En isbjørns erindringer

Verden ifølge isbjørnene. En fascinerende, filosofisk og charmerende historie, fyldt med humor og kloge betragtninger om kunst og kærlighed og om livet som flygtning.

Matriarkisbjørnen optræder i et statscirkus i Moskva, hun er en dygtig artist, men da hun en dag får lyst til af lære den latinamerikanske måde at danse på, træner hun så meget, at hun ødelægger sine knæ og bliver flyttet til forvaltningen af cirkus som kontormedhjælper. Hun lærer at skrive, og hun får stor succes med sin selvbiografi. Men efterhånden giver hun udtryk for mange synspunkter, som ikke passer sovjetstyret og da hun en dag får en invitation til at deltage i et projekt med plantning af appelsintræer i Sibirien, går det op for hende, at det er vist er på tide at drage i eksil i Vestberlin. Derfra går turen til Canada, hvor der er dejlig koldt.

Hun får en datter, Tosca, og hendes mor mener, at Tosca har størst chance for at gennemleve sin drøm om at blive balletdanser i et socialistisk land, og derfor rejser de til Østtyskland. Men Tosca bliver ikke balletdanser, i stedet bliver hun hyldet sammen med sin dyretæmmer i et nummer kaldet dødskysset. Toscas historie fortælles dels af hende selv og dels af hendes dyrepasser Barbara, som også bliver hendes veninde.

Tosca føder tvillinger, den ene dør hurtigt efter fødslen, men den anden søn, bliver sat i pleje, da Tosca ikke har tid til at tage sig af ham, hun vil hellere skrive. Sønnen er den nuttede Knut, som vi vist alle kender fra Zoologisk Have i Berlin., hvor han i en del år var Tysklands mediestjerne. Knut bliver passet af Matthias, og der udvikler sig et helt specielt forhold mellem de to. Alt går godt, indtil den dag, Knut er kommer til at kradse Matthias voldsomt under deres leg, og deres fælles optræden må derfor slutte. Efter denne dag bliver Knut mere og mere ensom.

Yoko Tawadas bog kan læses på mange planer, og den indeholder mange temaer. Den kan læses som et filosofisk værk om forholdet mellem mennesker og dyr. Der er betragtninger om at være i flygtning og i mindretal, da mormoren bliver nødt til at forlade Vestberlin, da hun bliver forfulgt af nynazister. Den kan desuden læses som en politisk fortælling om, hvordan styret til enhver tid kan bruge kunsten. Toaca tager til DDR fordi hendes optræden siger noget om, hvad styret kan præstere i forhold til styrke og disciplin. Knuts historie viser at man ikke længere har brug for cirkus for at tiltrække sig opmærksomheden, men han kan bruges af miljøforkæmpere for et bedre klima, for hvis isen smelter, er der jo ikke mere plads til isbjørne som Knut.

Sproget er et helt kapitel for sig, her er mange pudsige udtryk, som fortæller om hvordan isbjørnen ser verden – Knut lægger mærke til at hans dyrepasser og lægen tilhører den fingerforlængende art, (når de tager en blyant eller en ske i hånden). Og en direktør er tungtvejende, både tung og vigtig.

Yoko Tawada, som er født i Japan, flyttede som helt ung til Tyskland. ’En isbjørns erindringer’ er den første af hendes mange værker, som er oversat til dansk. Hun bliver spændende at følge fremover.