Det samme og noget helt andet

 Forfatteren fortæller om tab og sorg, men også om det svære samliv i en familie i sin stærke selvbiografiske roman.

I sin selvbiografiske roman ’Det samme og noget helt andet’ tager Katrine Marie Guldager livtag med familien som konstruktion. I jeg-form og i nutid fortæller hun om perioden fra foråret 1988, hvor hun inden for få dage mister både sin bedste veninde og sin far, til hun i 1998 er etableret og anerkendt som forfatter. Parallelt med beretningen om det turbulente tiår fortæller hun om skriveprocessen fra august 2019 til juli 2020. Undervejs stiller forfatteren det store spørgsmål: Hvad er en familie egentlig for en størrelse?

Katrine Marie Guldager er 21 år, da hun mister både sin bedste veninde, der bliver skudt i Nicaragua, og sin far, der omkommer i en togulykke. Hun er tæt knyttet til sin far og oplever både en stor sorg og en form for skyld. Hun påtager sig alt for meget i forbindelse med dødsfaldet og må tage diverse kampe med sin familie, både sin egen og farens familie. Moren mener således, at det er mere synd for Katrine Maries storesøster, som ikke har lært faren så godt at kende, end det er for hende, som var tæt på faren. Hendes faster mener, at farens død er et større tab for hende end for Katrine Marie. Undervejs udvikler det sig til en fuldstændig grotesk situation omkring fordelingen af arven, hvor et spejl bliver eksponent for hele arvestriden, som ender med en stævning.

Tilsyneladende går det godt for Katrine Marie. Hun studerer på RUC og på Københavns Universitet, hun bliver optaget på Forfatterskolen og debuterer med en anmelderrost digtsamling. Alligevel fornemmer man en ensom og usikker ung pige, for hvem det problematiske forhold til familien fylder meget. Hun må lægge ryg til diverse stikpiller og svigt, både fra moren, der tydeligvis foretrækker storesøsteren, og fra storesøsteren, der er jaloux på hende. Forholdet til farens familie forbliver også problematisk. Alligevel kan hun ikke slippe familien.

’Det samme og noget helt andet’ er på en måde en to-i-ener, hvor vi får to fortællinger i én bog. I de afsnit, der foregår op til bogens udgivelse, lægger Katrine Marie Guldager stor vægt på, at det er en roman, hun skriver, men som læser er det svært, ikke at læse bogen som en selvbiografi. På et tidspunkt bliver hun spurgt, om den nye bog ikke blot er en fortsættelse af selvbiografien Lysgrænsen fra 2007. Forfatteren fastholder dog, at det er en roman.

Det er en stærk fortælling både om sorg og om familien, og hvad den gør ved os. For selv om vi (ofte) ikke kan holde vores familie ud, kan vi heller ikke slippe den, og kampen om spejlet kunne lige så godt være kampen om de 12 sølv teskeer. Romanen fortæller om en kvinde, der kommer igennem både sorgen og familien og bliver en af vor tids store forfattere.

Katrine Marie Guldager har taget fat i familien mange gange før, men ikke så direkte i sin egen familie som nu. Det har krævet mod. Det er en bog, der vil ramme rigtig mange af os, også selv om vi ikke har været udsat for så voldsomme begivenheder som Karine Marie Guldager.