Anmeldelse
Vinden kender mit navn
- Log ind for at skrive kommentarer
Isabel Allende udforsker og sammenvæver to børns barske flygtningeskæbner på tværs af årtier og landegrænser i bevægende roman.
Romanen indeholder to spor. Det første løber i Wien i 1938, hvor vi følger 6-årige Samuel Adler, der bor med sine forældre i en lejlighed. Under Krystalnatten forsvinder Samuels far, og sammen med sin mor bliver Samuel skjult af en ældre mand, som altid har elsket at lytte til Samuels fine violinspil. Da jødeforfølgelserne intensiveres, sender Samuels mor ham med Kindertoget, der transporterer jødiske børn til England, uden andet end sin elskede violin.
80 år senere i 2019 flygter den 6-årige blinde pige Anita Díaz med sin mor fra El Salvador til USA. Men intet bliver, som de havde troet. I USA bliver de skilt på grund af nye politiske regler, og Anita havner på et børnehjem, hvor hun savner sin mor og farmor, der altid fortalte hende eventyr. På børnehjemmet begynder Anita at føre hemmelige samtaler med sin opdigtede veninde, Claudia, der viser sig at have været hendes lillesøster, for at have nogen at dele hverdagen med og overleve savnet af sin familie.
I USA møder vi også Selena Dúran, som er socialarbejder for Projekt Magnolia, der hjælper flygtninge og indvandrere. Sammen med advokaten Frank Angileri, der arbejder for samme projekt i sin fritid, vil Selene hjælpe Anita med at genfinde sin mor.
I ’Vinden kender mit navn’ tager forfatteren os med til grænsebyen Nogales, der er halv mexicansk og halvt amerikansk, videre til El Salvador og helt til Wien. Man er på rejse gennem hele følelsesregistret, og Isabel Allende viser os, at på trods af menneskelig ondskab og fortvivlelse, eksisterer der både anstændighed og håb. Isabel Allende blander fortid og nutid, og lader immigranten Samuel Adler og flygtningen Anita Díaz mødes i USA og beskriver herigennem flygtningetraumerne og grusomheden i at adskille familier.
Historiens to hovedpersoner er Samuel, der undslipper det nazistisk besatte Wien i 1938, og Anita på samme alder, som slipper væk fra morderiske militærbander I El Salvador i 2019. Desværre oplever Anita Díaz ikke samme omsorg i USA, som Samuel Adler møder hos sin engelske plejefamilie, og hun må derfor søge trøst i sin familiære eventyrverden.
Isabel Allende er dronningen af sydamerikansk litteratur, og hendes historiske romaner indeholder kærlighed, men også masser af politisk uro. Hun formår at væve historiske begivenheder, politik, undertrykkelse og fabler sammen i fortællinger, der både bevæger og oplyser.
Brugernes anmeldelser