Søndag

Kærligheden i alle dens afskygninger kommer under herlig, politisk ukorrekt behandling i Aakesons fortælling, der på én gang møder børn i øjenhøjde og prikker kærligt til de voksne.

Når man læser bøger for sine børn (eller børnebørn, venners børn etc.), kommer man slet ikke udenom Kim Fupz Aakeson, og så er man i virkeligt godt selskab - barn som voksen. Hans bøger er i den grad blevet moderne børnebogsklassikere, og hans skæve og humoristiske fortællinger for børn er altid solidariske med barnets oplevelse af verden, og det synes jeg er et meget sympatisk træk. Samtidigt er beskrivelserne af de voksne så realistiske, at man, hvis man tør, kan genkende sig selv som de lidt fraværende og ikke altid lige overskudsagtige eller politisk korrekte forældre. Sådan er det også med billedbogen Søndag.

Billedbogen Søndag er fortællingen om drengen Torsten, der skal være storebror. Det får ham til at tænke over, hvad kærlighed egentlig er. Det helt store spørgsmål for Torsten er, om man (læs: forældrene) kan elske flere på én gang? Billedbogen runder mange ’hverdagssituationer’, hvor kærligheden har den altafgørende rolle. Fupz Aakeson er dejlig politisk ukorrekt, f.eks. bliver Torsten nødt til at spørge faren, om han stadigt elsker mor, for han kaldte hende engang ”en sur kælling”. Han bliver også nødt til spørge moren, om hun egentlig elsker far, også selvom han lugter af cigaretter.  

I Torstens søgen på kærlighedens væsen, kommer der også andre vinkler på kærlighed, f.eks. har farmoren mistet et barn for mange år siden, og sorgen over lille Gorms død og ikke mindst kærligheden til ham er stadigt en del af farmorens liv. En anden vinkel er forældre, der bliver skilt og ikke mindst det at få nye halvsøskende. Det er det, der sker for Torstens værsteven Willy. Willys ’lortefar’ har fået en ny kone og et nyt barn, og når moren stadigt er ked af at være blevet forladt, så er det ikke altid nemt at være Willy. Underliggende er der også en fin fortælling om børns kærlighed til venner. Torstens bedste ven Jonas er flyttet til Bramming og nu er der kun Willy tilbage, og Willy har som bekendt sit at slås med.

Samarbejdet med illustrator Eva Eriksson er utroligt vellykket. Hendes bløde og underspillede illustrationer kan ikke provokere nogen, og det milde og afdæmpede i billederne giver Fupz Aakeson et spillerum til at prikke til forældre og andet godtfolk, og ikke mindst vise tiltrængte, alternative vinkler på børns oplevelse af verden.