Bog

En julehistorie - og så alligevel ikke

Af (
2019
)

Anmeldelse

En julehistorie - og så alligevel ikke af Kim Fupz Aakeson

28 okt.19

En grum og sjov nissehistorie, der heldigvis ender rimelig lykkeligt.

Pak alle dine rosenrøde forestillinger væk om, hvad nisser laver, når det ikke er jul. I Kim Fupz Aakesons ultramoderne julehistorie får vi bagsiden af medaljen ved at være en sæsonvare, som nisser jo er. En herligt anderledes og sjov julehistorie for både voksne og børn fra ca. 5 år.

Hvad laver nisser, når der ikke er jul? Svaret er ikke for sarte nissefans, for nisser lider rent ud sagt en kummerlig skæbne og ryger ud i kulden, når juleaften er ovre. De har ingen steder at bo, ingen penge og må hutle sig gennem tilværelsen, indtil de bliver populære igen. Hvis du hører noget pusle ude ved skraldespanden en aften, så er det nok nogle sultne nisser, som leder efter mad.

Historien følger Nissen, som må finde sig i lidt af hvert og blandt andet tage job som kanonkonge i et cirkus og skilteholder udenfor et supermarked. Men hver gang går det galt, for folk synes han er en underlig lille en, som man skal holde sig fra, eller også får han pip i nissehuen og siger selv op. Da Nissen møder en ældre herre, som rent faktisk godt kan se, at han er en rigtig nisse, inviteres han med hjem for at fejre juleaften. Da julen er ovre, ja så ender Nissen med at blive boende hos manden, for manden er noget så glemsom og tror, det er jul hver morgen, når han vågner og ser Nissen.

Rasmus Bregnhøis umiskendelige streg ledsager historien, og der er mange skæve og skøre detaljer at gå på opdagelse i. Selve historien går lidt længere end lignende historier til de mindre børn, idet der både er druk og provokerende opførsel med i historien, men for de lidt større børn er det blot med til at gøre historien uhøjtidelig og hylemorsom. Jeg må sige, at jeg fik mig et godt grin med denne historie, især i afsnittet hvor Nissen ser to dumme havenisser i en have og smider dem ud, så han selv kan overtage tjansen. Men jeg venter nok lige lidt med at læse historien for min datter, som endnu lever i lyksalig uvidenhed om nissers kummerlige skæbne 11 måneder om året.

Bogdetaljer

Graphic
Rasmus Bregnhøi
ISBN
978-87-11-41168-1
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer