Karl Ove Knausgård er med sit mastodontiske 6-bindsværk ’Min Kamp’ blevet definitionen på autofiktion. Men Knausgård er meget mere. Han er nærværende, filosofisk, højtflyvende og hverdagslig.
Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede i 1998 med romanen ’Ude af verden’, men det var med den anmelderroste ’Min kamp’ (2009), han fik vind i sejlene og blev en verdenskendt forfatter. ’Min kamp’ eksperimenterer med autofiktionen, som for alvor slog igennem som litterær genre efter Knausgårds udgivelse. Her udforsker forfatteren spændingsfeltet mellem biografi og fiktion, og Knausgårds skriveri udløste ramaskrig over, hvor skillelinjen mellem fiktion og virkelighed ligger, ligesom vi så herhjemme efter udgivelsen af Knud Romers autofiktive værk ’Den som blinker er bange for døden’.
I ’Min kamp’ behandler Knausgård sit liv fra barn til voksen, hvor især forholdet til den manipulerende og voldelige far er i fokus. Det bliver en skildring af Karl Oves håndtering af faren og hans kamp med at forsøge at acceptere farens træk i sig selv. Det er en historie om udviklingen fra barn til voksen, skrevet i et velkomponeret sprog, som indeholder både filosofiske og smukke vendinger og nøgterne, banale beskrivelser af voksenlivets familieidyl, der skal hænge sammen med det internationale forfatterjob.
Knausgård arbejder med sit eget liv, og herunder også forfatteren og kunstnerens kamp med kunsten og det hverdagslige liv. Vi møder det også i Knausgårds personlige encyklopædi, som blev afsluttet med fjerde bind, ’Om sommeren’ (2017), hvor Knausgård skriver om sin yngste datters opvækst. Det er definitionen af Knausgård med en perfekt blanding af højtflyvende eksistentielle identitetsproblemer og hverdagens banaliteter.
Knausgård har skabt et stort forfatterskab med mange, lange romaner, der kan virke uoverskuelige at begive sig i kast med. Det er bøger, der tager tid, men det er tid, der er givet godt ud for læseren, der får mange smukke linjer og beskrivelser igen.
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020