Anmeldelse
A clockwork orange af Anthony Burgess
- Log ind for at skrive kommentarer
Beethoven, mælkebarer og grundløs vold i en dystopisk roman spækket med etiske dilemmaer
15-årige Alex og hans drugger hærger nattens gader, slår, slår ihjel og voldtager. Under en aktion bliver Alex forrådt af sine venner og anholdt af politiet – ikke for første gang. Men denne gang har han begået et mord og må ind og ruske tremmer, egentlig i 14 år, men han er så ’heldig’ at blive udtaget til et nyt helbredelsesprogram, der skal gøre ham til et nyt, ikke-kriminelt menneske.
Efter 14 dage med Ludovico-metoden er han et helt nyt menneske, der afskyr vold. Alene tanken om det giver ham voldsom kvalme, og at tænke på noget godt bliver således hans hurtige vej til lindring. Og hokuspokus: Alex er kureret og en sund og god samfundsborger.
Helt så ligetil er det naturligvis ikke, og Burgess provokerer og giver os grå hår af de mange etiske dilemmaer, han bringer i spil. Hvad er der tilbage af et menneske, der ikke længere kan vælge mellem godt og ondt? Og hvem er god og hvem er ond, når lovens lange arm er lige så blodindsmurt som de mange banders, der raserer i nattelivet? A Clockwork Orange er et formidabelt portræt af en politistat med fuldmagt, og som Themsen i London løber en stemning af frygt gennem bogen.
Hvor det stemningsskabende element i Kubricks film fra 1971 i høj grad var det små-bizare lydspor, er denne rolle i Burgess roman sproget, særligt det slavisk-angloamerikanske slang-sprog natsat. Efter kort tid vænner man sig til de uvante ord, og de får en fremtrædende rolle ved at stadfæste etikkens og temaernes eviggyldighed. Burgess er en sprogtekniker af rang og beviser det mesterligt i denne foruroligende roman.
A Clockwork Orange strutter af humor, skørhed og skævhed og er en isnende fornøjelse. Med sine mange spørgsmål og få svar leverer Burgess og bogen CO2-neutralt tankegods til langt ud i fremtiden. Den giver mulighed for flere, mangesidede læsninger, og der er masser af kød at skære i.
En original og evigt relevant dystopi.
Analyse
Burgess, Anthony - A Clockwork Orange
Når vold kun er for sjov, nærmer vi os psykopatens blik på verden. Fraværet af empati udgør en typisk figur i fiktionen, men volden reduceres sjældent til ren underholdning. I litteraturen har volden gerne både en æstetisk og en samfundskritisk dimension. Hos Anthony Burgess (1917-1993) i 'A Clockwork Orange' (1962) beskrives den psykopatiske vold som et fænomen, vi ikke er i stand til kontrollere på trods af, at samfundet uden tvivl er med til at producere den.
Burgess nyskabende science-fiction roman har dybe rødder i tressernes forestillinger om det repressive samfund, men portrættet af den psykopatiske ungdom er ikke blevet mindre relevant med tiden. I lyset af nutidens udvikling fremstår 'A Clockwork Orange' som en visionær og højaktuel roman.
Det kan være svært at forstå, men happy slapping er kommet til Danmark. De fleste har nok hørt om sager, hvor tilfældige forbipasserende prygles af unge, som oven i købet filmer løjerne på deres mobiltelefoner. I 'A Clockwork Orange' møder vi 15-årige Alex og hans tre kumpaner, som opkvikket af diverse stoffer praktiserer ultra-vold på tilfældige mennesker, de bryder ind hos eller møder på gaden. De fire venner forlyster sig med hæmningsløs vold.
Handlingen finder sted i et futuristisk rum. Det understreges med en række hverdagsmarkører, men især ved drengenes mærkværdige teenage-slang, Nadsat, et opfindsomt mix af slaviske og engelske gloser. De afsluttende sider i den danske udgave af romanen præsenterer en mini-ordbog over Nadsat, hvis man har brug for assistance under læsningen. Hos Burgess kræver det minimum en ordbog at forstå ungdommen, som er kendetegnet ved det excentriske, mens især Alex fremstår som en veritabel psykopat, idet han gouterer både ultra-vold og Ludwig van Beethovens (1770-1827) symfonier med samme fordrejede smagsløg.
