Min kamp 6

Afslutningen på det store selvbiografiske værk, hvor Knausgård reflekterer over sit værk og litteraturens forhold til virkeligheden. Og så får vi måske at vide, hvorfor bøgerne hedder ’Min kamp’.

Det har været en stor oplevelse at læse ’Min kamp’, såvel bind seks som de forrige bind. Faktisk min største læseoplevelse til dato, om end jeg må indrømme, at jeg ikke har slugt sidste bind på samme måde som de første fem bind. Bogens fysiske størrelse sætter selvfølgelig en begrænsning. Man sluger ikke sådan lige 1295 sider, og bogen er ikke til at tage med sig alle mulige steder hen. Man kan simpelthen kun sidde ved et bord og læse den.

Men jeg gik også i stå flere gange i det cirka 500 siders lange essayistisk midterafsnit, hvor Knausgård dels skriver om Adolf Hitler og hans selvbiografi ’Min kamp’, mellemkrigstidens Wien og nazismens fremmarch, og dels skriver om litteratur på et meget teoretisk plan. Det er ikke fordi, det ikke er interessant. Det er bare alt for langt.

Bind seks afslutter det store romanværk på i alt mere end 4000 sider, og i dette bind diskuterer forfatteren sit store projekt: Hvorfor har han skrevet så åbent, så ærligt, om sig selv og sin familie? Hvad har konsekvenserne været for familien og for ham selv? Hvad er erindringer egentlig? Hvad er litteratur? Og er litteraturen vigtigere end den enkeltes liv?

Store, svære spørgsmål, som jeg synes, Knausgård diskuterer godt og meget ærligt. Da han begyndte at skrive det store værk, tænkte han, at hvis blot han skrev om ting, der var sket i virkeligheden, ville ingen kunne anfægte det. Det kunne godt være, de ville blive sure og nægte, at deres navne måtte optræde i bøgerne, men at nogen ville blive så vrede, som især hans onkel blev, havde han ikke forestillet sig. I slutningen af bind seks skriver han: ”Denne roman har gjort ondt på alle omkring mig, den har gjort ondt på mig, og om nogle år, når de er store nok til at læse den, vil den gøre ondt på mine børn”

Et andet sted skriver han: ”Alle dem, jeg kender, er blevet sat på prøve. Det har ikke været let for nogen. Værst har det været for Linda.” Linda er forfatterens hustru, som rammes af en dyb depression i løbet af bind seks.

Jeg ved ikke, om Karl Ove Knausgård når frem til, at det har været det hele værd at skrive så åbent om sit eget liv. Han skriver meget om vigtigheden af efterrettelighed i værket, men samtidig skriver han også, at erindringer ikke er eksakt videnskab. At alle mennesker ved fra deres eget liv, hvordan tidligere oplevelser og begivenheder kan ændre karakter, alt efter hvor i livet man befinder sig.

Men man må sige, at Knausgård har givet begrebet autofiktion en helt ny betydning.  Og for mig som læser har det været en gave at læse alle bøgerne. Knausgård kan det, som gode skønlitterære forfattere kan, nemlig gøre det, der vedrører et enkelt menneske til noget, der vedrører alle. Alle mennesker oplever modgang eller sorg i løbet af livet, alle kender nogle med alkoholproblemer eller psykiske problemer. Alle oplever alderdom og forfald på et tidspunkt i livet. Det behøver ikke være skamfuldt. Det er eksistentielle problemstillinger. Ved at læse dette store unikke værk føler jeg, at jeg bliver klogere på mig selv og på mennesker generelt.

Den bog slutter med ordene: ”..hele vejen vil jeg nyde, virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter.” Den beslutning respekterer jeg fuldt ud, for hvad skulle han næsten også kunne skrive efter dette? Men jeg kommer til at savne at være i det helt specielle Karl Ove-univers, hvor jeg opholdt mig så længe.