Netotjka Nezvanova

Det er med ’Netotjka Nezvanova’, at vi for alvor ser de første spor af den psykologiske realisme, der skulle komme til at udgøre en fundamental del af det store forfatterskabs hjerteblod. 

’Netotjka Nezvanova’ er Fjodor Dostojevskijs eneste roman med en kvindelig hovedperson, og så blev den ikke engang færdiggjort. Under romanens tilblivelse blev Dostojevskij nemlig arresteret og dømt til døden efter at have deltaget i den såkaldte Petrasjevskij-kreds. Som skrevet i bogens efterord var denne en fredelig diskussionsklub, hvor man diskuterede litterære, politiske og filosofiske udgivelser fra både Rusland og udlandet, hvilket også - måske uheldigvis for vores russiske forfatter - inkluderede skrifter, der var forbudte i Rusland under den revolutionsangste tsar Nikolaj 1. Heldigvis blev Dostojevskij benådet og sendt til fangelejr i Sibirien i stedet. Et ophold, der skulle komme til ændre Dostojevskijs forfatterskab på drastisk vis til det, vi kender i dag som Idioten, Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov, osv. I forhold til disse senere værker er ’Netotjka Nezvanova’ noget helt andet. Det er en fortælling, der viger fra det senere og mere kendte forfatterskab, da den er skrevet i hans ungdomsår, før hans fangenskab, men måske også allermest, fordi det er en roman om opvækst, kærlighed og svigt, der besidder en tone, der grænser til det romantiske. Noget, som ikke ses meget i hans senere værker, såsom Kældermennesket og ’Forbrydelse og straf’, der tværtimod har en nærmest kynisk stemning ved deres sprog.

Fattigdom står som noget af det mest centrale i ’Netotjka Nezvanova’, og dét - må man da sige - er gennemgående i hele Dostojevskijs forfatterskab. Hovedpersonen Anneta “Netotjka” vokser op i sin fordrukne stedfars, Jefimov, skygge sammen med sin fattige og syge mor, der tjener ind til familiens daglige brød, mens stedfaderen drikker det hele op på værtshuse. Alligevel er det Jefimov, stedfaderen, som Netotjka elsker mest af de to; en underlig og måske næsten upassende kærlighed der grænser til det lidenskabelige:

”Fra dette øjeblik begyndte jeg at føle en grænseløs kærlighed til min far, men en underlig kærlighed, som om det slet ikke var et barns. (…) Det forekom mig altid, at det var så synd for min far, at han var så forfulgt, så kuet og så stakkels, at det ville have været forfærdeligt og unaturligt for mig ikke at elske ham overalt på jorden, ikke at trøste ham, være kærlig ved ham og gøre mig umage over for ham, så godt jeg kunne.” 

Efter denne første del af hendes liv, hvor hendes forældre på tragisk vis ender i en ussel død, følger vi Netotjka videre gennem hendes opvækst, hvor fyrstedatteren Katjas rige familie tager den fattige og fortvivlede Netotjka til sig. Her udvikler Netotjka en ekstrem, kraftig og tærende kærlighed for fyrstedatteren, og de to indgår en romance. Denne romance ender kort og bittersød, da fyrstedatterens mor opdager det og slår det hen som upassende. Af denne grund overlader fyrstefamilien Netotjka til Katjas storesøster, Aleksandra - en trist og tvivlsom, men hjertelig sjæl. Romanens resterende sider finder sted her: I denne krakelerende plejefamilie, hvor Netotjka og Aleksandra plages af deres indre kvaler og Aleksandras mand. Igennem romanen lever Netotjka i dyb fattigdom, men også i stor rigdom. Hun bliver udsat for den mest uhyrlige form for svigt og beskidte kærlighed, men opnår også en moderlig kærlighed og omsorg. Hendes lidenskabelige kærlighed til hendes stedfar bliver misbrugt, men når hun føler denne lidenskabelige kærlighed for den unge Katja, bliver den taget imod og behandlet med omsorg.

Fælles for alle disse forhold er, at de for Netotjka rummer et forsøg på at slå sig ned og finde en identitet, men de modsatrettede oplevelser og skift gør det besværligt for Netotjka, og det er lige netop denne søgning efter identitet, der er det centrale i romanen. Det er nemlig ikke kun Netotjka, der søger en identitet. Stedfaderen er en fordrukken violinist med en glødende overbevisning om, at han er den dygtigste violinist i Rusland til trods for flere års musikalsk afholdenhed. Denne overbevisning forsøger han at opretholde for ikke at forfalde til fortvivlelse og miste sin selvforståelse.

Også den unge Katja er splittet. Efter Netotjka flytter ind i fyrstefamiliens hjem, begynder Katja og Netotjka at få privatundervisning sammen, og meget hurtigt står det klart, at Netotjka er den mest lærenemme blandt de to veninder, og Katjas familie lægger ikke låg på dette. Denne overlegenhed fra Netotjkas side, ser Katja som et angreb på hendes stolthed. Katja er splittet mellem sin strenge mor, der forventer resultater fra Katja, og den blide, sympatiske far, som ser Katja som sin helt egen øjesten. Her står Katja mellem to duellerende følelser: at ville opretholde sin stolthed, koste hvad det vil, og at smide alle hæmninger og omfavne den unge Netotjka med kys og proklamere: ”Jeg elsker dig!”. Disse duellerende følelser tvinger deres forhold ud i en arena, og den unge Katja falder syg af fortvivlelse.

’Netotjka Nezvanova’ er, som så mange andre værker i Dostojevskijs forfatterskab, kendetegnet ved nogle utroligt velskrevne og spændende personer. Det er i hans forfatterskab, at jeg personligt møder nogle de mest interessante og velkonstruerede, og ’Netotjka Nezvanova’ er et fantastisk eksempel herpå: den alkoholiserede stedfar, den usikre og sørgmodige Netotjka, og endda fyrstefamiliens arrige hund, Falstaff. Alle personer er levende og utroligt interessante. Desuden er ’Netotjka Nezvanova’ præget af den psykologiske realisme, der er karakteristisk for så mange af Dostojevskijs fortællinger - dog i et yngre stadie - og det er meget fascinerende at være vidne til. Det er opfriskende med en nyoversættelse af en gammel, men ikke glemt ungdomsroman af Dostojevskij, og hvis det ikke er forkælende nok i sig selv, så er det i henrivende oversættelse af Trine Søndergaard, som også har oversat andre værker af Dostojevskij, såsom ’Det døde hus’ og Hvide nætter.

Du kan aldrig gå fejl i Dostojevskijs forfatterskab - det beviser han gang på gang, og denne gang i form af ’Netotjka Nezvanova’.