Om kærligheden - og andre noveller

Anton Tjekhov skriver smukt, let og underfundigt om kærlighed og klasseskel i denne mesterlige novellesamling.

Oversætteren Jan Hansen har udvalgt og oversat historierne til samlingen her, som udkom første gang i 1988 på forlaget Cicero. Nu har Rosinante givet omslaget en ansigtsløftning og sendt den i kredsløb igen, ovenikøbet lige op til et Russisk værtskab for fodbold-VM. Det har de gjort ret i, for det er en herlig samling historier fra en sand mesterfortæller. Det var mit første møde med Tjekhov, og det har givet mig lyst til meget mere.

Der er både plads til humor og alvor i de 11 historier, hvoraf ’Et menneske i foderal’, ’Stikkelsbær’ og ’Om kærligheden’ er fortalt indenfor den samme ramme, som en slags suite. En alternativ og mindst lige så brugbar titel som ’Om kærligheden’ kunne være ’Om sociale skel’, for dette element indgår næsten hyppigere i historierne end kærlighed – forstået jf. forlaget som ”forholdet mellem mand og kvinde”. Hvad forfatteren selv mener om sine emner og personer, er det imidlertid ikke sådan at finde ud af. Tjekhov stiller ganske vist historien og personerne frem for læseren, men derfra er man på egen hånd.

I hver novelle bliver man præsenteret for en række personer i en eller anden situation i livet, hvor de foretager nogle handlinger, som har en slags konsekvenser for deres videre liv. Der er masser af handling, men ikke så meget action. Det kan måske lyde kedeligt, men det er det aldrig. Ikke hvis man er det mindste interesseret i mennesker.

Samlingen begynder med den ultrakorte historie ’Studenten’, hvor en ung, mandlig studerende er på vej hjem fra jagt og falder i snak med en enke og hendes datter. De taler om en evangelisk tekst, og det bliver en fin indgang til en samling noveller, der alle sammen kan minde lidt om netop en af Jesu lignelser, hvor den moralske dom over historien er helt og holdent overladt til tilhørerne/læseren, samtidigt med at man har en fornemmelse af, at fortælleren er helt på det rene med sine meninger, og den måde han giver dem form på.

I det hele taget har Tjekhov et sikkert greb om sproget. Hans sans for skriftlig timing kommer bl.a. til udtryk i ’Stikkelsbær’, hvor en mand fantaserer om et gods på landet:

”Disse fantasier var forskellige afhængigt af indholdet i de annoncer, han fik øje på, men af en eller anden grund indeholdt de altid stikkelsbærbuske. (…) – Livet på landet har mange fordele, plejede han at sige. – man kan sidde på altanen og drikke te, og i dammen svømmer ens egne ænder omkring, og der dufter så vidunderligt, og ... og så vokser der stikkelsbær. ”

På samme måde som stikkelsbærrene viser sig at være meget mere end et komisk virkemiddel, er de 11 noveller i ’Om kærligheden’ også meget mere end hvad de første gang ligner. Man vil kunne vende tilbage til historierne igen og igen, på forskellige tidspunkter i livet, og hver gang finde nye sympatier og nye indsigter. Dét er et af klassikerens kendetegn.