Vitello ønsker et ønske

Vitellos sædvanlige frodige opfindsomhed kommer til kort, da han ønsker sig en hund, men hjælpen kommer fra en uventet kant.

Charmerende og ukuelige Vitello med den vildtvoksende opfindsomhed, der ofte bringer ham i vanskeligheder, har for længst fået en trofast fanskare. Vitellos verden er et moderne rækkehuskvarter tæt ved ringvejen og et indkøbscenter. Her bor han sammen med sin mor, og han har et godt forhold til moderens ven Gregers. Mor er ingen supermor. Hun ryger og serverer gerne usund spaghetti med smør og riveost, men hun er en kærlig mor. Bogen afspejler en fin indsigt i barnesindet, men også en forståelse for den voksnes behov, der af og til er i konflikt med barnets. Niels Bo Bojesens ekspressionistiske tegninger og Kim Fupz Aakesons lune tekst er i perfekt samklang.

I lighed med mange andre børn ønsker Vitello sig en hund. Selv om hunde og børn kan have stor glæde af hinanden, er mor helt uimodtagelig over for hans plagerier. Som hun så rigtigt påpeger, skal kræet fodres og gås tur med, og den sviner med hundehår over det hele. Det gider hun ikke. Vitello giver ikke op så let. Vennerne Max og Hasse kan ikke hjælpe, men det kan møgungen William. Hans første forslag om et ønskeben giver ikke det ønskede resultat, men så er der jo stjerneskuddet, og det virker med garanti ifølge William.

Ergo tager Vitello sin dyne og sætter sig ud i haven om aftenen og venter på et stjerneskud. Så kommer Gregers på besøg, og han tager sig tid til at sætte sig ned og snakke med Vitello. Det viser sig, at Gregers har tænkt sig at anskaffe en hund. En perfekt og realistisk løsning, for så kan Vitello besøge hunden, så tit han har lyst. Hvad mor siger til det arrangement, nævnes ikke, men så længe Gregers bor for sig selv, går det vel an. Vitello er nu engang Vitello, så han bliver siddende lidt endnu. Stjerneskuddet skulle nødigt gå til spilde, for han kunne jo ønske sig en papegøje, der kunne bande!

Både børn og voksne må overgive sig til Vitello-bøgernes humor, som aldrig er på barnets bekostning. Bøgerne er upædagogiske på den gode måde. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved Vitellos meriter, der er helt i børnehøjde og udspringer af en naturlig barnlig egoisme, der dog nødvendigvis må afføde en voksenreaktion i visse situationer. Ligesom de øvrige Vitello-bøger er denne bog meget indbydende og oplagt til oplæsning fra ca. 4 år. Den hører ikke til den allerførste begynderlæsning, men den vil appellere til de selvlæsere, der er kommet lidt videre.