Sortedam

Opvæksten med en alkoholiseret mor trækker smertefulde spor ind i voksenverdenen for Sigrid, som venter sit første barn.

Som i Sissel Bergfjords fine debutroman ’Min morfars stemme’ fra 2006 graves der også i familiehistorien i ”Sortedam”, som handler om det at være barn af en alkoholiker. Forfatteren har selv haft stoffet tæt inde på livet, idet hendes egen mor drak sig ihjel for tre år siden.

Sigrid er højgravid og har endelig taget sig sammen til at få ryddet sin afdøde mors lejlighed. Imens hun rydder op og ud, tænker hun tilbage på sin barndom præget af en alkoholiseret mor og en hjælpeløs far. Mens oprydningen står på, kredser Sigrids kæreste rundt i udkanten af hendes bevidsthed, men bliver hverken lukket ind i hendes følelsesunivers endsige morens lejlighed.

Romanen byder på en til tider tåkrummende læseoplevelse og et realistisk indblik i at være barn af en alkoholiseret forælder, hvor skam, pinagtighed og afstandstagen til forældrene er de dominerende følelser. Moren er smuk og charmerende, men også pinlig og sølle. Fraværet af et moderligt forbillede at spejle sig i, nuanceres af Sigrids forestående moderskab. 

Fortællestilen består mestendels af indre monologer, hvor Sigrid henvender sig til moren med ”du” i et forsøg på at få styr på sine på følelser og minder. Måske ligger der også et forsøg på forsoning i denne tankestrøm, som er både en bogstavelig men også mental oprydning. Denne fortælleteknik har Bergfjord rigtig godt styr på, og det tilføjer klart en ekstra ”litterær” kvalitet til romanen.

Desværre lever Bergfjords roman ikke helt op til mine forventninger. Hun er en teknisk dygtig fortæller, men handlingen kommer aldrig et spadestik dybere i smerten, hvor det for alvor berører. I ’Min morfars stemme’ blev læselysten og paranoiaen næret af en diskret uhygge i det øde norske landskab, og man var med i hovedpersonen Kajsas følelser og oplevelser. Tematikken omkring søgen efter egne rødder og den ensomme erkendelsesproces som præmis går igen i nærværende roman, men bare i et andet miljø. Det uventede savner jeg meget i denne roman, som desværre bliver ret forudsigelig i sit handlingsspor.