De seneste år er der udkommet stadig flere autofiktive værker, og de er populære hos læserne, men har også skabt voldsom debat. Vi stiller skarpt på en genre, der bevæger sig mellem fiktion og virkelighed.
Autofiktionen blev først rigtig udbredt i Norden med Karl Ove Knausgård og hans ”Min kamp”-bøger, der gav genren et løft og for alvor gjorde den populær. Måske fordi autofiktion giver grobrund for masser af analyse og spekulation. I hvert fald er autofiktion en af de mest debatterede og omtalte genrer i medierne. For hvornår er en roman autofiktion og hvornår er den ikke? Grænserne er udviskede, og der er utallige eksempler på romaner, der bevæger sig mellem fiktion og virkelighed. Senest har f.eks. Vigdis Hjort Arv og miljø og Linn Ullmanns De urolige skabt stor debat. Mange husker også retssagen for år tilbage mellem Claus Beck-Nielsen (Madame Nielsen) og Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, hvor sidstnævnte beskyldte Beck-Nielsen for identitetstyveri i romanen Suverænen.
Autofiktion handler som udgangspunkt om levende personer og virkelige begivenheder. Hvis man skal definere genren helt præcist, så er det en roman, hvor der er navnelighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Det betyder, at en autofiktiv roman både kan være meget selvbiografisk eller meget fiktiv. Også selvom der er navnelighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Det betyder at mange af de værker, som vi omtaler som autofiktive, rent faktisk slet ikke er det. De er snarere selvbiografiske eller selvfremstillende, eksempelvis Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det.
Og hvordan spotter man så et autofiktivt værk? Det og meget mere kan du blive klogere på i lektor Stefan Kjerkegaards artikel Nøgen nedad Ballerup Boulevard: Autofiktion, ærlighed og etik.
Foto: Thomas Waagstrøm
Kommentarer