Ting jeg tænker på

Louise Juhl Dalsgaards rørende romancollage tegner i erindringsglimt et portræt af en kvinde og en tid med få velvalgte ord.

Skulle man beskrive ’Ting jeg tænker på’ med blot tre ord, ville de mest oplagte være: Less is more. Gennem en række korte tekststykker, der alle indledes med ordene ”Jeg tænker på…”, tegnes et tydeligt erindringsbillede af jeg’ets barndom, ungdom og voksenliv med alt, hvad dertil hører af uretfærdigheder, misforståelser, forundringer, glæder og sorger. Et vågent, opvakt og følsomt værk, der formår at få læseren til selv at tænke på ting.

Louise Juhl Dalsgaard har flere gange bevist, at hun hører blandt de forfattere, som ikke behøver at skrive side op og side ned for at få formidlet sit ærinde. Faktisk skriver Louise så præcist og så gennemtænkt, at hun med ganske få ord kan mane noget meget stort frem:

Jeg tænker på min bedste ven, der viser sig også at have en anden bedste ven.
…
Jeg tænker på al den ros, jeg får, og på, om den måske i virkeligheden er ment som en trøst.
…
Jeg tænker på at savne at have noget at savne. Noget jeg kan hænge min sorg op på.

Værket, der meget rammende kaldes en romancollage, er inddelt i tre tidsafsnit: 1973-1985, 1986-1992 og 1993-. Og jeg tillader mig at mene, at det er helt på sin plads at tage udgangspunkt i forfatterens fødselsår 1973 for derved også at kunne benævne de tre afsnit henholdsvis ’Barndom’, ’Ungdom’ og ’Voksenliv.’ Det er ikke første gang, forfatteren bruger sig selv, sit liv og sine egne tildragelser i forfatterskabet. Barndomserindringerne vidner om et opfindsomt, eftertænksomt og følsomt barn, hvilket også er hjerteskærende beskrevet i romanen Det dér og dét der, der først og fremmest handler om den spiseforstyrrelse, der også optræder i bogen her.

Alligevel bliver ’Ting jeg tænker på’ for mig at se såre alment menneskelig. Jeg skal dog ikke afvise, at det godt kan skyldes, at jeg er næsten jævnaldrende og deler køn med forfatteren. I hvert fald blev jeg flere gange sendt direkte tilbage i tiden til Sportslørdag, intromelodien til Professor Balthazar og ’Fra Mols til Skagen’ med Aud Wilken. Og dét hænger sikkert sammen med, at jeg dengang var nogenlunde samme sted i livet.

Når jeg alligevel mener, at der sideløbende med den meget personlige tekst løber et alment menneskeligt spor, skyldes det, at de mange erindringsnedslag, som bogen består af, må give de fleste læsere anledning til selv at tænke tilbage. På barndommens uretfærdigheder (dem har vi alle sammen samlet et par stykker af), på ungdommens eksistentielle kvababbelser og på voksentilværelsen, som var så forjættet at forestille sig som barn, men som viste sig at være mindst lige så vanskelig at håndtere som andre livsepoker, når man nåede dertil.

Samlet set er det en både varm og rørende erindringsroman i fin fragmentarisk form, der dels tegner et portræt af en tid og et kvindeliv. Med få og velvalgte ord.