Bog
Barnets Bibel : bøgernes bog for børn
Af
(
2021
)
I et pragtfuldt værk gendigter Aakeson velvalgte bibelfortællinger, så de kommer læseren ved og demonstrerer fortællingernes urkraft.
I et pragtfuldt værk gendigter Aakeson velvalgte bibelfortællinger, så de kommer læseren ved og demonstrerer fortællingernes urkraft.
Anmeldelse
Barnets Bibel : bøgernes bog for børn
- Log ind for at skrive kommentarer
I et pragtfuldt værk gendigter Kim Fupz Aakeson velvalgte bibelfortællinger, så de kommer læseren ved og demonstrerer fortællingernes urkraft og almenmenneskelige relevans.
At gendigte bibelens barbariske og mystiske historier, så den giver mening i børnehøjde er en svær kunst. Kim Fupz Aakeson formår på smukkeste vis at give liv til de tusinder år gamle teksters almengyldighed for børn. I et vidunderligt levende sprog fører forfatteren børnene gennem 60 af det gamle og det nye testamentes beretninger. I skabelsesberetningen er Gud i sproget forvandlet til en sand håndværker, der triller, ælter, rører, former og maler verden frem for læseren.
På omslaget af 'Barnets Bibel' sidder en langhåret, venligt udseende mand omgivet af børn, der lytter opmærksomt. Man bliver nysgerrig efter at høre, hvad det er for spændende historier, der bliver fortalt. Og sådan er det hele vejen igennem. I tæt samarbejde med illustrator Signe Kjærs streger lykkes Kim Fupz Aakeson så fremragende godt i sin formidling, at man som læser hele tiden er tryllebundet af både tegninger og ord, fortælling efter fortælling, også selvom indholdet er velkendt.
Bibelfortællingerne handler om menneskers ondskab, en gud, der straffer, brænder byer ned og drukner folk, om kærlighed og troen på det gode, selv når alt ser allersortest ud. Bibelen er også historien om alle menneskets svære følelser som misundelse, jalousi, griskhed, sorg og angst blandt andet og om det største af alt, kærligheden, der kan være stor og svær.
Kim Fupz Aakeson skåner ikke sin barnelæser for de grusomste historier, men små metatekster tager brodden af det grumme, som da den egyptiske farao ser sig gal på israelitterne og vil, at alle drengebørn skal kastes i Nilen og blive krokodilleføde, og der bliver fulgt op med kommentaren ”Sikke noget at gøre”. ”Ingen ved, hvad Gud tænkte”, står der efter beretningen, hvor Abraham var villig til at ofre sin søn Isak i sin tro på Gud. De små kommentarer indbyder til refleksion og samtaler, der opstår i kølvandet på mange af historierne. Hvordan havde Isak det mon efter at have ligget med panden mod en sten under sin fars hævede sabel?
Forfatteren lader de udødelige fortællinger udspille sig, så børn kan relatere til dem som magiske fortællinger, som eventyrlige, spændende og dramatiske beretninger om følelser, vi alle kender om de vigtigste ting i livet, heriblandt kærlighed, som grundforudsætningen for al menneskelig sameksistens nu og dengang.
Dette er virkelig en bog, hvor der kræses for detaljerne lige fra bogryggens prægede bogstaver, papirets kraftige kvalitet og de mange veludførte illustrationer til det mesterlige sprog.
Kender man ikke Kim Fupz Aakeson i forvejen, så kan det varmt anbefales at gå på opdagelse i de mere end 70 børnebøger, han har udgivet. Han er (blandt meget andet) en børnebogsforfatter i særklasse.
Brugernes anmeldelser