Det er lige meget

Agota Kristof blander det groteske, mystiske og mørke med følsomhed og sort humor.

Agota Kristofs novellesamling 'Det er lige meget er en samling af nogle af forfatterens tidlige noveller. Det vrimler med død, genfærd og hjernevridende hændelse, men også med drømme, længsler, håb og begær. Nogle af novellerne er meget realistiske, men de fleste bærer et eller andet præg af noget absurd, mærkeligt, mystisk eller uhyggeligt. 

Kristof spinder og drejer tingene, så vi først tror et, men senere forstår noget andet. Inde bag de nogle gange mystiske hændelser i novellerne skriver Agota Kristof i virkeligheden om nogle meget relaterbare og almenmenneskelige emner. Hun skriver bl.a. om identitet, død, sorg og tab. Om relation mellem forældre og børn, om slægtsskab, om at finde hjem og om kærlighed. Kristof skriver om alle de måder, vi lyver for os selv på.

Flere steder spiller byer, huse og gader en meget stor rolle. Barndomshjem og gader bliver næsten levende, og det er ikke svært at se sammenhængen mellem denne forfatter, der tidligt måtte forlade sit barndomshjem og senere flygte, og så disse temaer om hjemstavnen eller barndomshjemmet. Særligt temaet om hjemstavn og slægter behandles i den sidste novelle, hvor en datter skal begrave sin far og længes efter, at han kan blive begravet i sin barndomsby, skønt hun aldrig har set den og aldrig selv har vist sine børn sin egen barndomsby, hvilket skaber en slags sorg mellem slægterne. Der er mange, der lever kummerligt, dør eller endda myrdes i denne samling og også krig berøres subtilt. Man fornemmer en forfatter, der har levet med disse ting tæt på livet.

Agota Kristof skriver kort og kompakt og som altid med stor styrke og ligefremhed, der bærer sin egen brutalitet i sig. En enkelt sætning kan bære enorm betydning, forskellige betydninger endda, kompleksitet og smerte. Stilen er nogle steder meget eksperimenterende og absurd og bærer præg af mytisk stof og mundtlige fortællinger, der genfortælles. Flere af fortællerne i novellerne henvender sig direkte til et du eller jer, som gør læseren sært i tvivl om, hvorvidt bogen taler til én selv eller til en anden, og hvem denne anden er. Historierne tager overraskende drejninger og mange ting fremstår som én ting, men er noget andet. Nogle historier virker, som om de taler om noget meget konkret og jordnært, men er så i virkeligheden meget mere abstrakte, som en indbrudstyv, der viser sig måske at være selve tidens gang.

Agota Kristofs noveller behandler mange emner. Der er mange fortabte mænd i disse fortællinger, som leder desperat efter en vej hjem til et hjem, som ikke længere eksisterer, og som ikke kan findes. Hun fortæller om folk, der mister deres liv til tidens gang, til desperat søgen eller som en slags lønslaver. Tilfældigheder eller små og store valg forandrer disse folk. Hun skriver om kønsroller i ægteskab, barnets uskyldstab, tidens gang, kærlighed og had. Døden er mange steder i samlingen som en sorg og et tab, men også som frihed, som afslutning og gentagelse, begyndelsen og enden, liv og død, evighed og meningsløshed.

Nogle af teksterne er ganske korte og fremstår som en forfatters små eksperimenter, andre er længere, mere udfoldede, og derfor er det nemmere at fordybe sig i dem. Agota Kristof skriver som vanligt godt, skarpt og rørende, men samlingen er lidt ujævn, så hvis man er ny i forfatterskabet og ønsker at dykke ned i det, vil jeg i første omgang anbefale Analfabeten.