Jeg fortæller en krig

Håbefuld og klog billedbog om, hvordan kærlighed og begavet barnelogik kan nedbryde enhver tanke om krig.

Barnet vil høre en godnathistorie, og forælderen vil gerne fortælle et dejligt eventyr. ”Ellers tak”, siger barnet ”Jeg vil høre en grusom historie, der skal være soldater, geværer, hunde med skarpe tænder, ild, røg, aske, sådan en historie, en historie om krig.”

Billedbogen indledes med et billede af en stor mørk port, som man ikke rigtig ved, om man tør træde gennem. På næste side svæver et par mørke bekymrede øjne. Man ved ikke helt, hvad man kan forvente, der sker…

Forælderen fortæller en historie om de 1000 soldater på den ene side af bjerget og de 1000 soldater på den anden side, som starter en krig. Barnet spørger nysgerrigt ind til, hvad der egentlig sker i en krig, og forælderen fortæller om bomber, geværer, afbrændte huse og døde mennesker. Barnet mener ikke, at soldaterne har brug for bomber, da det jo er en lille by. ”Men hvad med folk der bor i husene?”, spørger barnet. Med svaret følger et kort øjeblik af stilhed, og barnet tilføjer derefter, at soldaterne ikke har geværer, men kæppe og sten i stedet.

Længere henne i fortællingen overtager barnet, og siger at 1000 soldater er alt for mange. Det er jo bare et lille bjerg. Der er kun 10 soldater i alt. 5 mod 5 og 1 hund på hver side. Soldaterne er forpustede af at gå op ad bjerget og smider deres våben fra sig. Derfor er de nødt til at slås med knytnæver, men indbyggerne stiller sig bare imellem dem, så de ikke kan nå hinanden, og hundene vil bare lege pind. Slutteligt krammer alle, fester og klapper hundene. Se, det er et rigtigt eventyr.

Det er en vanvittig klog og fin billedbog. Voksenkrig er ond, men heldigvis har børnene løsningen. Forælderen ender med at få en historie fortalt af sit barn. En barnehistorie om krig, der viser, hvordan man afvæbner en sådan. Fortællingen vendes på hovedet, så den i stedet kommer til at handle mest om kærlighed, og barnets undren er med til at pille det forfærdelige fra hinanden.

Margrethe Kjærgaard er en imponerende illustrator, der kan frembringe både uhyggelige mørke kranier og lyse, lette stemninger nærmest på en gang. Enkelte steder kan man folde siderne ud, så krigens ondskab og tomhed får lov at fylde. Bogens forside er et glimrende eksempel på kontrasterne, hvor man ser den lille by på bjergtoppen, der er delt midtover mellem en deprimerende s/h-tegning og en farvestrålende tegning med lyserøde skyer og en enorm lyserød blomst, der vokser over hustagene.