Anmeldelse
Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov
- Log ind for at skrive kommentarer
Bliv klogere på kærlighed, religion og historie - og på hekse i denne fantastiske, fandenivoldske og fortryllende roman fra Moskva!
Det er umuligt at give en fyldestgørende anbefaling af denne roman. Men her er nogle punktnedslag: Hvad skete der i de dage, da Satan besøgte Moskva? Vi er i mellemkrigstiden. Satan, alias Woland, en sympatisk "menneskelig" Satan med kat og to assistenter. De infiltrerer teaterverdenen, demoraliserer og illustrerer jagten på materialismen ved at lade folket jagte ussel mammon i form af pengesedler, som kastes i grams om aftenen og næste morgen være ingenting. På samme måde kaster kvinderne alt til side for at iføre sig det nyeste outfit og næste morgen være nøgne.
Hvad foregår der inde i Pontius Pilatus migræneplagede hoved i de dage, da Jesus blev korsfæstet? Her er stof til en hel selvstændig roman om en spændende person, som nuanceret og smerteplaget skaber forbindelseslinje tilbage til Jesu tid. Samme Pontius Pilatus er også hovedperson og helt i Mesterens roman.
Centralt står den smukke kærlighedshistorie om Mesteren og Margarita. Den tilgivende kærlighed overvinder alt. Mesteren tvivler på sin roman, Margarita tror på den, og det skal vise sig at hun får ret: manuskripter kan ikke brænde. Hvad med kærligheden?
For mig er kapitlet om Det store bal hos Satan medrivende. Sådan må det bal bare foregå:
"Hurtigt efter hinanden tumlede tre kister nu af pejsen, revnede og faldt fra hinanden. Derpå fulgte en mand i en sort kappe, som straks fik en kniv i ryggen af den næste, som væltede ud af det sorte gab. Der lød et undertrykt skrig dernede. Et næsten opløst lig kom løbende ud af pejsen".
Foreliggende danske udgave er en oversættelse af den endelige og autoritative russiske udgave. Tidligere russiske udgaver var på grund af det religiøse indhold censureret og forkortet.
Det kan være svært at give sig i kast med en klassiker. Glem det! og kom ind i en verden, hvor tid og sted ophæves, hvor begreberne ondt og godt sættes ud af kraft, og hvor den eneste synd er begær. Du vil blive forført og henrykkes. Men læs den gerne mere end en gang!
Brugernes anmeldelser