Bog

Vi er vel helte

Af (
2017
)

Anmeldelse

Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå

Bomstærk debutroman om den unge kvinde Billie, hvis far er dybt alkoholiseret. Her er skam og skuffelser i rigeligt mål, men også omsorg og stor kærlighed.

Gad vide, hvor meget der egentlig skal til, før børn – både små, store og voksne – afskriver en forælder? Ikke et spørgsmål, der umiddelbart lader sig besvare, men der er ingen tvivl om, at ”meget! ” ikke rammer helt ved siden af. Selv i tilfælde hvor det bliver sværere og sværere at tro på, at tingene vil ændre sig til det bedre, kan man opleve, at éns eget afkom er det mest trofaste og loyale, man kan omgive sig med.

Den unge kvinde Billie er jeg-fortæller i Liv Nimand Duvås debutroman ’Vi er vel helte’. Det allestedsnærværende du er hendes far, som hun er vokset op hos og sammen med efter forældrenes skilsmisse for flere år siden. Far og datter boede i et hus, der nok kunne trænge til en kærlig hånd, men farens hænder er meget mere stemt for at spille bas i et rockband samt holde om flasker, glas, dåser og andre beholdere, der kan indeholde hans altfortærende last: Alkoholen. Og i virkeligheden er det måske dén, der er hovedpersonen i romanen, når den gang på gang indtager og overtager farens liv, og den nu voksne Billie for Gud-ved-hvilken-gang må smide, hvad hun har i hænderne og komme sin fordrukne og fortabte far til undsætning.

Det er både dybt rørende og dybt ulykkeligt at læse om, hvordan Billie nærmest er blevet forælder for sin far, der på nænsom måde toner frem som et både omsorgsfuldt og kærligt menneske. Han er ikke noget hverken ondt eller dårligt menneske – selvfølgelig ikke, har jeg lyst til at tilføje – men han byder sin datter dét, som ingen børn (uanset alder) burde bydes, nemlig den totale utryghed og usikkerhed, der altid vil være til stede, når noget har taget magten fra én.

Billie bor egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø. Men på trods af ubeskrivelige uhyrligheder i Afrika, Mellemøsten og utallige andre steder på verdensplan, ser Billie igen sig selv droppe sit globale humanitære engagement til fordel for sin far, der hjemme i København igen er røget i et sort hul og blevet indlagt – mere død end levende. Og hun skammer sig. Siger som forklaring, hvis hun overhovedet kommer så langt, at hendes far er syg, hvilket jo heller ikke er løgn, men måske alligevel kun en halv sandhed. Og så ellers tilbage til København for at hanke op i faren.

Sproget er både smukt, poetisk og nøgternt midt i al elendigheden. Der er ingen selvmedlidenhed at spore, selvom Billie ellers nok kunne ha´ grund til den, og jeg nærer den dybeste respekt for den seje, unge kvinde, som holder sig på benene trods byrden af den alkoholiske far, og for Liv Nimand Duvå, som har begået en bomstærk debutroman.

Analyse

Duvå, Liv Nimand: Vi er vel helte

Vi er vel helte er Liv Nimand Duvås debutroman om det komplekse forhold mellem en voksen datter og hendes alkoholiske far. Et forhold præget af skuffende gentagelser og det alt for store ansvar, børn af alkoholikere løfter.





Skrevet af cand.mag. i litteraturvidenskab Amrit Maria Pal, oktober 2017.






“Jeg findes først i vi”

Billie er en ung kvinde, studerende, bosat i Berlin og i udkanten af et aktivistisk miljø. Men hun er mest af alt sin fars datter. På godt og ondt, men mest på ondt. For hun er den nærmeste pårørende og den, der bliver tilkaldt, når han endnu engang er blevet indlagt med alkoholforgiftning, når han endnu engang skal til afvænning. Den, som behandlersystemet tyr til, når der skal træffes beslutninger, bruges overtalelseskræfter, læsses af og tages ansvar. For faren og hans misbrug. Billie lever et udpræget skyggeliv i kølvandet på sin fars årelange misbrug - motiveret af pligtfølelse, kærlighed, skam, medlidenhed og angst.


I skyggen af livet

Billies liv er præget af den konstante uro og utryghed, der opstår på baggrund af tilværelsens uforudsigelighed; (hvornår) falder faren i igen, er han ok, dør han, og er det så hendes skyld? Det eneste rigtig forudsigelige er hans drukmønstre, som hun kender ud og ind, skitseret gennem brugen af grammatisk fremtidsform: “Flasker kommer til at blive åbnet.”

Som ethvert barn af en emotionel ustabil forælder har Billie lært at se og opmuntre faren: (...) du føler en vis stolthed over at kunne lære (...) fra dig. Jeg opmuntrer dig, og du taler videre (…)” I disse ord gemmer en stor del af romanens tematik sig: Det omvendte barn-forælder forhold, det store ansvar og barnets stadige angst for, at den voksne kæntrer.

Det at Billie tager ansvar for det nære, bærer hun med sig og breder ud til hele verden, når hun engagerer sig i den globale flygtningekrise og i den grad ønsker at “ofre sig for en sag”. At det ikke er et egentligt valg, men en ting hun bare må tage på sig, som alt andet, er tydelig: “Vi må være i stand til at ofre os for en sag”. Hendes tilsidesættelse af eget liv til fordel for farens misbrug breder sig altså fra det nære liv ud til verden som en mere eller mindre ubevidst del af hendes personlighed. På ukritisk og selvudslettende vis følger hun også kæresten Zaid og hans hovedkuldse aktivistiske engagement og overskrider igen og igen sine egne grænser i bestræbelsen på at ofre sig for en større sag. Hendes underkastelses-mønster bliver generelt og tegner sig i alle livets forhold; Billie kræver ikke, hun giver - og bliver dermed statist i sit eget liv.

