Bog

Heks!

Af (
2015
)

Anmeldelse

Heks! af Kim Fupz Aakeson

01 dec.15

Humoristisk, skørt og fantasifuldt. Det er Kim Fupz Aakeson når han er allerbedst i denne fortælling i børnehøjde om et for mange børn meget aktuelt emne; skilsmissen og fars nye kæreste.

Af Susanne Dahl Jensen

’Heks!’ er en helt fantastisk historie om en helt almindelig dreng, der på skift bor hos mor og far, som er skilt, og det hele går egentlig ganske fint. Indtil den dag drengen skal møde fars nye kæreste for første gang. Han er ikke videre begejstret ved tanken og diskuterer det også med veninden Rosa nede på legepladsen. Vender det også lige med mor for at høre om hun er ok med det. Men pludselig en eftermiddag, hvor far beder drengen om at åbne døren, står hun der. Heksen, som er fars nye kæreste. For det er en heks, der står der udenfor døren med grønt, stridt hår, rådne tænder, vorte på næsen og spids hat, men hans far kan bare ikke se det, og drengen forstår det simpelthen ikke.

Hvordan kan han undgå at se, at hun er en vaskeægte heks? Hun må jo have forhekset ham, og inden drengen får set sig om, er heksen flyttet ind hos far – som ved et trylleslag. Rosa siger, at de må forsøge at afhekse hende, men det går ikke helt som planlagt. Dog bliver heksen alligevel afhekset og forvandlet til en helt almindelig dame med brunt hår og pæne tænder. Men ingen Kim Fupz Aakeson historie uden en krølle på slutningens hale – og den må I læse jer til.

Historien kan så absolut også læses, selvom man ikke er skilsmissefamilie. Den fantasi og undren, som Kim Fupz Aakeson skriver frem hos drengen, er det, der gør historien til en humoristisk, varm og charmerende fortælling, om det at være barn i en til tider besværlig voksen-verden og i dette tilfælde at være i en skilsmisseramt familie.

Kim Fupz Aakeson kræver nok ikke den store præsentation. Siger man ’Vitello’, så er de fleste med, da den opfindsomme og til tider umulige dreng nærmest har fået stjernestatus og er blevet hver mands eje. Kim Fupz Aakeson har et stort forfatterskab bag sig både af børne- og voksenbøger og filmmanuskripter. Illustrator Rasmus Bregnhøi har illustreret en del af Kim Fupz Aakesons børnebøger og andre kendte forfatteres børnebøger, samt egne billedbøger. I ’Heks!’ har de sammen lavet en skøn billedbog, hvor tekst og billeder passer fantastisk sammen, idet historiens humor ses ligeså tydeligt i billederne som i teksten. Læs og bliv underholdt!

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51747534
ISBN
978-87-02-16978-2
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer