Bog

Bornholm-notater

Af (
2018
)

Anmeldelse

Bornholm-notater af Anders Mathias Rishøj

05 dec.18

Sælsom debutroman om livet som alkoholmisbruger på en døgnbehandling på Bornholm udmærker sig ved skildringen af afstanden mellem mennesker.

Hovedpersonen Anders, der deler navn med forfatteren, indser at hans alkoholforbrug er blevet til et misbrug. De nære forhold, han har, er ved at gå i opløsning. Han føler sig som en belastning i andres liv, hvilket læseren fornemmer i beskrivelsen af et forlist forhold og den efterfølgende deroute.

Forholdet til den alkoholiserede far bliver en hæmsko – eller en gentagelse af misbruget – som Anders har svært ved at tage stilling til. Livet som misbruger fremstår i romanen som at ridse i overfladen på livet; navne og mennesker fyger rundt i Anders’ liv, uden at han orker at tage stilling til, hvor de kommer fra, og hvem de er.

Romanen er opbygget fragmentarisk og antager forskellige former: notater til misbrugeren, som starter med ”I dag vil jeg være opmærksom på …”, passager om livet på døgninstitutionen og kursiverede erindringsglimt fra fortiden. De forskellige udtryk er med til at skabe en god dynamik i fortællingen, fordi hovedpersonen ser sig selv fra forskellige vinkler som fx misbruger, barn, ven og kæreste.

Livet på døgnbehandlingen beskrives gennem humor, en rå tone og poesi. Nogle gange med et hakkende sprog (det må være misbrugerens) og andre gange med en nærmest overvældende klarhed, som fx her, hvor Anders både føler sig fanget i forholdet til andre og oplever et håb : ”Vi skal tale sammen, udveksle erfaringer, og vokse som mennesker på baggrund af hinanden. Det nye liv som venter. Det er en smuk tanke.”

Forholdet til faren og resten af familien er en rigtig fin sidehistorie, der også søger en forklaring på, hvorfor Anders’ liv forsvinder i flasken. Det usagte og det nærmest spionagtige liv børnene har levet for deres fars skyld, er hård men vigtig læsning. Det er måske ét af grundproblemerne omkring alkohol og misbrug; det manglende sprog og den umulige åbenhed.

Romanen fremstår i sin helhed som ét langt notat, der til tider virker skrevet for forfatterens egen skyld, men i de bedste passager åbner sig ud mod læseren og sætter fingeren på et problem i Danmark, hvor vi mange gange er blevet kåret (selvom ordet er for positivt, måske er ordet ’dømt’ bedre) til at være nogle af de bedste ’weekenddrankere’ i verden. Andre værker om misbrug og hvordan det ændrer mennesker, kunne fx være William S. Burroughs’ ’Junkie’ og ’Hvor går det hvide hen, når sneen smelter?’ af Tine Kust.

’Bornholm-notater’ skildrer i et fint og skrøbeligt sprog, hvor lidt der skal til, før man vælter i livet og hvor svært det kan være at rejse sig igen. Romanen er et vigtigt indblik i de skæbner, som befolker behandlingscentrene og hvilke konsekvenser et misbrug har.

Bogdetaljer

Forlag
Ovo Press
Faustnummer
55103194
ISBN
9788793312340
Antal sider
125

Tema

Tema

Årets danske debutanter 2018-2019

Sorg, psykisk sårbarhed, sex, krop, misbrug, politik og klima er nogle af temaerne hos det seneste års debutanter. Flere af dem leger med identiteten på en humoristisk måde og har feministiske undertoner. De eksperimenterer med genrer og koncepter og med bøgernes farve og format.
Læs mere

Tema

Tema

Druk

I den aktuelle kunst finder vi hele spektret fra den socialt accepterede drukkultur til det destruktive misbrug. Flere forfattere gør op med myten om den drikfældige kunstner.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer