Om sommeren

Afslutningen på Knaugårds encyklopædi er lang som barndommens somre. De bedste beskrivelser flænser bevidstheden som pludselige minder.

Sommeren 2016. Sidste sommer med familien Knausgård, som vi (måske) kender den, Karl Ove, Linda og deres fire børn. En familie de ihærdigste læsere har fulgt gennem mastodontværket ’Min Kamp’ over de fire årstider i encyklopædien. Fra småbørnstiden med de tre ældste i klapvogn gennem Malmös gader til bilturene med tweenagere rundt i Ystad og omegn. Og hvorfor er det interessant at læse om denne familie? Det er det først og fremmest på grund af Knausgårds pen, præcis og poetisk på én og samme tid, og på grund af genkendeligheden i hans minutiøse erindringer og beskrivelser.

’Om sommeren’ byder blandt meget andet på forfatterens refleksioner over livet som forfatter og midaldrende mand, om friheden og om mulighederne der lukker sig. ”For hvad skal en midaldrende mand i korte bukser med frihed? ” Knaugård kommenterer og henviser til sine egne tekster, og læseren er ganske ofte med helt inde i skrivestuen.

Sidehistorien om den ældre kvinde Johanne, som har forladt mand og børn for kærligheden, handler også om frihed og ikke mindst om skam, et af Knausgårds grundmotiver. Denne historie væver sig fint ind i Knausgårds dagbogsskriverier om familiens liv på landet uden for Ystad. 

Hvad angår de encyklopædiske tekster om verden, er der mange beskrivelser og ord, der opfylder enhver længsel efter sommer. Vandspredere, korte bukser, campingpladser, sommernætter, sommerregn, regnorme, isterninger, hveps, grill og mariehøns og meget mere. Ud fra disse overskrifter beskriver og associerer forfatteren frit. For eksempel ender afsnittet om håndmixeren med en beskrivelse af det moderne liv:

”Vi sparer vores egne bevægelser, men den opsparede kraft gør os ikke stærkere, tværtimod bliver vi svagere og federe, så for at kompensere bevæger vi os ud af huset om aftenen og begynder at løbe hen ad vejene, i det som er en fuldstændig formålsløs ødslen med energi, kraften løber bare ud af os og kommer ingen eller intet til gode, og om det kunne man sige at mennesker har malet sig ind i et hjørne, eller det modsatte, at intet bliver mere menneskeligt end det, og at det er selve kronen på værket, det der gør mennesker til det mest suveræne dyr af dem alle: Den meningsløst løbende skabning.”

Knausgård trækker ikke i løbetøjet, men dvæler ved sin krops forfald og bugen, der hænger forræderisk ud over buksekanten og tænderne, der er grimme og gule og giver smilet hårde betingelser. Pikken der måske er for lille. Privatlivet skånes heller ikke her. Linda har en meget lille rolle, hun er nærmest usynlig i denne bog, i modsætning til Om foråret, der i høj grad handler om hendes sygdom. Afskeden og beslutningen om skilsmisse dvæles der ikke ved. ”At det blev den sidste nat vi havde sammen, vidste ingen af os, men de næste to dage kom alt det der havde ligget mellem os, frem og vi fandt ingen anden måde at håndtere det på end at gå fra hinanden. Det gør stadig ondt at tænke på at vi var sammen denne nat (…). Så kommer sensommeren og blommerne ”og skallen er læderagtig og smagen bittersød, og intet materielt i denne verden ligner mere minder end netop det”.

Der er lidt langt mellem pennens bedste skriverier ’Om sommeren’, men når de kommer, ripper de op i erindringen som et mågeskrig fra barndommen eller en plade med Sting fra den tid, der fulgte.