Parcelhus

Parcelhuset bliver på en og samme tid en parodi og et melankolsk minde fra det spirende velfærdssamfunds fantasiløshed i Pablo Llambías' sofistikerede roman.

Llambìas´ erindringsbilleder sender hilsner fra en tid, hvor velfærdsstaten trådte sine barnesko. Forfatterens egne barnesko blev trådt i Aalborg-forstaden Gug, hvor parcelhuskvartererne skød frem, som alle andre steder i Danmark på det tidspunkt. Fortællingen blander elegant og humoristisk flere tankeeksperimenter sammen med det biografiske materiale, så den rammer læseren med både genkendelsens kraft og distanceret tvetydighed. Blandingen af den skæve fiktion og den genkendelige virkelighed åbenbarer en sammensat og vidunderlig tvetydig roman.

Romanen tager fart med et fascinerende anslag. Jeget er på vej til jubilæum med sin gamle folkeskoleklasse – det er 40 år siden, de gik ud. Han gennemgår lidt af en splittelse, mens han på vej i bilen fra København tager en indre diskussion mellem den lille dreng og sit voksne jeg, mens han føler sig mindre og mindre (og må have en pude at sidde på, for at nå rettet). Det voksne jeg hægter sig fast bag bilen i en snor og bidrager med selvoptaget medlidenhed. I jegets irritation over at tillægge fortiden betydning, begiver han sig ud i mødet med gamle klassekammerater med tør distance og ægte længsel.

Og alle minderne dukker frem. Dengang i forstaden Gug er hans forældre tilflyttere, professionelle pianister og i gang med at etablere familie. De bliver nybyggerne af et parcelhus. De firkantede fabriksproducerede typehuse med præfabrikeret indhold skyder op. På den anden side af vejen bor en kammerat i et hus mangen til bare spejlvendt. De første seksuelle opdagelser bliver erfaret i den smalle gang mellem hækkene og muren mellem de firkantede huse. Vi befinder os i velfærdsstatens heyday.

Kærligheden til forældrene lyser ud af siderne, når erindringen tager over. De to professionelle pianister skildres næsten mytiske, når de forener deres kunst ved pejsestuens flygel med familiens konforme parcelhuslivs almindeligheder. Fortælleren må italesætte sin egen privilegieblindhed uden helt at kunne føle den i sin stærke og ambivalente forbundethed til parcelhusets familietryghed.

Romanen tematiserer gennem flere spor, hvordan jeget på forunderlig vis er forbundet evolutionært med mennesker gennem flere tusind år. For eksempel taler han flere gange med sine tipoldeforældre og de første mennesker, som befolkede Gug, imens han ser sin egen trygge opvækst i parcelhuskvarteret. Ud af det forudsigelige vokser komplekse refleksioner om, hvordan hændelser i løbet af et liv kan flyde sammen og sætte alt i perspektiv. I det blik bliver livets valg både trivielle og fuld af betydning.

Ved at forene dagligdagshændelser med skæve fortælleeksperimenter dekonstruerer Llambìas virkeligheden, hvorefter han sammensætter den igen til en sofistikeret collage af livets tilfældigheder og dybere mening. Nedenunder lurer samfundskritikken med satirisk klang i det underholdende og tankevækkende kunstværk.