Bog

Læseren

Af (
1998
)

Anmeldelse

Læseren af Kim Fupz Aakeson

01 jun.07

En tryllekunstner og en tankelæser er hovedpersonerne i denne letlæste roman om mennesker og deres særheder.

Harry er tryllekunstner. En dag møder han drengen Bent, der kan læse tanker. Bent har boet til leje hos Harrys bror, som nu er død. Harry har arvet huset, og da det går op for ham, at Bent kan læse tanker, aner han straks et godt nummer.

Bent er en meget genert ung mand, måske pga. sin særlige evne. For når han ser folk i øjnene, kan han læse deres tanker – både de pæne og de grimme. Så Bent holder sig for sig selv. Men Harry får alligevel overbevist Bent om, at de kan lave alle tiders tankelæsernummer, og når Bent bliver rig og berømt, kan han få succes hos pigerne.

Omkring de to er et mylder af personligheder. Harry har sin bekvemmelighedskæreste Alice, som han kommer hos et par gange om ugen. Hun vil gerne have mere, men tør ikke sætte Harry stolen for døren.

Harrys manager, Christian Høgsbro, er en mand med sans for forretning. Alligevel lader han sig charmere af den yndige Tine, som gerne vil være stripper - en beslutning med konsekvenser i forholdet til hans kone, Ingrid.

Og så er der også tv-værten Lasse Duus, som har problemer på hjemmefronten, Harrys læge Willemoes som bestemt ikke tror på tankelæsere, stripperen Tine der så gerne vil have et normalt liv sammen med sin datter og mange flere skæve og interessante personer.

Kim Fupz Aakeson har med ”Læseren” skrevet en roman om menneskelige svagheder, men med et øje for de sympatiske sider, personerne alligevel har. Harry beskrives som en på mange måder ubehagelig eller måske nærmere irriterende mand, men når det kommer til trylleriet, brænder han så stærkt for det, at man alligevel føler for ham.

Bent er en næsten gennemsigtig person, som pga. sin evne ikke kan være tæt på nogen mennesker. Han knytter sig dog til Alice, som betragter ham som et normalt menneske trods hans evne til at læse tanker. Bent er også fascineret af Tine, som han drømmer om en fremtid med. En drøm som får en sørgelig udgang.

Romanen er letlæst og underholdende, og den beskriver ganske godt, hvordan vi mennesker omgås uden at kende hinanden rigtigt. Men også hvilke konsekvenser det kunne få, hvis vi pludselig blev i stand til at ”læse” hinandens inderste tanker.

Egentlig synes jeg godt, Kim Fupz kunne have uddybet sin idé lidt mere, for han borer ikke så dybt under overfladen, men romanen hænger sammen, og den fortæller sin historie overbevisende - trods min lille anke.

Gyldendal, 1998. 176 sider

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
22036602
ISBN
9788700322387
Antal sider
176

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer