Bog

Fast ejendom

Af (
2023
)

Anmeldelse

Fast ejendom

26 jun.23

Den modne forfatter tager livtag med den tomme rede og en længsel efter fast ejendom i tredje og sidste bind af sin unikke erindringstrilogi.

Tredje del i trilogien indtager en betagende finale på den fabulerende og skarpe serie om livets store og små spørgsmål. Levy udvider igen og igen skriften og går dybt ind i menneskets indre, mens hun bevæger sig mellem forskellige steder, der kan kaldes et hjem. Med en skæv tone af humor og en skarp selv- og menneskeindsigt, leverer Levy sine frie tankestrømme, der former sig i selskab med bekendte, steder og i flere tider.

De tre bøger tæller udover ’Fast ejendom’ også ´Ting jeg ikke vil vide’ og ’Livets omkostninger’. De er hver for sig små perler i en række af refleksioner, der sagtens kan læses hver for sig.

Skilsmissen er lagt i baggrunden, og den modne forfatters døtre er ved at flytte fra reden. Kvinden, der snart runder tres, mærker for alvor den tomme redes syndrom, og prøver at finde ind til, hvad der så skal udfylde et hjem, hvor hun kan trives. Hun bor i en lejlighed i det nordlige London og fast ejendom synes at være svaret på den søgen, hun bevæger sig. Drømmen om det sted, hvor hun kan leve og arbejde og skabe et liv, tegner sig som et prægtigt gammelt hus med et granatæbletræ i haven. Et livfuldt og kærligt hus, som optræder i fantasien, som både noget udefineret, sløret, men også med en intens længsel. Men hun søger måske hjemmets fire vægge mere flydende, end hun først havde forestillet sig.

Kvinden tager forestillingen om drømmeejendommen med sig i flere skiftende hjem og på rejser. Hun får tilbudt et skriveophold i Paris, hvor hun finder sig til rette i en lille interimistisk indrettet lejlighed i Paris, som fungerer som hendes nye skiveskur. I en anden periode bor hun i Grækenland i et stenhus med treogtres stentrin op til indgangen, hvor sandet smuldrer mellem stenene. Løbende udforsker hun det at opbygge en kvindelig romankarakter i en fri skrivning mest mulig løsrevet fra bevidstheden om sit eget jeg (og et fast sted).

”Når alt kommer til alt, handler livet jo om at tænke og føle og leve og elske friere.”

I samtale med blandt andre sin bedste mandlige ven og andre forfattere former hendes tanker sig i nye strømme, mens hendes tidligere jeg fletter sig med som erindringsspor. Hun ser tilbage på både sin barndom i Johannesburg i Sydafrika og sit tidligere voksne jeg og på de steder, hvor hun har haft et tilhør. Der i blandt steder, som kvinder må befri sig i for at finde sin plads.

”Det hjemlige rum, kan hvis det ikke er påtvunget kvinder af samfundet, hvis det ikke er en tvungen forpligtigelse skænket os af patriarkatet, være et kraftfuldt rum.”

Deborah Levy giver endnu engang sin læser en helt særlig refleksion i sin frie fabulerende stil, der er fuld af menneskelige indsigter. Forestillingen om fast ejendom bringer nye tanker om det at høre til og åbner sig på en befriende måde mod livet selv.

”Fast ejendom er en kompliceret sag … Vi lejer og køber og sælger og arver det, men vi river det også ned.”

Bogdetaljer

Forlag
Vinter
Oversætter
Juliane Wammen
Faustnummer
135822388
ISBN
9788794024273
Antal sider
251

Anmeldelse

Livets omkostninger

Deborah Levys beretning om sin skilsmisse er en fantastisk smuk, tørt morsom og tankevækkende historie om livskrisens frisættende potentiale.

Læs mere

Anmeldelse

Tema

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind for at skrive kommentarer
AfTansy Kelly
tor, 18/01/2024 - 08:45

Flot arbejde. ikke bare tørt materiale, men fyldt med sjæl. Jeg kunne især godt lide sætningen: "Fast ejendom er en kompliceret forretning... Vi lejer den, køber den, sælger den, arver den, men ødelægger den også."