Den fascinerende roman kan læses på ingen tid. Bogen falder i tre dele, som alle er under tres sider. I første del introduceres drengenes univers, og Burgess gennemspiller en række voldsscener, som ikke virker synderligt voldsomme, men alligevel resulterer ét optrin i mord, hvorfor Alex må en tur på anstalt i romanens anden del. Her følger man en reformeringsproces, hvor hovedpersonen udsættes for en ny medicinsk teknik, Ludovico-metoden, som skal kurere de psykopatiske tilbøjeligheder.
I tredje del ser man konsekvenserne af de avancerede medicinske tiltag, og til slut i bogens finale indser nu 18-årige Alex, at ungdommens vilde tid er slut – tilværelsen som voksen med børn og ægteskab venter. På et overfladisk niveau udvikler romanen sig skematisk, men 'A Clockwork Orange' kan ikke reduceres til simple litterære formler. Alene volden får aldrig en entydig profil. I romanen udsættes karaktererne for vold på en lang række områder, og i det hele taget skriver Burgess i et undvigende toneleje, som undgår dogmatiske moraler.
Anthony Burgess skrev ikke kun om excentriske personligheder; han var selv én af slagsen. 'A Clockwork Orange' er mere end bare en god bog. Romanens fortælling omgrænses af flere selvstændige historier. Hvis man studerer beretningerne om forfatterens livsstil, støder man på et mytologisk forbrug af tobak, spiritus og kvinder.
Den sproglige opfindsomhed i 'A Clockwork Orange' kommer ikke ud af ingenting; den britiske forfatter mestrede selv utallige sprog, en evne han opøvede, mens han arbejdede i tidligere britiske kolonier. På sit dødsleje var han god for adskillige millioner, og han ejede pragtvillaer i næsten enhver afkrog af verden. Som forfatter var han uhyre produktiv, men rigdommen blev også genereret ved en evig flugt fra skattevæsnet, en samfundsinstitution, han betragtede som det rene tyveri. I det hele taget var Burgess stor i slaget, og endnu et rygte fortæller, at han virkede som spion under den britiske krone.
I 'A Clockwork Orange' lurer tragedien lige under overfladen, og sådan er det også med Burgess eget liv. Da han i 1959 fik konstateret en dødelig kræftsvulst, opfandt skolelæren, John Wilson, sig selv som forfatteren, Anthony Burgess, idet han tog sit mellemnavn i brug. Han ville tjene en formue til sin kone, Lynn, før sin død. Men stik imod alle odds overlevede Burgess mirakuløst, mens hun døde i en ung alder, måske til dels forårsaget af den tragiske historie, som udgør forlægget for 'A Clockwork Orange'.
I romanen tæsker Alex en kvinde, som er gift med forfatteren til 'A Clockwork Orange'. Den selvreferentielle henvisning dækker over en virkelig hændelse, idet Lynn faktisk blev brutalt overfaldet af fire amerikanske soldater i det mørklagte London under 2. anden verdenskrig. Før overfaldet var hun gravid, men siden aborterede hun. 'A Clockwork Orange' er ikke kun science-fiction litteratur, men også skildringen af et privat mareridt.
Filmen overskygger bogen
Der har altid været meget opmærksomhed omkring 'A Clockwork Orange', ikke mindst i forlængelse af Stanley Kubricks (1928-1999) filmversion fra 1971-1972. Allerede før filmen blev færdiggjort, hævdede rockstjernen Mick Jagger fra The Rolling Stones, at han så sig selv i hovedrollen som Alex. Og hysteriet blev ikke mindre, da Kubrick afslog at vise filmen i England, fordi den vistnok havde fremprovokeret voldelige reaktioner hos det yngre publikum.
Film-versionen af 'A Clockwork Orange' findes på bibliotekets hylder, men man skal være opmærksom på, at filmen er baseret på den reducerede amerikanske version af romanen, hvor det sidste afgørende kapitel mangler. Som ofte før i litteraturhistorien overskygger filmen i nogen grad det oprindelige værk.
Kubricks filmatisering vakte stor opsigt i halvfjerdserne, især på grund af sekvenserne med æstetiseret vold. Siden har 'A Clockwork Orange' haft status af en poppet kult- og ungdomsroman, men bogen har mange selvstændige litterære kvaliteter og den fortjener minimum en placering ved siden af Kubricks verdensberømte film.
Af litteraturstuderende Martin Toft
Brugernes anmeldelser