Analfabeten

‘Analfabeten’ er Agota Kristofs selvbiografi om en hård tilværelse som ungarsk flygtning i et fransktalende Schweiz. På få sider formår Kristof at fortælle en upoleret, barsk og fragmenteret livshistorie.

Jeg er overbevist. Efter at have læst ‘Analfabeten’ af Agota Kristof er jeg overbevist om, at Kristof er en af de største litterære skikkelser, vi har haft i nyere tid. Uden at have læst bøger som ‘Det store stilehæfte’, ‘Beviset’ eller ‘I går’, var jeg i tvivl om, hvad jeg trådte ind til, som en nybegynder i Agota Kristofs forfatterskab. Men lad mig da lige sige: Hold da op hvor kan hun skrive! ‘Analfabeten’ er en kort bog, men på gyldne 74 sider har den åbnet mine øjne for Agota Kristofs litterære univers.

Selvbiografien tager sit udgangspunkt i Kristofs barndom ved en lille landsby i Ungarn. Hun fortæller kort, om hendes fattige opvækst med sine forældre og to brødre, og om den besættelse hun har haft fra spæd: at læse alt, hvad hun kunne komme i nærheden af. Hendes skrivelyst, der nærmere kom til hende som en nødvendighed, starter under hendes kostskoleophold. I bogen fortæller Kristof, at hun skriver for at overleve, for at kunne leve under den smerte, der ligger i at være sendt væk fra sin familie, leve alene i fattigdom og være på kostskolen, som hun allerhelst vil være foruden:

”Når jeg, adskilt fra mine forældre og mine brødre, flytter ind på kostskolen i en ukendt by og opdager, at der kun findes en eneste mulighed for at udholde adskillelsens smerte: at skrive.”

Som 21-årig må den ungvoksne Agota Kristof flygte fra Ungarn under Den Ungarske Opstand i 1956. Hun ender i Neuchâtel, en by i den fransktalende del af Schweiz, og med mand og barn er det her, hun kommer til at leve resten af sit liv. Her starter hendes rejse, som en ”analfabet”. Det er i Neuchâtel, at hun lærer om ”Analfabetens udfordring”, og hvor frygten for at glemme sit modersmål finder hende:

”Det er derfor, at jeg også kalder fransk et fjendesprog. Der er også en anden grund, den mest alvorlige: Dette sprog er i gang med at dræbe mit modersmål.”

‘Analfabeten’ er en historie om Agota Kristofs tilblivelse som forfatter, hvordan hun måtte tilvænne sig et ”fjendesprog”, tage det i brug og skrive på det. Men måske endnu mere er det en historie om et folk og om en tilværelse. En tilværelse som flygtning og en historie om et Ungarn i efterkrigstiden, som et land på højre side af jerntæppet. Kristof har skrevet en dybfølt selvbiografi, der igangsætter tanker til fordybelse og fortæller historien præcis, som den er.