The factory

Drengen i 'Hestenes øjne' er blevet en utilpasset, uforsonlig ung mand i 1960’erne - en skræmmende udvikling.

The Factory var Andy Warhol's bygning i New York hvor udstødte, misbrugere og kunstnere mødtes. Hans Otto Jørgensens titel til denne bog er hentet fra denne tilstand af kaos og skabelse, men mest af kaos. Forsiden er således et Warhol billede af den elektriske stol.

Bogen starter i samme følsomme sindbilleder som i Hestenes øjne. Barndommens tryghed og sammenholdet i familien er livgivende. Vi hakker roer … min mor har bare arme … Jeg elsker hende, og jeg elsker at arbejde sammen med hende. Vi får noget fra hånden. Arbejdet er det samlende.

Ingen kan som Hans Otto Jørgensen beskrive hvordan der køres med traktor, pløjes, køres med hølæs. Hvis der er noget han er god til, så er det at være landbrugsmedhjælper.

Ungdomsårene er herefter en lang deroute, hvor kollektiv-årene med tiltagende misbrug af hårde stoffer, øger hans selvdestruktive adfærd. Det er bestemt ikke opmuntrende læsning. Der er intet fællesskab mellem hans venner og veninder, kun selvødelæggelse.  Den litterære løbebane lades der op til samtidigt med at han læser uhæmmet. Citater fra forfattere som Karen Blixen, Jørgen Nielsen, Albert Dam optræder hyppigt. Sine studier i litteratur i København kan han ikke fastholde - han siger selv: alt i hans liv er midlertidigt.

Som andre danske forfattere: Ib Michael, Jens Chr. Grøndahl kan forfatteren bringe 1960'erne til live igen med sine flashback om musik, tidens modeord i denne mini- Danmarks krønike i mini-format.

Tilbagevenden til ploven bliver den sidste udvej. I den uundgåelige fortsættelse må forfatteren træde i karakter og komme videre i sine bestræbelser på at komme til at tilhøre sig selv. Det er en roman, men en ekstrem selvbiografisk roman.