Sjælens Amerika

Imponerende litterær tyngde. Karl Ove Knausgård vedbliver med at være nærværende, selv om han har trukket sig selv mere ud af teksterne i essaysamlingen 'Sjælens Amerika'.

Hvad gør man som forfatter, når man har besluttet sig for at stoppe med at skrive? Hvordan kommer man videre, når ens kunstneriske virke er gået så tæt på ens privatliv, at det har været fuldstændig ødelæggende for omgivelserne og for en selv? Karl Ove Knausgård har vendt sig fra autofiktionen for i stedet at skrive essays, og af en eller anden grund har jeg slet ikke glædet mig til denne essaysamling. Ja, egentlig havde jeg overhovedet ikke tænkt, at jeg ville læse den, før jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse, selv om rygterne fra den anden side af sundet sagde, at den var god.

Måske frygtede jeg, at skuffelsen over ikke at sidde med bind syv af Min Kamp ville blive for stor, eller at essayene ville mangle den private blotlæggelse og det personlige engagement, som er så karakteristisk for Knausgårds litterære mesterværk. Måske forestillede jeg mig, at jeg ville trættes ved temaerne i essayene om Anders Behring Breivik, bibeloversættelse og lort, ligesom jeg indtil dags dato har været overbevist om, at jeg ville finde Knausgårds to første romaner kedelige.

Efter endt læsning ved jeg, at jeg ikke kunne have taget mere fejl. Sjælens Amerika er et overflødighedshorn af storslåede og billedskabende tanker og forestillinger om livet, døden, kunsten og det at være menneske. Billeder, der står lysende klare for læseren efter endt læsning. Nogle af essayene er såkaldte ”outtakes” fra Min Kamp, altså afsnit, der blev taget ud af bogen på grund af pladsproblemer, hvilket skaber en stærk følelse af genkendelighed i teksten for dem, der har læst Min Kamp-bøgerne.

Selv om Sjælens Amerika på ingen måde er ligeså udleverende privat som Min Kamp, så er det alligevel helt tydeligt, hvem forfatteren til de meget forskellige essays er. Karl Ove Knausgård benytter sig af de samme tankerækker og argumentationsformer som i Min Kamp, det er de samme tematikker, der udforskes, og til en vis grad er der også lavet den samme strukturering af stoffet som i Min Kamp-bindene 1-6. Således handler det første essay ”10 år” om en oplevelse fra Knausgårds barndom, mens det sidste essay i bogen ”Derud hvor fortællingen ikke når” omhandler selve den litterære skabelsesakt, denne gang med fokus på redaktørens rolle i udarbejdelsen af en roman.

I Sjælens Amerika er det stadig begreber som ”det horisontale” versus ”det vertikale” og ”selvoverskridelsen”, der benyttes for at forstå kunsten og litteraturen, og i essayet ”Det monofone menneske” undersøger Knausgård Anders Behring Breiviks gerninger på samme måde som i sit afsnit om Hitler i Min Kamp. I essayet ”Sjælens Amerika” kredser han om den mere eller mindre uforklarlige evne kunsten har til at fortrylle.

Ligesom i Min Kamp stryger Knausgård også i ”Sjælens Amerika” hjemmevant om sig med tankevækkende citater, og han formår også her at lave nye og overraskende fortolkninger og analyser af nogle af litteraturens største klassikere. Så selv om forfatteren igen og igen påstår, at han er et overfladisk menneske, der ikke gør andet end at hente brudstykker fra det ene eller andet værk, så viser hans tekster os noget andet. Der er en imponerende litterær tyngde i Sjælens Amerika, som sjældent ses magen.

Knausgårds største bedrift er dog at vedblive med at være nærværende, selv om han har trukket sig selv mere ud af teksterne. Essaysamlingen vidner hele vejen igennem om et enormt litterært overskud, og som læser kan man ikke andet end at dele begejstringen over litteraturen og kunsten med forfatteren.