Jeg var din muse

Humoren gør det nemmere at se på den grimme bagside af kunstens glansbillede, men man skal ikke tro, Sofie Riise Nors ikke mener det alvorligt.

Med masser af humor piller Sofie Riise Nors lagene af den traditionelle idealiserede fortælling om, hvad det betyder at være muse, ved at se grundigt på, hvordan det føles for musen. 

Den vinkel har vi ikke set så tit, for musen er et objekt, der som udgangspunkt ikke har et indre liv, eller hvis indre liv i hvert fald ikke er så vigtigt som kunsten og kunstneren. Bogen har fået både positiv og negativ opmærksomhed, og jeg håber gevaldigt, at nogle af kritikerne rent faktisk læser den. 'Jeg var din muse' er både velresearchet, velskrevet og ikke mindst flot tegnet i Nors’ lidt kantede stil med masser af fede detaljer og skarpe kontraster.

Læser man om at være muse i den græske mytologi, lyder det ikke som det mest spændende job i verden. At være et objekt, der konstant skal stå til rådighed for den mandlige kunstners behov for inspiration, lyder ikke umiddelbart som et tiltrækkende liv. At skulle være smuk og inspirerende er bare ikke nok for de fleste kvinder længere og har vel egentligt aldrig været det, men alligevel er nogle kvinder endt i den rolle. Hvorfor? Hvad er mekanismerne, der fører kvinder dertil? 

Ved hjælp af historiske og nyere eksempler på muser slår Sofie Riise Nors godt og grundigt fast, at det at bruge ordet muse om en kvinde overhovedet ikke er den kompliment, nogle mænd tror, det er. Der er masser af humor undervejs men også regulær gru, som fx når Nors i tegneserieform genskaber interviews, med Marilyn Manson. Det er chokerende læsning og lige til at få mareridt af, men en sådan reaktion viser måske også, at der er sket meget siden da.

Ved yderst kompetent at flette sit narrativ sammen på tværs af historien og på tværs af mytologi og virkelighed kommer Sofie Riise Nors helt op på niveau med den fabelagtige svenske tegner Liv Strömqvist. Bliver man mere nysgerrig på rollen som muse, kan jeg også anbefale den grafiske roman Kiki fra Montparnasse af Catel og Bouquet, der handler om kvinden, der var muse for mange kendte kunstnere i 20’ernes Paris. 

Forventningerne var høje efter Sofie Riise Nors’ provokerende og underholdende Sexmagasinet, og denne opfølger skuffer bestemt ikke. Hun har tydeligvis fået blod på tanden og bider både hårdere og dybere. Samtidig føles læseoplevelsen så legende let, at det er på grænsen til det geniale.