som samme år indbragte ham Danske Banks debutantpris. Mount København – bjerget, ikke bogen – er et 3500 m højt bjerg, der overflademæssigt matcher et område på størrelse med Bornholm. Det er placeret på Avedøre Holme, og det har taget 200 år at opføre. En sådan kolos har naturligt nok bidraget til visse ændringer i den danske natur, men langt hen ad vejen er bjerget ubetinget en succes, og bogens personer sætter ikke spørgsmålstegn ved dets tilstedeværelse. De 17 fortællinger, som bogen består af, er hver især indledt af en faktuel (faktuel på bogens præmisser) oplysning vedrørende bjerget. På dén måde bliver det bjerget, der genererer de ideer og indfald, som personerne omkring det får. Eller sagt på lomme-filosofisk vis: Miljøet påvirker individet i en sådan retning, at individets handlinger bliver en spejling af og kommentar til miljøet selv.
Dengang dinosaurerne var små (2019), er 31 fabulerende, bizarre og særdeles vedkommende fortællinger, der beskriver diverse former for forvandlinger samt helt almindelige hændelser, der bare kommer helt ud af kontrol. De 31 fortællinger er alle relativt korte, men de når vidt omkring i deres 31 små, individuelle universer - det ene mere forunderligt og tankevækkende end det andet, og så alligevel genkendeligt. Her er fx fortællingen ’Den falske fisker’, der handler om en mand, der kommer i tanker om, at han vil være fisker. Men altså mest på grund af det image, der knytter sig til en fisker. Han skaffer udstyr og forbereder typisk rustikke fisker-madpakker, som regel blot for at kunne sidde og kigge, stoppe sin pibe og se tavs og tænksom ud. Den nyvundne ro, som følger af fiskertilværelsen, får han hårdt brug for senere, da hans kone føder trillinger og får en fødselsdepression.
Colling Nielsens romaner har ofte afsæt i dystopiske verdner, som læner sig tæt op af virkeligheden, så absurditeten mærkes på egen krop. Det er verdner, hvor virkeligheden er gået galt, og en simpel tanke har udviklet sig til noget foruroligende. Han skruer på virkeligheden og gør en fremtidsfrygt til en meget nær fremtid, som vi ser det i både Den danske borgerkrig 2018-24 og Det europæiske forår, og romanerne indeholder ofte en dyb og skæv samfundskritik. Det samme gør sig gældende i hans seneste roman Frelseren fra Hvidovre (2021), der er et destillat af aktuelle og virkelige begivenheder tilsat magisk realisme og sort humor.
Kaspar Colling Nielsen (f. 1974) er uddannet i erhvervøkonomi og filosofi fra Copenhagen Business School. Ved siden af sit forfatterskab er han ekstern lektor på Copenhagen Business School og manuskriptforfatter. I efteråret 2019 annoncerede Kaspar Colling Nielsen, at han har sat sit forfatterskab på pause, fordi han er blevet ansat som taleskriver for den socialdemokratiske klimaminister Dan Jørgensen.
Skrevet af Vicki Kragh Pedersen, cand. mag.