Op- og nedture og gentagelsernes cykliske mønster

Et fremtrædende træk ved fortællingen er brugen af bevægelser og retninger. Faren enten står eller ligger ; står, når han spiller bas på scenen, ligger, når han er døddrukken. Han sidder kun op enkelte steder i bogen, og disse steder markerer ganske korte, vakuum-agtige overgange mellem fuldskab og ædru tilstand. Faren bevæger sig altså vertikalt op og ned, hvilket bogstaveligt talt understreger op- og nedturene.

Billie synes at bevæge sig cyklisk; stedligt cirkler hun mellem København, Berlin og barndomshjemmet, og også erfaringsmæssigt bevæger hun sig i gentagelsens mønster udløst af farens op- og nedtur og hendes egen angst, håb og skuffelse. I et tvangspræget cyklisk gentagelsesmønster udspændes elastikken mellem hende og faren kun lige nok til, at hun når at snuse til studenterlivet og Berlin, før hun igen og igen svirpes tilbage til den syge far. Tegnede man Billie og farens bevægelsesmønstre på et papir, bliver det tydeligt, at de aldrig når ind på samme spor, samme bane. Kun de enkelte gange, hvor de sidder sammen, og faren for en kort stund bryder sit egentlige mønster, finder de fælles fodslag i det små; ryger en smøg, snakker om musik. Hvordan Billies liv hele tiden er præget af farens, bliver også tydeligt på deres fælles ferie, hvor de sammen bestiger et bjerg. Hun slår her konkret ind på farens vertikale bane i håbet om og iveren efter en god ferie. Men det lykkes ikke.

Det svage jeg

Billie besidder som jeg-fortæller den suveræne fortællemagt, men heller ikke den tager hun på sig. I stedet lader hun sig ofte bruge som talerør for menneskene omkring sig, der alle har meninger om, hvordan hun skal håndtere situationen. Det kommer bl.a. til udtryk i Billies konkrete brug af gengivelser af andres udsagn - gengivelser, som hun lader stå ukommenterede: “Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af (...)”. “Jeg” er her at forstå som Billie. Og det “jeg” er bogen igennem i en genfortalt indirekte monolog med et du, som langt hen ad vejen er faren, men som en enkelt gang spalter sig og måske bliver til den bortløbne mor, da Billie forestiller sig farens begravelse og oprydning af barndomshjemmet: “(...) synes du ikke, du burde være der til at hjælpe (…)”.

Det offentlige system og hjælpegrupper taler også gennem Billie, og hendes mere eller mindre ukritiske villighed til at lade sig tale igennem og “styre” bliver til et konkret bevis på en personlighed, der er helt igennem vant til at blive brugt til andres formål og ikke stiller spørgsmålstegn ved det urimelige i det.

Men af og til lader Billie skinne igennem, at det også kan have sine fordele at lade sig bruge, bl.a. da hun igen bliver kaldt hjem fra Berlin, fordi faren atter er syg af druk: “Men der er også en lettelse i snart at skulle træde ind i dit rum, at skulle fortabe mig fuldstændigt uden at vide, hvornår jeg kommer ud af det igen.” Lettelsen over ikke at skulle tage stilling til eget liv, ikke at skulle arbejde med at træde ud af farens skygge og ind på egen scene er her helt eksplicit. Andre steder i fortællingen overlader hun konkret scenen til sin basspillende far og tager det, der drypper på degnen: “Alle i lokalet ved, at jeg er din datter. De beundrer dig, og derfor beundrer de også mig (...)”.

Billie er romanen igennem et “vi” mere end et jeg og bliver dermed også en meget begrænset og måske endda utroværdig jeg-fortæller, der kun af og til, og relativt subtilt, lader sin frustrationer skinne igennem.

Vi er vel helte giver ingen svar, er ingen udviklingsroman, har stort set ingen fremdrift og mimer på den måde det liv, barnet af den uhelbredelige alkoholiker lever. Farens død, der danner ramme om fortællingen, antyder ved slutningen af romanen, dog på sin sædvanlige subtile måde, at en åbning mod noget andet måske har set dagens lys. Noget skal dø, før noget kan sættes fri.


En særlig tak til bogbloggeren Ord fra en bibliofil for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hendes blog eller på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser.




BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
Bibliotekar Hanne Thusgaard Madsen, Vejle Bibliotekerne


LITTERATUR OM BOGEN


Artikler i aviser

Kristeligt Dagblad
(heri 24/7 2017: Liv Nimand Duvå: Efterladt datter: Min far drak sig ihjel).

Anmeldelser i aviser

29/4 2017 Kristin Vego i Information
7/6 2017 Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-posten
7/5 2017 Alexander Vesterlund i Politiken
17/6 2017 Jørgen Johansen i Politiken

Bogrummet.dk
Simon Rohde Kure Hamann: Vi er vel helte af liv Nimand Duvå

Links

Kronstork
Liv Nimand Duvå modtog 29.9.17 Munch-Christensens Kulturlegat/ Debutantpris for Vi er vel helte, parallelt med Andreas Pedersen, som fik prisen for digtsamlingen Fryden.

Skønlitteratur på P1/Værter Nanna Mogensen og Klaus Rothstein
Glaskugler skriveprocesser og nordiske litterære fællesskaber.
Debutanten Liv Nimand Duvå er en af de fire forfattere på programmet, der fortæller om sin bog Vi er vel helte.

Bogdetaljer

Forlag
Kronstork
Faustnummer
53071163
ISBN
9788793206182
Antal sider
160

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer